En måge havde forvildet sig fast i et net på taget af en bilforhandler. Både vinger, ben og hovedet sad så godt fast, at den, efter længere tids kamp, havde opgivet at komme fri. Heldigvis blev mågen spottet af en forbipasserende, der fik sat gang i en større redningsaktion.

Nord for Limfjorden ligger en bilforhandler, der er træt af måger. For både deres kunders biler og salgsbilerne bliver overdynget med mågernes ekskrementer. Så for at afhjælpe problemet har bilforhandleren i Hjørring sat et net op over deres tag i håb om, at de vil holde sig væk.
Nettet endte dog for nylig med at få konsekvenser for en måge, der havde udset sig taget som opholdssted. Mågen blev viklet ind i nettets masker og forsøgte febrilsk at vriste sig fri, men uden held. Heldigvis for fuglen så en forbipasserende hændelsen.

Personen, der så den kæmpende måge, ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, og kort efter hastede Tine Deth Christensen, der har en af organisationens vildtplejestationer, til bilforhandleren i Hjørring. Da hun ankom til stedet klokken lidt i otte om aftenen, kunne vildtplejeren konstatere, at hun ikke kunne få adgang til taget uden hjælp fra ansatte hos bilforhandleren. Men butikken var lukket, så det var en kamp mod tiden for at få befriet mågen.
I håb om at få hjælp, skrev hun et opslag på Facebook.
”Er jeg så heldig at kende nogen, der kender nogen, der kender nogen…..??!” startede opslaget, hvor Tine Deth Christensen efterlyser hjælp til at komme op på bilforhandlerens tag. Heldigvis for vildtplejeren og den fangede måge var en ung fyr, der var ansat i bilforhandleren, hurtig på tasterne og ankom til stedet kort tid efter. Herefter blev alarmerne slået fra, døren låst op og vildtplejeren fik adgang til taget via et tagvindue.
Det er ærgerligt at få fuglelort på sin bil, men hvis et net kan være til fare for fugle, så opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man som enten privatperson eller virksomhed skifter nettet ud med et alternativ, som for eksempel en fugleskræmmer.

Havde opgivet efter desperat kamp for frihed
Da Tine Deth Christensen trådte ud på taget, var der helt stille. Hun kunne hverken høre nogen vinger baske eller mågeskrig. Længere henne ad taget lå dog en gråbrunlig fugl helt stille. De gråbrune fjer indikerede, at mågen ikke var mere end ét til to år gammel. Som vildtplejeren nærmede sig, var der ingen reaktion. I den påbegyndende solnedgang stirrede hun på fuglen, der udmattet bare stirrede tilbage. Den var fanget i nettets masker, der var viklet rundt om dens ben, vinger og hoved.
Læs også: Undgå døde dyr i havens fælder
Det var først, da Tine Deth Christensen lagde sin hånd på fuglen og fandt sin saks frem, at mågen fandt kræfter til at forsøge at forsvare sig. På benene havde mågen skrammer og sår efter at have ligget på tagpappet og vredet sig frem og tilbage. Med et hurtigt indgreb fik vildtplejeren klippet mågen fri af maskerne og sat den i et bur, så den kunne tages med til Jerup Vildtplejestation.
Havde det ikke været for den forbipasserende, havde mågen ikke overlevet, vurderer vildtplejeren.
- Det er helt sikkert, at den stakkels måge havde været død, hvis den forbipasserende ikke havde ringet 1812. En stor tak skal også lyde til den unge fyr fra bilforhandleren, der var så venlig at træde til. Vi kunne ikke have reddet den uden hans hjælp, siger Tine Deth Christensen.
Hurtig pleje før genudsætning
På Jerup Vildtplejestation blev mågen taget imod af vildtplejer og kredsformand i Nordjylland, Henrik Christiansen. Hurtigt blev den grundigt undersøgt for skader, men den havde heldigvis kun de synlige sår på benene. Mågen fik behandling med sårspray, og så skulle den ellers bare have ro.
Efter seks dage i pleje var sårene helet, mågen havde genfundet sine kræfter og var klar til at blive sat fri i naturen igen. Genudsætningen foregik uden problemer og efter 30 sekunders tid, kredsede den et par gange rundt om Henrik Christiansen, før den forsvandt tilbage til naturen.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtog 1.617 opkald fra borgere om måger i 2024.
55 måger blev indleveret på Dyrenes Beskyttelses vildtplejestationer i 2024, og af dem blev omkring 70 procent indleveret i sommermånederne juni, juli og august.