Foråret og sommeren har budt på vildt vejr med tørke, rekordvarme og voldsomme skybrud. Læs, hvordan du hjælper havens dyr i ekstremt vejr.

Vejret har været voldsomt i 2025. Allerede i april nåede det landsdækkende tørkeindeks op på 5, hvilket er det højeste, der er målt så tidligt nogensinde. Efter et knastørt forår fulgte en sommer med rekordvarme dage og pludselige skybrud, der lagde mange haver under vand.
Det ekstreme vejr bekymrer mange haveejere, der ønsker en sund have, hvor pindsvinet, fuglene og insekterne trives – også når vejret viser tænder. Men så længe haven er vild, er der håb for dyrene.
- Den bedste måde at forberede haven på ekstremt vejr, er ved at lade den gro sit eget forsvarsværk, som dyrene kan trives i. Ryddelige og trimmede haver tilbyder generelt meget få levesteder for levende væsener, siger biolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen og uddyber:
- Her er færre skjul, mindre føde og næsten ingen steder at søge læ – hverken i sol, regn eller frost. I tørkeperioder udtørrer jorden desuden hurtigere, og under skybrud skyller jorden lettere væk, hvis der ikke er nok vild vækst til at holde på fugt og jord.
Læs også: Skab mere vild natur med ny haveæstetik
5 tips: Sådan hjælper du dyrene i vildt vejr
En pæn og poleret have med trimmet græs og snorlige bede ser måske behagelig ud for det menneskelige øje. Men du kan med god samvittighed udskyde Store Havedag, hvis du vil bygge en oase, som både kan modstå voldsomt vejr og være et levested for vilde dyr året rundt. Her er fem tips til at hjælpe dyrene gennem det vilde vejr:
Små skridt gør en stor forskel
Du behøver hverken omlægge hele haven eller lade den gro til ukendelighed for at hjælpe dyrene. Ofte er det nok at lade et hjørne stå vildt, lade et dødt træ blive stående, eller undlade at rydde op under buskene.
Et enkelt dødt træ fungerer som et mini-økosystem, hvor insekter, svampe, fugle og smådyr finder føde, skjul og overvintringssteder.
Når du giver plads til naturens egne processer, skaber du ikke kun gode levesteder for dyrene - du gør samtidig haven stærkere i mødet med ekstremt vejr, og skaber en rig, levende oase, der også er til glæde for dig selv.