To ulvelignende hunde, Zeus og Daisy, står tæt på et mennesker der lufter dem
Zeus og Daisy er søskende og har boet side om side det meste livet. Deres bånd er stærkt og uadskilleligt. Zeus fører an på gåturene, mens Daisy følger ham og trives bedst, når han er tæt på. Sammen er de et fantastisk makkerpar, der fortjener et kærligt hjem. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

En jul uden et hjem

Zeus og Daisy har ventet længe på nogen, der kan give dem den tryghed og kærlighed tilbage, de engang kendte. For selvom internaterne gør deres bedste, så er der ingen tvivl – julen varmer mere i en stue end på et internat. Og for to energiske hunde med hjerterum til overs er ventetiden allerede alt for lang.

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

Et nyt hjem. Det er de tjekkoslovakiske ulvehunde-blandinger Zeus og Daisys største ønske til jul. Men det er ikke kun dem, der håber – det gør deres tidligere ejer også.

For makkerparret blev ikke dumpet eller udsat for svigt. Tværtimod. De ved, hvordan det føles at have et hjem med tryghed og kærlighed.

Da livet tog en drejning

Zeus og Daisys tidligere ejer blev alvorligt syg – og i takt med længere og længere hospitalsophold og gentagne operationer, voksede erkendelsen: Hun kunne ikke længere tage sig af sine hunde, som hun plejede.

Beslutningen om at aflevere det tætte søskendepar til Dyrenes Beskyttelse Århus blev taget med et tungt hjerte.

– Den tidligere ejer var meget ked af at skulle sige farvel til sine elskede hunde. Det var ikke, fordi hun ikke ville have dem mere, men fordi hun ville dem det bedste, fortæller Stine Skov-Jensen, kommunikationsmedarbejder på Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus.

Selvom sygdommen fylder, følger den tidligere ejer med fra sidelinjen. Og hun havde da håbet, at Zeus og Daisy hurtigt kom videre til en ny kærlig familie, der kunne give dem alt det, hun ikke længere selv kunne.

Men der var ikke noget nyt hjem rundt om hjørnet, og uger blev til måneder. I skrivende stund har Zeus og Daisy boet på internatet i 128 dage.

  Vi har desværre fået meget få ansøgninger på hundene, men det har ikke været det rette match. De kræver et hjem med plads og erfaring i selvstændige racer, fortæller Stine Skov-Jensen.

En stor udfordring

Som søskende har Zeus og Daisy været sammen næsten hele livet – og nu har de kun hinanden tilbage. Det tætte bånd ønsker internatet at bevare, og derfor er målet at finde et hjem, hvor de kan fortsætte deres liv sammen.

– Der er mange, der falder for dem – og det forstår man godt. Men dem, der har erfaring og mulighed for at tage to hunde som Zeus og Daisy ind, har ofte allerede andre hunde. Det kan være frustrerende, men vi bevarer håbet. For vi tror stadig på, at det rette hjem er derude, siger Stine Skov-Jensen.

 

Tre billeder sat i collage. Hundene Zeus og Daisy er i skoven.
Stine Skov-Jensen fra internatet i Aarhus forstår ikke, hvorfor der ikke er kommet flere ansøgninger på Zeus og Daisy. Hun beskriver hundene som søde og glade, der leger sammen, går pænt i snor og nyder at blive aktiveret – et stærkt makkerpar med meget at byde på. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

En ekstraordinær indsats

Et dyreinternat er en god mulighed for at give dyr en chance, når livet tager en drejning. Men ingen hunde trives optimalt i lang tid på internater – og derfor har internatet gået usædvanligt langt i deres søgen efter det rette hjem. Hundene har for eksempel fået rabiesvaccine og pas, så det er muligt at sende dem til adoption uden for Danmarks grænser. Samtidig er opslag på sociale medier blevet suppleret af kontakt til udenlandske internater og organisationer, der måske kunne formidle dem der. Men desværre venter Zeus og Daisy endnu.

  Jeg kan ikke huske, vi har gjort det her før. Men det påvirker ikke kun hundene at vente. Det påvirker også os at se så skønne hunde uden en familie. Vi har lavet live-stream videoer på de sociale medier, utallige opslag og nu har vi så dedikeret hele vores julekalender til dem. Hver dag frem til jul deler vi indhold med dem på vores Facebookside. Vi bliver ved, for de skal have et hjem, siger Stine Skov-Jensen.

Indtil da gør internatet alt, hvad de kan, for at hundene trives. De bliver aktiveret dagligt, kommer med på ture i skoven, leger og træner – men det er stadig langt fra et rigtigt hjem.

To ulvehunde står i skyggen ved siden af et hegn. De smiler og har tungen ude.
Seks opslag om Zeus og Daisy – delt på dyreinternatets Facebookside – har tilsammen fået over 3.581 likes og 1.524 delinger. Alligevel er der endnu ikke et hjem i sigte. Derfor bliver alle muligheder taget i brug for at hjælpe dem på vej. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

Julen nærmer sig, og mens mange hunde finder nye hjem i denne tid, venter Zeus og Daisy stadig. Håbet lever dog videre hos Stine Skov-Jensen:

– Vi håber sådan, at der sidder nogen derude, som ser dem og tænker ”Dem har vi det helt perfekte hjem til”. Det ville være den smukkeste julegave – både for Zeus og Daisy, for deres tidligere ejer og for os her på internatet. Indtil da giver vi dem den bedst mulige jul.