Kira Marie Peter-Hansen
Kira Marie Peter-Hansen (SF). Foto: William Vest-Lillesøe

Spidskandidat: Lad os få en EU-kommissær for dyrevelfærd

Kira Marie Peter-Hansen (SF) tilslutter sig koret af EU-kandidater, der vil sætte dyrevelfærd på dagsordenen i EU. Hun mener, at det er både uværdigt og traktatstridigt, at vi i Europa ikke behandler vores dyr bedre.

Skrevet af:
Cecilie Sønderstrup

Opd. 2024-06-13: Dyrevelfærden sejrede til europaparlamentsvalget. Se valgresultatet her

- Vi siger ofte, at et samfund skal dømmes ud fra, hvordan vi behandler de svageste. Når vi vælger at avle millioner af dyr for at tilfredsstille vores kulinariske præferencer, følger der både et moralsk og juridisk ansvar for at sørge for, at de ikke lider unødigt, når vi kører dem rundt, skriver Kira Marie Peter-Hansen i et debatindlæg i Altinget.

Hun henviser til de millioner af smågrise, der hvert år køres ud af Danmark for at blive fedet op i lande som Polen og Tyskland. I dag må grise i EU transporteres i op til 24 timer uden længerevarende pauser. EU-Kommissionen har i et udspil lagt op til, at de lange transporter skal forbydes, så ni timer bliver det nye maks. Men det gælder kun dyr, der skal slagtes - og altså ikke de mange smågrise, der bliver fragtet over grænsen til opfedning. Her vil Kommissionen kun begrænse transporttiden til 21 timer. 

I alt blev over 15 millioner levende grise eksporteret fra Danmark sidste år, heraf over 12 millioner på transporter af mere end otte timers varighed. Af disse var 98 procent smågrise, der blev sendt til opfedning i lande som Polen, Tyskland, Italien, Rumænien og endda Serbien.

- Det er simpelthen ikke godt nok (…) Levende dyr skal maksimalt tilbringe otte timer i en lastbil eller maksimalt 300 kilometer, uanset om de skal fedes op eller slagtes. Uden undtagelser, skriver hun. 

Ifølge Kira Marie Peter-Hansens er det på tide, at vi i EU lever op til vores egne idealer og tager dyrs ve og vel alvorligt. 

- EU's 'grundlov' slår to fede streger under, at dyr er følende væsener, og at vi skal tage fuldt hensyn til deres velfærd i vores landbrugspolitik. Derfor er det ikke bare uværdigt, men også traktatstridigt, at vi i Europa ikke behandler vores dyr bedre, når de transporteres.

Hun mener, at et godt skridt på vejen mod at sikre et bedre liv for Europas dyr kunne være at udnævne en kommissær for dyrevelfærd efter EU-parlamentsvalget den 9. juni. 

- Det er SF’s krystalklare prioritet, at EU-Kommissionen skal tvinges til at levere løfterne om at forbyde bure, fastspænding, pelsavl, halekupering og aflivning af hanekylllinger. Hvis vi vil producere dyr for vores gastronomiske nydelse, er det allermindste, vi kan gøre, dælme at behandle dem ordentligt. 

En bedre fremtid for dyr

Dyrenes Beskyttelse arbejder for at få dyrevelfærd skrevet ind i EU-kommissærens stillingsbetegnelse, så det kan få den opmærksomhed, det fortjener. 

- Det skal være slut med lange perioder uden dyrevelfærdsmæssige forbedringer. Det er tid til at give dyrene en bedre fremtid, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse. 

Kira Marie Peter-Hansen er en af de 44 danske kandidater til EU-parlamentsvalget, der har skrevet under på 10 løfter om bedre dyrevelfærd i EU. Et initiativ, som Dyrenes Beskyttelse har lavet i samarbejde med Eurogroup for Animals.

Søndag d. 9. juni skal danskerne stemme til Europa-Parlamentsvalget. Mange af de regler, der gælder for dyrevelfærden i Danmark, bliver fastsat i EU. Derfor er valgdagen en unik mulighed for med dit kryds at få mere dyrevelfærd ind i EU.