Akila er blevet solgt videre, flyttet rundt og overladt til nye mennesker igen og igen. Nu har Dyrenes Beskyttelses Internat i Nordjylland sat alt ind for at finde hendes sidste hjem. Akilas historie minder om, hvor vigtigt det er at tænke sig om – både før og efter man anskaffer sig en hund.
Da Akila kom til Dyrenes Beskyttelses Internat i Nordjylland den 10. april, havde hun allerede haft otte hjem på fire år. Nogle ejere skulle flytte, andre havde små børn eller kunne ikke håndtere livet med en stor hund.
På internatet mødte medarbejderne en rolig hund med behov for stabile rammer.
– Hun var noget reserveret i starten, men nu er hun stille og rolig og vil egentlig bare gerne være tæt på mennesker. Men hun er også en hund, der lige skal bruge lidt tid på at få tillid til nye mennesker, siger Cathrine Cocks, kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland.
Læs også: Tiramisu blev fundet syg og forladt
Mange hunde bliver valgt med hjertet først
Ifølge Cathrine Cocks er Akilas historie langt fra usædvanlig. Internatet får ofte hunde ind, der allerede har været gennem flere hjem i en meget ung alder.
- Mange vælger en voksen hund eller en hvalp, fordi den ser nuttet ud, uden at tænke over dyrets behov. Så bliver hunden understimuleret eller i værste tilfælde udadreagerende i mødet med andre mennesker og hunde. Til sidst bliver det en for stor mundfuld, og så kaster ejeren håndklædet i ringen, siger Cathrine Cocks.
En hund som Akila trives ikke sammen med andre hunde. Det blev tydeligt i et af hendes tidligere hjem, hvor der hurtigt opstod udfordringer med familiens anden hund, og snart blev Akila solgt videre. De mange skift sætter spor i et levende, følsomt væsen.
– Vi ser ofte, at hunde bliver usikre og får svært ved at stole på mennesker. Andre bliver stressede og reagerer voldsomt på andre hunde. Det er noget, man godt kan arbejde med, men det kræver overskud og tålmodighed, siger Cathrine Cocks.
Læs også: Benny blev reddet fra flere år med ensomhed og svigt
“Man skal kigge indad”
Derfor opfordrer hun kommende hundeejere til at være ærlige over for sig selv, før de anskaffer sig en hund.
– Man skal kigge indad. Tænk over, om hunden passer ind i den type liv, man lever. Har man tid til en stor hund? Egner økonomien sig til foder og dyrlægebesøg? Og passer hundens behov til den hverdag, man kan tilbyde den? siger Cathrine Cocks.
Hun understreger samtidig, at ansvar også handler om, hvordan man formidler en hund videre, hvis man ikke længere kan beholde den.
– Når man vælger at formidle en hund videre, skal man sætte nogle krav til, hvad den nye ejer skal kunne tilbyde. Hvis hunden ikke trives med andre hunde eller ikke kan være alene hjemme, så passer den måske ikke til en familie, hvor alle er væk fra morgen til eftermiddag. Og hvis det er en svær hund, egner den sig nok heller ikke til en børnefamilie.
Hunde er ikke handelsvarer
På Nordjyllands Internat fortæller medarbejderne også, at de af og til får hunde ind, der er har været formidlet videre så hurtigt, at forventningsafstemningen mellem køber og sælger ikke har været på plads
Derfor opfordrer Cathrine Cocks til, at man bruger tid på at lære hunden at kende, inden man overtager den.
– Det er vigtigt at se hunden flere gange og finde ud af, om der er kemi. Få så meget information som overhovedet muligt om hunden og dens behov. Man skal ikke stå og overtage en hund på en rasteplads uden at kende dens historie, siger hun.
På internatet forsøger medarbejderne derfor at være så åbne som muligt om både styrker og udfordringer hos de dyr, der bliver formidlet videre.
– Vi fortæller både de positive og de negative ting om hunden. Det er vigtigt, at folk ved, hvad de siger ja til, så hunden får de bedste muligheder for at blive i sit nye hjem, siger Cathrine Cocks.
Læs også: Giv hunden fri til sommerens aktiviteter