Artikel, 4. december 2018

Lad alene tilbage

Underernæret og skræmt. Den lille gravhund Albert skulle bare passes en weekend. Men en weekend blev til en uge, der blev til to og endte med at blive for evigt. Alberts ejer kom aldrig tilbage, og det blev Alberts redning.

Katrine Hougaard,
Praktikant
Del artiklen på:
Albert blev ladt alene

Lille, tynd og bange. Sådan var Albert, da hans tidligere ejer forlod ham. En hund, der havde brug for omsorg og pleje, og som trak sig nervøs sammen ved pludselige bevægelser eller når man talte højt. Da Dyrenes Beskyttelses internat blev ringet op, var de ikke i tvivl: Albert trængte til pleje og omsorg. Men der var et problem. For at internatet kunne hjælpe ham, havde de brug for en overdragelse fra ejeren, og han var som sunket i jorden.

Det bekymrede Roskilde internat fordi de havde brug for at få overdraget Albert. Men heldigvis viste det sig at Albert var registreret i Dansk Hunderegister, og her kunne personalet på Roskilde internat se, at Alberts avler stadig stod som ejer. På den måde lykkedes det at få overdraget Albert til Roskilde internat, og hans nye liv kunne begynde.

En ny chance

Da Albert kom til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde var han så tynd at han straks blev sat på hvalpefoder suppleret med dåsemad. Dyrepasser på Roskilde internat, Mie Munck fortæller:

”Han havde slet ikke den muskelmasse som en gravhund skal have. Så han skal fedes op, så han ikke længere er alt for tynd, og så han kan få nogle stærkere muskler.”

Samtidig var Albert ekstremt understimuleret og trængte i dén grad til nye oplevelser og udfordringer. At gå tur, møde andre hunde osv. Men allerede efter to uger på internatet er der sket store fremskridt med Albert. Ikke nok med at han spise godt og tager på, så har han også genvundet tilliden til mennesker. Ved at få træning og kærlig opmærksomhed har Albert genvundet troen på det gode ved mennesker. Væk er de nervøse ryk når man gjorde en hurtig bevægelse, og han trykker sig ikke længere når der er høje stemmer. En forandring som Mie Munck er meget glad for at se:

”Han er lige som han skal være. Man er ikke i tvivl om at han er gravhund, for han har et højt energiniveau og har lidt svært ved at høre efter når der er noget der optager ham. Han skal helt sikkert ud til nogen der kender til det at have gravhunde, for det er altså en race der kræver noget ekstra af sin ejer.”

Albert er i dag kommet ud til sin nye familie, hvor kærlige hænder og tid giver ham det hundeliv, han har fortjent.