Pindsvin får unger sent på året. Derfor kan du i august og september møde ganske små pindsvin, som færdes alene i haver, langs veje og på stier. Men hvornår har de brug for hjælp, og hvornår skal du lade dem være?
Hvert efterår modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 mange opkald fra bekymrede borgere, som har fundet små pindsvin. Særligt i august og september, hvor mange pindsvineunger begynder at færdes på egen pote, stiger antallet af henvendelser.
Men et lille pindsvin er ikke nødvendigvis et pindsvin i nød.
- Pindsvineunger forlader reden allerede efter seks uger. På det tidspunkt vejer de nogle gange ikke mere end 200-250 gram. Selv i den størrelse er det meningen, at de skal klare sig selv. En god huskeregel er, at en pindsvineunge, som er større end en dåsesodavand, som udgangspunkt godt kan klare sig selv, siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Læs også: Fra pindsvin til hornugler: Mere end 3.000 dyr fik hjælp i vildtplejen
Små pindsvin kan færdes alene
Når pindsvineungerne forlader reden, begynder de at søge efter føde på egen hånd. Det er derfor helt naturligt at møde et lille pindsvin uden dets mor, særligt efter mørkets frembrud.
Det er vigtigt ikke automatisk at samle et ungt pindsvin op, blot fordi det er alene eller ser lille ud.
- Det er positivt, at mennesker reagerer, når de bliver bekymrede for et dyr. Men bliver et raskt pindsvin samlet op uden grund, udsætter du det for unødig stress, og det kan mindske dets chance for at klare sig i naturen, forklarer Michael Carlsen.
Er pindsvineungen mindre end en dåsesodavand, kan det derimod være tegn på, at den har mistet sin mor, er blevet forladt eller endnu ikke selv kan finde nok føde. I det tilfælde bør du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 og ikke forsøge at håndtere dyret selv.
Det skal du holde øje med
Det er ikke kun størrelsen, du skal være opmærksom på. Pindsvin er mest aktive om aftenen og natten, og et ungt pindsvin må derfor gerne bevæge sig rundt alene efter mørkets frembrud.
Et pindsvin, som ligger passivt og frit fremme om dagen, kan derimod have brug for hjælp. Det gælder uanset dyrets størrelse. Synlige skader, fluer omkring dyret eller en usikker og slingrende adfærd er også tegn på, at du bør ringe til 1812.
Læs også: Vi mangler vild natur: Pindsvinet er nu ’næsten truet’
Pas på rederne i haven
Pindsvin bygger ofte rede under kvasbunker, paller, brændestakke og tæt bevoksning. Som haveejer kan du derfor komme til at blotlægge eller ødelægge en rede, når du rydder op eller flytter materialer.
Opdager du en rede med unger, skal du undgå at røre eller flytte dem. Læg forsigtigt redematerialet og anden beskyttelse tilbage over reden, forlad stedet og giv pindsvinemoren ro til selv at tage sig af ungerne eller flytte dem i sikkerhed.
Læs også: 1812: De vildeste dyreredninger i vagtcentralens historie