Et enkelt vildsvin går gennem lavt vand i et naturområde med siv og græs.
Vildsvin er vandglade dyr og stærke svømmere. De kan uden problemer svømme over større søer og fjorde.

Supertryne er guld værd i kampen for mere biodiversitet

Vildsvinet er en nøgleart i den danske natur, som med sin hårdføre supertryne skaber perfekte betingelser for mere vild natur. Alligevel bliver den hegnet ude eller slået ihjel for at beskytte svineproducenternes masseproduktion af kød til udlandet.

Skrevet af:
Stig William Nissen

Trynen er hårdfør, men alligevel særdeles fintfølende. Og med den roder vildsvinet i skovbunden efter føde i form af rødder, insekter, svampe og ådsler.

Men det er ikke kun vildsvinet, der har stor glæde af supertrynen. Når vildsvinet roder og rumsterer i de øverste jordlag, åbner den samtidig op for solens lys og varme, som giver planter og dermed også insekter perfekte betingelser for liv.

”Naturen er dynamisk og den indeholder arter, som er tilpasset alle dele af denne dynamik. Vildsvinet er en art, som skaber en hel del af denne dynamik, hvorfor den egentlig er næsten uundværlig i selvforvaltende vild natur,” siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.

To små vildsvineunger med striber på ryggen går tæt sammen på mudret jord.
En so får typisk fire til seks unger i et kuld og som regel ét kuld om året. De små vildsvin kan kendes på deres lyse længdestriber, som bryder kroppens form i skovbunden. 

Bliver mødt af hegn og kugler

Vildsvinet er praktisk talt udryddet fra den danske natur siden 2024, og skulle et strejfende vildsvin alligevel lykkes med at forcere det 70 kilometer lange vildsvinehegn langs den tyske grænse, bliver det med myndighedernes velsignelse nedlagt af en jæger.

Vildsvinet er nemlig potentiel bærer af den frygtede afrikanske svinepest, som spredt til en dansk svinebesætning, vil være et stort tab for eksporten af svinekød til udlandet. Desuden er landmændene heller ikke begejstrede for at få rodet deres dyrkede jord igennem af vildsvin.

”Danmark er mig bekendt det eneste land, der i nyere tid med fuldt overlæg søger at udrydde en hjemmehørende pattedyrart. Dette sker af hensyn til landbrugets eksport af millioner af svin. Det svarer til, at en afrikansk stat ville udrydde elefanten af hensyn til deres landbrug,” siger Michael Carlsen.

En flok vildsvin står samlet på en snedækket skovsti. I midten står en stor so med mørk pels, og omkring hende ses flere mindre unger og ungdyr. Sneen dækker jorden, og nøgne træer rejser sig i baggrunden. Dyrene står tæt og rolige i det kolde vinterlandskab.
Søer går sammen med deres smågrise og ungdyr i en lille familieflok, mens de ældre orner lever for sig selv det meste af året.

Danmark kunne have fin bestand

Indtil begyndelsen af 1800-tallet var vildsvin almindelige i hele Danmark. Men på grund af intensiv jagt, skovrydninger og landbrugets massive opdyrkning af jorden, forsvandt vildsvinet fra den danske natur. 

I Tyskland er der i dag en sund bestand af vildsvin, og i løbet af 00’erne begyndte vildsvinet igen at vandre over grænsen til Sønderjylland. Og blev det ikke mødt af et hegn eller projektilet fra en riffel, ville Danmark igen have en fin bestand af fritlevende vildsvin.

”Vildsvinet er kun udryddet, fordi vi som land bevidst og kontinuerligt holder det i denne tilstand. Standsede vi den kontinuerte udryddelse ville vildsvinet returnere til sin rolle som nøgleart i dansk natur i løbet af relativt få år,” siger biologen.

Folketinget skal udarbejde Danmarks første natur- og biodiversitetslov. Dyrenes Beskyttelse arbejder for, at der bliver tale om en ambitiøs lov, som sikrer at de truede dyrearter får habitater at leve og udfolde sig i.

Den danske natur er i krise. Vores vilde dyr mangler levesteder, og arterne er under massivt pres fra årtusinders menneskelig aktivitet med blandt andet intensivt land- og skovbrug, overfiskning og forurening. Samtidig griber klimaforandringerne dramatisk ind i dyrenes liv og ændrer deres levesteder og adgang til fødekilder.

Derfor sætter Dyrenes Beskyttelse hver måned fokus på et truet dyr. I marts måned sætter vi fokus på vildsvinet, der er kritisk truet. Det betyder, at vildsvinet har ekstremt høj risiko for at uddø i den danske natur.

Ifølge Den Danske Rødliste, så er:

  • 403 arter forsvundet fra den danske natur (RE).
  • 387 arter kritisk truede (CR) med ekstremt høj risiko for at uddø.
  • 688 arter truede (EN) med meget stor risiko for at uddø.
  • 857 arter sårbare (VU) med stor risiko for at uddø.