Bettina Thomsen har sikret Pjuske og Stampe med et dyretestamente.

Bettina har sikret Pjuske, Stampe og mange andre kaniner med sit testamente

Det var i første omgang en dyretestamenteaftale til Pjuske og Stampe, der fik Bettina Thomsen til at kontakte Dyrenes Beskyttelse, men siden har hun også testamenteret en del af sin arv til organisationen.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Hvis man ikke ved det på forhånd, bliver man hurtigt klar over det, når man træder ind i Bettina Thomsens nydelige rækkehus. Hendes kaniner betyder rigtig meget og fylder tilsvarende i hendes liv. 

Allerede i entréen ser man, at her er et hjem, der er indrettet med kaninernes ve og vel i fokus. Her bliver man nemlig mødt af et hegn, der vidner om, at Pjuske og Stampe altid løber frit rundt i hjemmet, men selvfølgelig helst ikke skal stikke af ud ad hoveddøren. Går man videre ind i køkken og stue, ligger der på gulvet adskillige større og mindre stykker legetøj til glæde for adressens to pelsede beboere. Alt fra tunneller i pileflet, søgræs og vandhyacint til bunker med hø, græs og tørrede urter. Det ligger frit fremme, så de to løvehovedkaniner ikke skal gå ned på underholdning og stimulering. 

- Kaniner er ofte oversete og misforståede dyr, men de er både fascinerende, sjove, intelligente, nysgerrige og lærenemme, hvis de får plads og mulighed for at færdes frit rundt og være en del af familien, fortæller Pjuske og Stampes kærlige ejer.

Skulle noget af legetøjet miste interesse, så er der råd for det. Rundt omkring på hylder og i skabe bliver tankerne ledt hen på, at her bor to kaniner, der har det, som var de børn i Fætter BR. Aktivitetsspil, udfordringer i søgen efter godbidder og andre opgaver er mulige at kaste sig over for de to heldige kaniner, som fylder Bettina Thomsen med stor glæde i hverdagen. 

Det giver mig en ro, at der med mit testamente er styr på det juridiske den dag, jeg ikke er her mere, så jeg kan bidrage til, at kaniner får en chance til. Det fortjener alle dyr, men for mig har kaninerne en særlig plads i mit hjerte.

Bettina Thomsen

Arv er nødvendig for at kunne hjælpe dyr i nød. Læs mere om, hvordan du kan hjælpe dyrene ved at testamentere til Dyrenes Beskyttelse. Du er også velkommen til at bestille vores testamentemagasin.

Og den kærlighed ledte hende til de første tanker, der kombinerede dyr og testamente, hvis nu hun selv skulle gå bort før Pjuske og Stampe. Bettina har nemlig oprettet en dyretestamenteaftale, der indebærer, at Dyrenes Beskyttelse tager sig af kaninerne i det tilfælde, hun skulle gå bort før kaninerne.

- Jeg elsker mine to kaniner, og de betyder alt for mig, så jeg er taknemmelig for, at Dyrenes Beskyttelse vil være livline for Pjuske og Stampe, hvis jeg skulle dø før dem, og mine forældre ikke kan tage sig af dem, siger Bettina Thomsen. 

’Det giver mig en ro’

Det er ikke kun indendørs, at hjemmet emmer af at have to kaniner på adressen. Udenfor optages en stor del af haven af en kaninløbegård, der giver Pjuske og Stampe mulighed for at bevæge sig på et stort område, men uden fare for at ræven eller lignende kan gøre skade på dem. Der bliver gjort alt for, at de to kaniner får det bedst mulige liv, og det er med det gode kaninliv i tankerne, at Bettina sidenhen valgte at testamentere sin arv til Dyrenes Beskyttelse.

- På et tidspunkt var internaterne overfyldte med dumpede kaniner, så de ikke kunne tage flere ind. Derfor har jeg øremærket min arv til kaninerne, så jeg kan bidrage til, at internaterne fremadrettet får endnu bedre mulighed for at hjælpe svigtede og uønskede kaniner, forklarer Bettina Thomsen og tilføjer:

- Det giver mig en ro, at der med mit testamente er styr på det juridiske den dag, jeg ikke er her mere, så jeg kan bidrage til, at kaniner får en chance til. Det fortjener alle dyr, men for mig har kaninerne en særlig plads i mit hjerte, afslutter hun.