Efter 226 dage på Dyrenes Beskyttelses internat i Århus fandt hundene Zeus og Daisy endelig et nyt hjem. Nu har internatet modtaget en hjertevarm hilsen fra den nye familie, som fortæller om to glade hunde, der stille og roligt er begyndt at finde tryghed i deres nye liv.
Da de tjekkoslovakiske ulvehunde-blandinger Zeus og Daisy en sommerdag i 2025 ankom til Dyrenes Beskyttelse i Århus, vidste medarbejderne godt, at det ikke ville blive en nem opgave at finde et nyt hjem til makkerparret. Men ingen havde forestillet sig, at der skulle gå 226 dage, før de skulle vinke farvel til hundene.
– Vi vidste godt, at det ville blive svært. Vi havde en del krav, da vi søgte et hjem til dem. Blandt andet erfaring med selvstændige racer og ingen naboer. Samtidig havde vi et ønske om, at hundene skulle i nyt hjem sammen, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse Århus, Stine Skov-Jensen.
Læs også: En jul uden et hjem
Ansøgningen, der udfordrede kravene
I den lange periode, hvor der næsten ingen ansøgninger kom på hundene, blev indsatsen for at finde et nyt hjem øget. Historien om Zeus og Daisy blev blandt andet delt på Facebook, hvor mange fulgte deres forløb tæt.
Og der fulgte en familie fra Midtjylland med på sidelinjen. Familien ville gerne tilbyde Zeus og Daisy et kærligt hjem, men med både små børn og andre dyr vidste de også godt, at de måske ikke var det oplagte match.
Men som tiden gik, og hundenes ophold på internatet trak ud, tog familien alligevel en beslutning. De ville sende en ansøgning afsted til internatet i Århus.
– Da vi læste ansøgningen, kunne vi virkelig se potentialet. Det var selvfølgelig ikke ideelt med børn og andre dyr, men alt andet spillede. Og det var tydeligt, at der var noget særligt ved den her familie, fortæller Stine Skov-Jensen.
Alle blev enige om, at det var et besøg værd.
Kærlighed ved første blik
Da dagen kom, hvor familien og hundene skulle møde hinanden, faldt tingene hurtigt på plads. Forældrene havde tydeligt styr på rammerne mellem hunde og børn, og mødet gik bedre, end internatet havde turdet håbe på.
Knapt en uge efter kunne hundeteamet fra internatet tage turen til Holstebro for at følge Zeus og Daisy til deres nye hjem.
– Det var meget ambivalent. Vi havde kendt hundene så længe, og mange på internatet havde virkelig knyttet sig til dem. Men et internat er jo ikke et hjem på sigt, og vi var virkelig glade for, at det lykkedes til sidst, fortæller Stine Skov-Jensen.
Et nyt kapitel
Kort tid efter Zeus og Daisy var flyttet til Holstebro, modtog Dyrenes Beskyttelses internat en hilsen fra familien. Her fortæller de om de første uger med hundene, og hvordan Zeus og Daisy stille og roligt er begyndt at finde sig til rette i deres nye hjem.
– Vi blev virkelig glade for deres hilsen. Vi er mange, der ofte sender hundene en tanke, og man kunne virkelig mærke, hvor meget familien havde lært hundene at kende på kort tid. Det bedste var faktisk, at de fortalte ærligt om det hele. Både de gode ting og det, der stadig kræver arbejde. Det er jo to hunde med meget personlighed, fortæller Stine Skov-Jensen.
Ifølge hende beskriver familien blandt andet, hvordan Daisy i de første dage var meget på vagt. Også de første gåture i det åbne landskab krævede tilvænning, men allerede efter få ture begyndte hun at slappe mere af, og nu er hun den, der helst vil ud at gå tur.
– Som forventet faldt Zeus hurtigt til i hjemmet. Familien begyndte at kalde ham ‘pølsetyven’ efter en episode med en pakke pølser på køkkenbordet, og siden har han også været i gryderne på komfuret et par gange, når familien har vendt ryggen til, fortæller Stine Skov-Jensen.
I deres hilsen fortæller familien også, at makkerparret er faldet godt til. De søger i højere grad selv hen til familien, og begge hunde er glade for børnene. Ligesom de er blevet gode venner med familiens yngste udekat.
Samtidig lærer familien stadig nye sider af de to hunde at kende. Zeus og Daisy er nemlig ikke helt færdige med små eventyr på egen hånd, og derfor arbejder familien fortsat på at sikre haven bedre omkring dem.
Læs hele familiens hilsen her: Den hilsen vi alle har ventet på
Man må ikke give op
Familiens hilsen er blevet delt af Dyrenes Beskyttelse Århus på Facebook, hvor mange, der har fulgt Zeus og Daisys historie, har reageret på opdateringen. Opslaget har i skrivende stund fået mere end 5.200 likes, og for Stine Skov-Jensen er historien en vigtig påmindelse om, hvorfor man ikke må miste håbet – heller ikke når det tager måneder at finde det rette hjem.
– Zeus og Daisys historie understreger, at man aldrig skal give op. Alle dyr fortjener et godt hjem, og selvom det kan tage lang tid, så giver vi ikke op.
Se flere billeder af Zeus og Daisys nye liv herunder.