Minkavl bliver forbudt i hele EU fra 2029, men den danske regering arbejder for en særordning. Skal Danmark virkelig være et af de sidste europæiske lande, der holder den solitære og vandglade mink fanget under naturstridige forhold?
Det klæder virkelig ikke Danmark at arbejde for en forældet industri, som over 20 europæiske lande i forvejen havde vendt ryggen. Det bør vi simpelthen holde os alt for gode til.
Britta Riis, direktør
Langt de fleste lande stemte for forslaget, men Grækenland, Letland, Malta, Cypern, Slovenien og Danmark stemte imod. Og for Danmarks vedkommende stopper modstanden mod beslutningen desværre ikke der. Blækket var knap tørt, før den danske regering annoncerede, at Danmark vil ansøge om en særordning for at få dispensation til at fortsætte minkavl.
– Det klæder virkelig ikke Danmark at arbejde for en forældet industri, som over 20 europæiske lande i forvejen havde vendt ryggen. Det bør vi simpelthen holde os alt for gode til, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:
– Hvis vi i Danmark gerne vil være et foregangsland for dyrevelfærd, så er det mildest talt et helt forkert signal, vi med regeringens ageren i denne sag sender til omverdenen.
Artiklen er særlig udvalgt fra Dyrenes Beskyttelses medlemsblad nr. 3, 2025. Bliv medlem og modtag bladet med posten og på e-mail fire gange årligt.
Et kort, trist og meningsløst liv
I pelsindustrien holdes mink i små trådbure på størrelse med en opslået avis og bliver dermed hindret i deres naturlige adfærd. Livet er kort, trist og meningsløst for det vandglade rovdyr, der efter seks til syv måneder i fangenskab bliver pelset.
Industrien bruger tilmed flere frygtelige metoder til at ’optimere’ produktionen. Målet er at avle store mink, som fedes op, for at skindene skal blive så store som muligt. De mink, der ikke bliver aflivet, fordi de skal bruges som mødre til næste års unger, bliver sultet, så de igen taber sig. En til to uger før parringen bliver de nu slanke mink atter sultet for derefter at blive sat op i foder i et par dage. Det igangsætter en fysiologisk reaktion, så hunnen producerer flere æg og dermed får flere unger.
Burene står tæt op og ned ad hinanden, og der er flere mink i samme bure. Det stresser dyrene så meget, at de blandt andet udvikler adfærdsforstyrrelser og bider hinanden, fordi mink er en solitær art, der i naturen vil leve alene
Vand og masser af plads
Mink er nemlig alt andet end flokdyr. I parringssæsonen i det tidlige forår vil hannen og hunnen kort f inde sammen, hvorefter hunnen opfostrer ungerne og gør dem klar til at stå på egne ben. Men resten af tiden vil en mink holde sig for sig selv og forsvare sit område, der kan være flere kvadratkilometer stort.
Heller ikke de golde trådbure huer minken, der i naturen lever tæt ved vand, uanset om det er søer, vandløb eller moser. Den har sågar svømmehud mellem fødderne, fordi den tilbringer så meget af sin tid i vand. Det er også i de våde områder, at minken finder det meste af sin føde.
Og så er vi tilbage til, hvorfor den amerikanske mink er havnet på EU’s invasivliste. Den har slet ikke naturligt hjemme i Europa, men er blevet bragt hertil af mennesker fra USA. Når en mink slipper ud fra en farm, kan den gøre skade på hjemmehørende arter som fugle, fisk og padder, især hvis de i forvejen er truede.
Derfor er det ikke kun godt for minken, men også for dyrene i den vilde natur, at vi siger endegyldigt farvel til den dyrefjendske industri.
