Langhåret, hvid kanin sidder i græsplæne
Overvægt, lange negle og maveproblemer gjorde det tydeligt, at kaninen Snow ikke havde fået den rette pleje. Foto: Privat/Dyrenes Beskyttelse

Kaninen Snow betalte en høj pris for langvarig forsømmelse

Sidste år blev over 500 kaniner indleveret til Dyrenes Beskyttelses internater. Snow var en af dem. Hendes historie viser, hvor galt det kan gå, når kaniners behov bliver overset.

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

En dag i juni sidste år blev en medtaget kanin fundet alene på en mark og bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus. Ved ankomsten kunne personalet konstatere, at den pjuskede hunkanin ikke var mærket og registreret. Derfor blev hun fremlyst på sociale medier i håbet om, at hun var løbet hjemmefra, og at en ejer savnede hende.

Tydelige tegn på langvarig forsømmelse

Men ingen savnede den indleverede kanin, som fik navnet Snow på grund af sin hvide pels - og en mistanke om, at hun var blevet efterladt med vilje, voksede frem. For det var tydeligt, at Snow havde haft et hjem, og at hun havde været meget forsømt – i lang tid. Hun var kraftigt overvægtig, havde meget lange negle, afføring filtret ind i pelsen og ville ikke spise.

– Snow var i meget dårlig stand. Hun ville ikke spise noget, og hun var så overvægtig, at hun ikke kunne spise sin egen natafføring. Det er vigtigt for deres fordøjelse, så når en kanin ikke spiser den, er det alvorligt. Meget tyder på, at hun har levet i et lille bur og fået forkert foder – og til sidst så bare er blevet sat ud, siger Stine Skov-Jensen, kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse Århus.

To billeder af meget lange kløer på kanin. Det ene hvor de endnu ikke er klippet og buer, et andet hvor de ligger afklippede
Sådan så Snows klør ud, da hun kom ind på internatet. Hvis kaniner har mulighed for at grave i jorden, slides kløerne ofte naturligt, men bliver de holdt indendørs eller uden adgang til at grave, skal deres klør klippes jævnligt – ofte hver eller hver anden måned. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Når fodringen ikke tager hensyn til fordøjelsen

Især manglende hø kan have større konsekvenser for kaniner. Det grove hø slider tænderne, og fibrene er livsnødvendige for at holde mave og tarme i gang. Når kosten i stedet består af for eksempel müesli eller tørret frugt, kan det føre til både overvægt og problemer med fordøjelsen, som i Snows tilfælde.

Samtidig tyder de lange negle på, at hun har levet i et lille bur uden plads til at bevæge sig frit – og uden nogen, der har klippet hendes kløer eller taget hende med til dyrlæge.

– Negle kan vi klippe, men maveproblemer hos kaniner er alvorlige. Deres fordøjelse skal hele tiden holdes i gang. Kaniner tåler ikke at faste, så har en kanin ikke spist i bare ét døgn, sætter vi ind med Critical Care – et fiberbaseret tilskudsfoder til kaniner med maveproblemer. Det hjælper i rigtig mange tilfælde, fortæller Stine Skov-Jensen.

En stor sammenklumpning af kaninafføring klippet af kanin
Sådan så Snows pels ud ved ankomsten. Sammenfiltret afføring er et tegn på, at fordøjelsen ikke fungerer. En kaninmave, der er gået i stå, er en akut og livstruende tilstand, hvor dyrlæge skal kontaktes med det samme. Foto: Dyrenes Beskyttelse

En del af et større problem

Desværre var det ikke tilfældet for Snow. Efter længere tid med medicin og intensiv pleje var der ingen tegn på bedring – tværtimod. Hun spiste stadig ikke og bevægede sig næsten ikke. Det stod klart, at hendes tilstand ikke kunne vendes, og hverken dyrlæger eller personale kunne gøre mere. Til sidst var der kun én mulighed: at give Snow fred, selvom alle havde håbet, at den forsømte kanin kunne reddes.

Ifølge Stine Skov-Jensen er det desværre ikke første og nok heller ikke sidste gang, internatet får en kanin ind, der har levet under de forkerte forhold for længe.

–Vi oplever, at der er mange misforståelser om kaniners behov. For eksempel tror mange, at kaniner kan bo uden en artsfælle, at de kan leve af gulerødder eller bo i et lille bur. Det kunne ikke være mere forkert. Vi vil derfor gerne opfordre folk til at lave ordentlig research, inden de anskaffer sig en kanin, siger hun.

Sidste år blev over 500 kaniner indleveret på Dyrenes Beskyttelses otte internater. Langt de fleste blev fundet efterladte, ligesom Snow, alene og med tydelige tegn på, at have haft et tidligere hjem. Samtidig er kaniner en af de dyrearter, der opholder sig længst tid på internaterne, før de finder et nyt hjem.

Danmarks mere end 160.000 kaniner fik med Dyrevelfærdsaftalen fra 2024 en historisk mulighed for bedre velfærd. Dyrenes Beskyttelse opfordrer nu Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at sætte gang i det arbejde, regeringen og forligskredsen blev enige om: Nemlig at skabe Danmarks første bekendtgørelse om hold af kaniner, der tager højde for deres artsbestemte behov.

Dyrenes Beskyttelse foreslår en række konkrete tiltag, der kan løfte velfærden markant for kaniner i privat hold:

  1. Krav til plads og burstørrelse
  2. Krav om social kontakt
  3. Mærkning og registrering
  4. Regler for sund avl
  5. Loft over antal kaniner i privat hold

Læs mere om, hvorfor der er brug for lovgivning om kaninhold her: Hold af kaniner er det vilde vesten – der er brug for lovgivning nu