Krybdyr

Totalt forbud mod at importere dyr fra naturen

I Italien er der nu indført forbud mod import af vilde dyr. Samtidig indføres en såkaldt positivliste over, hvilke eksotiske dyr der må holdes som hobbydyr.

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

1.200.000 dyr importeres hvert år til Italien, primært fra den vilde og tropiske natur i Afrika, Sydamerika og Asien. Men det stopper nu. Landet har netop indført et forbud, så ingen længere kan hente vilde dyr og holde dem i fangenskab som hobbydyr. 

Derudover indfører man en såkaldt positivliste, så der ikke kan findes smuthuller, undtagelser eller fortolkninger af loven. Det vil sige, at man lister, hvilke dyr man gerne må holde, og så er alle andre automatisk ulovlige. For eksempel er der blot seks eksotiske fisk på positivlisten. 

- Der importeres rigtig mange vildtfangne dyr til Italien hvert år, og der holdes mange forskellige arter af eksotiske dyr. Den nye lov og indførelsen af positivlisten er meget vigtig for at begrænse antallet af arter og sikre, at kun dyr, der kan trives i fangenskab, holdes i private hjem, siger biolog og leder af internationale projekter hos Dyrenes Beskyttelse, Anne Sofie Meilvang. 

Forbuddet har til hensigt at redde utallige arter af pattedyr, fisk, padder og krybdyr, som ellers var blevet handlet i Italien og det forventes, at blot fem procent af de dyr, der hidtil har været lovlige at holde, fortsat vil være det.  

- Dyrenes Beskyttelse arbejder også for en positivliste for eksotiske hobbydyr i Danmark. Desuden er vi gennem organisationen Eurogroup for Animals med til at arbejde for en EU-dækkende positivliste, fortæller Anne Sofie Meilvang. 

Den nye, italienske lovgivning ledsages også af skærpede straffe. Import af vilde dyr kan give op til seks måneders fængsel og bøder op til 150.000 euro svarende til over 1,1 million danske kroner, mens handel med ulovlige dyrearter kan give op til otte måneders fængsel og bøder op mod 75.000 danske kroner.

Læs mere om Dyrenes Beskyttelses arbejde for indførelsen af en positivliste her