makak-abe sidder i træ med grønne blade og putter noget mad i munden
Makak-aber er blandt de dyr, som Dyrenes Beskyttelse arbejder for at hjælpe. Foto: Dan Säll/Dyrenes Beskyttelse

Dyrevelfærd ud over Danmarks grænser

Mange dyr i verden har hårdt brug for hjælp. Derfor besluttede Dyrenes Beskyttelse for 17 år siden at række ud til dyr uden for landets grænser. Men vi kan ikke redde alle verdens dyr, så vi sætter ind, hvor foreningen kan bruge sin ekspertise, og det er muligt at gøre en forskel. Arbejdet fokuserer på at sikre velfærden hos dyr, der er presset på grund af menneskelige aktiviteter.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Vores internationale arbejde er et udtryk for, at dyrevelfærd ikke stopper ved Danmarks grænser. Vi ser det som vores ansvar at handle, når vi kan gøre en konkret forskel for dyrene, uanset hvor de befinder sig

Anne Sofie Meilvang, biolog og leder af Dyrenes Beskyttelses internationale projekter

Elefanter i Thailand

 

elefant står på åben plads, og et menneske står ved dens hoved

Dyrenes Beskyttelses internationale involvering begyndte i 2008, da foreningen indgik et samarbejde med National Elephant Institute i Thailand. Støtten skulle gå til en mobil klinik, der ydede gratis dyrlægehjælp til landets tæmmede elefanter. Klinikkens opgave var ikke blot at behandle sygdomme og skader hos elefanterne, men også at foretage helbredsundersøgelser og give vejledning i elefantpleje. 

Projektet blev afsluttet i 2018, da det var blevet så veletableret og havde opnået tilstrækkelig politisk og økonomisk støtte fra den thailandske regering, til at det kunne videreføres af de lokale samarbejdspartnere uden ekstern støtte fra Dyrenes Beskyttelse.

 

Masaihunde i Kenya

to kvinder står med masaihunde i hænderne

I Kenya har Dyrenes Beskyttelse arbejdet med masaihunde, som er vigtige for det lokale samfund, da de bruges som vogterhunde til at beskytte husdyr mod de vilde dyr. Ofte lider masaihundene af sygdomme og en høj fødselsrate. Gennem vaccination og neutralisering af hundene bidrager vi til at opretholde en sund bestand og mindske lidelsen blandt hundene.

Læs også: Dyrlægehjælp gør en stor forskel for masaihundene og deres ejere

Makak-aber i Asien

makak-abe sidder fanget i bur

I Asien lever makak-aberne, der er intelligente dyr, og som har meget dna til fælles med mennesker. Det betyder desværre også, at de ofte bliver brugt som forsøgsdyr. Derudover er deres levesteder truet, hvilket presser dem ind mod byerne, hvor de risikerer at komme i konflikt med mennesker. Ved at arbejde for at beskytte dyrene mod udnyttelse og sikre deres levesteder vil Dyrenes Beskyttelse hjælpe med at bevare den truede art.

- Elefanter, masaihunde og makak-aber er blot nogle af de dyr, der har brug for vores hjælp. Gennem målrettet arbejde med dyrevelfærd på globalt plan kan vi både beskytte individer, arter og skabe langsigtede løsninger, der gavner både dyrene og de mennesker, der lever tæt på dem, siger Anne Sofie Meilvang. 

Læs også: Status på makak-aben: Historisk fredning på vej?

I år er jubilæumsår for foreningen Dyrenes Beskyttelse og de tusindvis af støtter, medlemmer og frivillige, der i årevis har knoklet for dyrene. Men det er også jubilæum for udviklingen i synet på dyrevelfærd, og hvad vi kan være bekendt at kalde for et godt dyreliv. Det er dyrenes og dyrebeskytternes jubilæum.

Men hvordan ser 150 års arbejde for dyrene konkret ud? Hvilke kampe har været størst og vigtigst for dyrene – men måske hårdest for foreningen? I 2025 bringer vi en række artikler, hvor vi ser tilbage på de mange års sejre på dyrenes vegne og ildsjælene bag - og bruger det til at kigge frem mod de næste 150 års kamp for dyrevelfærden.