Mange dyr i verden har hårdt brug for hjælp. Derfor besluttede Dyrenes Beskyttelse for 17 år siden at række ud til dyr uden for landets grænser.
Vi kan ikke redde alle verdens dyr. Men vi kan sætte ind, hvor Dyrenes Beskyttelse kan bruge sin ekspertise, og hvor det er muligt at gøre en forskel. Vores internationale arbejde fokuserer på at sikre velfærden hos de dyr, der er særligt presset på grund af menneskelige aktiviteter. Her kan du læse om tre af projekterne.
Gennem medlemskab og ledende roller i globale netværk som World Federation for Animals og Eurogroup for Animals har Dyrenes Beskyttelse været en drivkraft for dyrevelfærd på både europæisk og globalt plan.
World Federation for Animals
World Federation for Animals (WFA) blev stiftet i 2021 som den første globale sammenslutning af dyreværnsorganisationer med det formål at give dyrene en samlet stemme i internationale fora som FN. Dyrenes Beskyttelses direktør, Britta Riis, var initiativtager og organisationens første præsident frem til 2024:
- Ideen opstod som en undren over, at der ikke fandtes et fælles talerør for dyrevelfærd på den globale scene på samme måde, som andre brancher og interesseorganisationer har en global repræsentation. Derfor gik jeg i gang med at finde samarbejdspartnere, der har lige så stor passion for dyrevelfærd, som vi har i Dyrenes Beskyttelse.
WFA arbejder for at integrere dyrevelfærd i globale dagsordener om bæredygtighed, biodiversitet og fødevaresikkerhed. Organisationen består af 81 medlemsorganisationer, heriblandt Dyrenes Beskyttelse, og fokuserer på at påvirke international lovgivning for at sikre bedre rammer for dyrevelfærd.
Eurogroup for Animals
Før WFA var Dyrenes Beskyttelse også med til at forme den første europæiske organisation, som arbejder for at få bedre dyrevelfærd i hele Europa, Eurogroup for Animals (Efa), som blev stiftet i 1980. Den har i dag over 100 medlemsorganisationer.
Gennem EfA arbejder Dyrenes Beskyttelse for at påvirke EU-lovgivning til fordel for dyrene, blandt andet ved at deltage i fælles kampagner og lobbyarbejde i Bruxelles.
- Der er et stigende behov for et stærkt samarbejde på tværs af landegrænser, i takt med at mere lovgivning om dyrevelfærd, især i forhold til landbrug, bliver udarbejdet på EU-plan, siger Britta Riis, som var præsident for EfA fra 2016 til 2020, og understreger betydningen af det internationale samarbejde:
- Den enkelte dyrevelfærdsorganisation kan ikke løfte det alene, men sammen er vi stærke.
Vores internationale arbejde er et udtryk for, at dyrevelfærd ikke stopper ved Danmarks grænser. Vi ser det som vores ansvar at handle, når vi kan gøre en konkret forskel for dyrene, uanset hvor de befinder sig
Anne Sofie Meilvang, biolog og leder af Dyrenes Beskyttelses internationale projekter
Elefanter i Thailand
Dyrenes Beskyttelses internationale involvering begyndte i 2008, da foreningen indgik et samarbejde med National Elephant Institute i Thailand. Støtten skulle gå til en mobil klinik, der ydede gratis dyrlægehjælp til landets tæmmede elefanter. Klinikkens opgave var ikke blot at behandle sygdomme og skader hos elefanterne, men også at foretage helbredsundersøgelser og give vejledning i elefantpleje.
Projektet blev afsluttet i 2018, da det var blevet så veletableret og havde opnået tilstrækkelig politisk og økonomisk støtte fra den thailandske regering, til at det kunne videreføres af de lokale samarbejdspartnere uden ekstern støtte fra Dyrenes Beskyttelse.
Masaihunde i Kenya
I Kenya har Dyrenes Beskyttelse arbejdet med masaihunde, som er vigtige for det lokale samfund, da de bruges som vogterhunde til at beskytte husdyr mod de vilde dyr. Ofte lider masaihundene af sygdomme og en høj fødselsrate. Gennem vaccination og neutralisering af hundene bidrager vi til at opretholde en sund bestand og mindske lidelsen blandt hundene.
Læs også: Dyrlægehjælp gør en stor forskel for masaihundene og deres ejere
Makak-aber i Asien
I Asien lever makak-aberne, der er intelligente dyr, og som har meget dna til fælles med mennesker. Det betyder desværre også, at de ofte bliver brugt som forsøgsdyr. Derudover er deres levesteder truet, hvilket presser dem ind mod byerne, hvor de risikerer at komme i konflikt med mennesker. Ved at arbejde for at beskytte dyrene mod udnyttelse og sikre deres levesteder vil Dyrenes Beskyttelse hjælpe med at bevare den truede art.
Læs også: Makak-aben er fortsat truet
- Elefanter, masaihunde og makak-aber er blot nogle af de dyr, der har brug for vores hjælp. Gennem målrettet arbejde med dyrevelfærd på globalt plan kan vi både beskytte individer, arter og skabe langsigtede løsninger, der gavner både dyrene og de mennesker, der lever tæt på dem, siger Anne Sofie Meilvang.
I år er jubilæumsår for foreningen Dyrenes Beskyttelse og de tusindvis af støtter, medlemmer og frivillige, der i årevis har knoklet for dyrene. Men det er også jubilæum for udviklingen i synet på dyrevelfærd, og hvad vi kan være bekendt at kalde for et godt dyreliv. Det er dyrenes og dyrebeskytternes jubilæum.
Men hvordan ser 150 års arbejde for dyrene konkret ud? Hvilke kampe har været størst og vigtigst for dyrene – men måske hårdest for foreningen? I 2025 bringer vi en række artikler, hvor vi ser tilbage på de mange års sejre på dyrenes vegne og ildsjælene bag - og bruger det til at kigge frem mod de næste 150 års kamp for dyrevelfærden.