Uanset hvilket kæledyr du har, er det vigtigt at tage særlige hensyn i sommervarmen. Et skyggefuldt sted eller et lille badebassin kan gøre en stor forskel for, at de firbenede klarer varmen bedre.

Ikke kun i bilen kan kæledyret få problemer med varmen. Det gælder også i hjemmet, og derfor opfordrer Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, at man tager sine forbehold og sørger for afkøling af familiemedlemmerne med pels.
”Det giver både afkøling og leg hjemme i haven, at hunden kan soppe i et badebassin. Hunde kan også blive solbrændt, og hos nogle hunderacer skal der bruges solcreme på ører, næse og andre steder med tynd pels eller direkte bar hud.”
Særligt for hundeejere kan det desuden være en god idé at undgå de lange ture midt på dagen, hvor det er allervarmest. De lange ture bør være om morgenen eller om aftenen, så temperaturen er faldet.
”En god ide er at tage frisk vand med på turen, så hunden kan tilbydes noget undervejs,” anbefaler Jens Jokumsen.
Skyggehygge for kæledyret
For alle kæledyr gælder det, at der altid skal sørges for fri adgang til skygge. Det gælder både for hunde og katte, men også kaniner, marsvin og andre dyr, der holdes på begrænset plads, ligesom at alle dyr skal have adgang til rigeligt med frisk vand.
Kaniner, marsvin og andre dyr på begrænset plads kan netop få problemer om sommeren, da de ikke altid har mulighed for at søge skygge.
”Man skal være opmærksom på, at solen bevæger sig meget i løbet af en dag. Så det kan godt være, at du har efterladt din kanin i skyggen, men i løbet af en dag har skyggen nået at rykke sig en hel del, og så er kaninen i fare” siger Jens Jokumsen.
Derfor er det vigtigt at forsyne løbegårde med et halvtag, parasoller eller lignende, så dyrene altid kan komme i skygge, få afkøling og have adgang til masser af frisk vand.
De fem forholdsregler
- Der skal altid være adgang til skygge, så som halvtag, parasol eller lignende.
- Der skal altid være rigeligt med frisk drikkevand.
- Dyret bør ikke motioneres i de varmeste timer – undgå derfor lange gåture midt på dagen.
- Hunden skal have mulighed for at køle sig ned, f.eks. med et badebassin.
- Kæledyr med tynd pels eller bar hud skal beskyttes med solcreme, hvor det er nødvendigt.