Kan man gå tur med sin hvalp? Hvor meget motion skal en hund have? Og hvad betyder aktivering egentlig? Hvalpe og voksne hunde har brug for aktivering, både mentalt og fysisk.
De fleste mennesker ved, at når man får en hund, skal man ud at gå tur med den hver dag, så hunden får sin motion. Hvad der dog kan komme bag på nogen er, at to gåture om dagen sjældent er nok til at opfylde hundens behov.
”Alle hunderacer, både store og små, har behov for både fysisk motion og mental stimulering for at have det godt. Hunde er skabt til at bevæge sig, men nogen af dem har brug for mere motion og mental stimulering end andre. Hundens behov afhænger i høj grad også af, hvad hunden oprindeligt er avlet til, hvor gammel den er og hvordan dens liv i det daglige er,” forklarer Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Hvad er fysisk motion for en hund?
Når hunden motioneres, kommer den ligesom mennesker i bedre form. Det er med til at holde hunden sund, slank og rask, samt sørge for, at den bliver udmattet og sover godt om natten. Det er derfor vigtigt, at hunden får daglig fysisk motion, men der findes mange måder, hvorpå man kan give hunden det.
Fysisk motion kan være alt fra en gåtur, til leg i parken eller haven, til en svømmetur ved stranden eller en løbetur med ejeren. Det kan også være hundesport som agility, løb for vogn eller andre typer. Alle hunde, også de helt små, har brug for at komme ud og bevæge sig.
Hvad er mental stimulering?
Når fysisk motion ikke er nok for hunden, skyldes det, at den også har brug for at bruge sin hjerne. Når hunden bruger sin hjerne, sker der præcis det samme, som når mennesker bruger deres hjerne: Vi bliver udmattede og mætte af indtryk. Denne tilstand har hunden også brug for, for at leve et godt og spændende liv.
Den mentale stimulering kan være træning, hvor hunden bruger sine sanser og sin hjerne. Det kan være ting som nosework, hvor hunden leder efter godbidder, dufte, foder eller måske sit legetøj. Denne træning kan udføres både indenfor og ude. En anden god aktivitet er træning og samarbejdsøvelser mellem hund og ejer.
Samarbejdsøvelser og træning med tricks er også utroligt givende for forholdet mellem hund og ejer. Når der øves tricks, og hund og ejer får succes med at lære noget sammen, bliver forholdet automatisk stærkere.
Pas på med overstimulering!
Selvom aktivering er vigtigt, er det også vigtigt at skabe god balance mellem hvile og aktivitet. Hunde har brug for at hvile sig og det er vigtigt, at ejeren skaber ro omkring hunden i løbet af dagen. Aktiviteterne skal doseres i passende mængder, så de passer til lige præcis din hund.
”Hunde er forskellige og selvom de alle sammen har brug for motion og stimulering, så har de også brug for ro og hvile for at kunne fungere optimalt, og så de ikke bliver stressede. Det er derfor vigtigt ikke at overstimulere hunden, men at finde en god balance mellem aktiviteter og ro. En god balance skaber god velfærd for hunden,” forklarer Jens Jokumsen.
På Dansk Kennel Klubs portal købhund.dk kan du læse om de forskellige hunderacer, deres oprindelse og få inspiration til, hvordan du bedst træner og håndterer dem.
Du kan også blive inspireret til forskellige typer af motion og aktivering af hunde ved at se Dansk Kennel Klubs film ”Sådan aktiverer du hunden”.
VOV - Viden om Vovser
LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER
VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.
VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.
Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.