Efter et længere rehabiliteringsophold er 19 langhalede makak-aber blevet genudsat i naturen på Sumatra. Genudsætningen er en del af et internationalt samarbejde, hvor Dyrenes Beskyttelse støtter opbygningen og driften af en redningsstation, der skal give aberne en ny start i det fri.
Det var gode nyheder, da Scorpion Foundation kunne oplyse, at 19 langhalede makak aber var blevet genudsat i Karang Gading Wildlife Reserve i det nordlige Sumatra – med støtte fra Dyrenes Beskyttelse. Makak-aberne fik dermed en ny chance for et frit liv i naturen efter at have tilbragt en stor del af deres liv i små, elendige bure – og ofte uden adgang til drikkevand. Mange af aberne har tidligere været holdt som dyr i familier eller er blevet fanget, fordi de var havnet i konflikt med mennesker.
Genudsætningen blev gennemført sammen med den lokale naturmyndighed BBKSDASU og markerer afslutningen på et længere rehabiliteringsforløb. Før udsætningen gennemgik aberne karantæne, dyrlægetjek og laboratorietest. De blev gradvist vænnet til at leve i flok og klare sig selv – en vigtig forberedelse til et liv i det fri.
Makak‑aben er blandt verdens mest handlede og udnyttede aber. Den er intelligent, legesyg og tilpasningsdygtig – men truet på grund af handel, tab af levesteder og konflikter med mennesker.
– Det er dyr, der har levet isoleret uden mulighed for at udøve deres naturlige adfærd. At se dem blive sat fri er et vigtigt skridt i arbejdet for at hjælpe både arten og det enkelte dyr, siger Anne Sofie Meilvang, biolog og international projektleder i Dyrenes Beskyttelse.
Læs mere om kampen for at beskytte makak-aben: Industri fik ikke held med at ændre truet-status for forsøgsabe
Redningsstationen, hvor størstedelen af aberne har været i pleje, blev etableret i 2022 med støtte fra Dyrenes Beskyttelse. Her sikres det, at konfiskerede makak‑aber får behandling, ro og forberedelse til en mulig genudsætning.
– Vi er glade for at bidrage til et projekt, der skaber konkrete resultater for nogle af verdens mest udnyttede primater. Det tætte samarbejde med Scorpion Foundation gør det muligt at give flere dyr en reel chance for at vende tilbage til naturen, siger Anne Sofie Meilvang.
Dyrenes Beskyttelse støtter i øjeblikket fem internationale projekter, der arbejder for bedre forhold for dyr i nogle af verdens mest udsatte områder.
Læs mere om de fem andre internationale projekter her: Internationale Projekter
Vidste du?
- Langhalede makak-aber er dygtige svømmere og vælger ofte vandvejen, når de skal bevæge sig rundt.
- Arten er den mest handlede abe i verden.
- Mange af aberne ender som forsøgsdyr i medicinalindustrien, bliver solgt som eksotiske familiedyr eller spist.
- Makak-aben er kendt for sin nysgerrige og legende adfærd.
- Aben bruger sten som værktøj til at åbne blandt andet nødder og snegle – og nogle gemmer særligt gode sten til næste gang.
- I løbet af de seneste 40 år er op mod 40 procent af bestanden forsvundet.
Læs mere om makak-aben her: De fantastiske aber