Dyrlægehjælp til slædehunde i Grønland
QIMMEQHealth-projektet skal være med til at sikre dyrlægehjælp til grønlændernes dyr og særligt deres mange slædehunde. Dyrenes Beskyttelse har valgt at støtte projektet i yderligere et år.
Dyrenes Beskyttelse forlænger støtte
De fleste danskere tager for givet, at deres dyr kan blive tilset af en dyrlæge, hvis uheldet skulle være ude. I Grønland er situationen imidlertid anderledes, da de store fysiske afstande mellem byer og bygder gør det svært at sikre, at dyrlægeklinikker kan løbe rundt økonomisk.
Med støtte fra Dyrenes Beskyttelse åbnede QIMMEQ Health-projektet en klinik i december 2024, der tilbyder dyrlægehjælp til grønlandske slædehunde samt andre dyr i slædehundedistriktet i Grønland. Klinikken ligger i Sisimiut, som er en af de største slædehundebyer i Grønland. Projektet skulle i første omgang vare et år, men er nu blevet forlænget med et år mere.
På trods af et stort behov for praktisk dyrlægehjælp, findes der ingen praktiserende dyrlæger i hele slædehundedistriktet. Klinikken vil være bemandet med frivillige dyrlæger og er åben i to til tre uger hver eller hver anden måned.
Projekt skal inspirere grønlandske unge
Udover at hjælpe dyrene, fokuserer projektet også på at inspirere grønlandske unge til at tage uddannelsen som dyrlæge eller veterinærsygeplejerske, samt at øge opmærksomheden omkring en unik slædehunderace, som hastigt er på vej til at forsvinde.
Under projektet har flere unge grønlændere allerede været i praktik på klinikken og udtrykt interesse for at forfølge en karriere som dyrlæge. Dette er positivt, da der i øjeblikket kun findes ganske få grønlandske dyrlæger – og slet ingen uden for Nuuk.
Dyrenes Beskyttelse har besluttet at støtte projektet yderligere et år, og projektet er en del af vores internationale indsatser for at tilbyde dyrlægehjælp til nødstedte dyr rundt om i verden.
- Hunderacen er en af de mest rene og isolerede i verden, fordi den ikke må blandes med andre hunderacer.
- En han kan veje 45 kilo og er så stærk, at han kan trække op mod 60 kilo over lange distancer.
- Hundene er meget hårdføre og befinder sig bedst udendørs døgnet rundt – også selvom termometeret viser ned mod -50 grader.
- Pelsen er tæt og tyk og består af både underuld og yderpels, der beskytter dem mod et barskt klima.
- Hundene er mentalt robuste, vagtsomme og har et stærkt flokinstinkt.
- Der opstår som regel et tydeligt hierarki mellem hundene, hvor den stærkeste hanhund leder flokken.
- Som regel er hundene venlige over for mennesker, så længe de ikke bliver forstyrret i deres magtkampe eller hierarki.
Camilla Hansen er frivillig og er rejst til Grønland for at gøre en forskel for de mange slædehunde, der ikke har gode muligheder for at komme til en dyrlæge.
I Danmark er vi privilegerede og kan nærmest på alle tider af døgnet komme til en dyrlæge. Den mulighed findes ikke i Grønland, og formålet med Camillas rejse er derfor at komme ud og hjælpe dem, der har brug for det.
Se videoen, og få et indblik i det arbejde i dyrlægeklinikken i Sisimiut, som Camilla og hendes veninde er rejst til Grønland for at hjælpe med.
Alle dyr bør have mulighed for dyrlægehjælp, når de har brug for det. Med støtten til klinikken i Sisimiut har vi været med til at sikre, at slædehundene i det område kan få hjælp
Sofie Meilvang, biolog og projektleder for internationale projekter i Dyrenes Beskyttelse.