En lille brændt kattekilling.
En kattekilling blev reddet ud af flammerne fra et sankthansbål i 2024. Den blev straks tilset af en dyrlæge, som dog vurderede, at killingen havde været udsat for så meget røg, at den aldrig ville komme sig. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Killing brændte levende i sankthansbål: Sådan undgår du samme fatale fejl

Et sankthansbål er et ideelt skjulested for mindre dyr – men kan blive en livsfarlig fælde, hvis det bliver tændt, før de er sluppet væk. Det gik desværre galt for en killing sidste år, og Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til, at man flytter sit sankthansbål kort før tænding, så andre dyr ikke lider samme skæbne.

Skrevet af:
Mathias Damgaard Holst

Hvert år ved sankthans stimler danskerne sammen til fællessang omkring store bål i hele landet. Bålbunkerne af haveaffald og andet kvas er for mindre dyr perfekte steder at bygge rede eller gemme sig. Ofte er bålene bygget over længere tid, hvor mere og mere fyld er lagt på, og dyrene har haft tid til at finde sig til rette. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man flytter og genombygger sit sankthansbål så tæt på optænding som muligt.

- Det skal helst flyttes samme dag, som det bliver tændt. Det er den bedste måde at sikre, at der ikke gemmer sig dyr i bålmaterialet, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Han understreger, at det er vigtigt at flytte selve bålet. 

- Dyrene forsvinder ikke nødvendigvis, hvis man nøjes med at ruske i bunken for at tjekke for dyr. Det kan enten skyldes, at de er bange, eller at der er dyreunger så små, at de endnu ikke er i stand til at flytte sig.

Læs også: Dyrene skal ikke tage skraldet

Sankthansbål i flammer
Dyr som pindsvin, fugle og katte søger skjul i sankthansbål. Når bålet bliver tændt, kan det få fatale konsekvenser, hvis de ikke når at flygte. Flyt derfor sankthansbålet kort før tænding, så de får en chance for at slippe væk.

Killing blev fanget i flammerne

Det er dyr som mus, pindsvin, fugle og katte, der hvert år søger skjul i utændte sankthansbål, og de når ofte ikke at flygte fra bålets flammer, før det er for sent. Det blev virkelighed for en lille killing, der sidste år blev fanget i et brændende bål. 

Killingen blev reddet ud af bålet, men nåede at få smeltet toppen af pelsen og brændt både snude og poter. De personer, der reddede den lille killing, lod den ligge i nogle timer i håbet om, at dens mor ville komme og tage sig af den. Men der kom aldrig nogen.

Læs også: Imponerende mod reddede rørhøg fra døden

Den svitsede kat blev derfor bragt til dyrlæge, som vurderede, at killingen ikke ville være i stand til at klare sig uden sin mor. Desuden lød vurderingen, at killingen havde taget skade af den mængde røg, den formentlig havde indåndet - og den blev derfor aflivet. 

For at undgå at andre dyr lider samme skæbne som killingen, understreger Michael Carlsen vigtigheden af at flytte sankthansbålet kort før optænding.

Se herunder, hvordan du flytter dit sankthansbål: