Det var en træt og tørstig hvalpeflok, der ankom til Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus i begyndelsen af foråret som en del af en social sag. Det tog heldigvis kun få uger i kærlig pleje, før flokken var klar til at kaste sig ud i nye begyndelser.

Lyden af hvalpepoter i fuld galop bryder lydmuren, da seks sultne puddelhvalpe får færten af den frokost, deres plejemor netop har serveret. Midt i søskendeflokken af krøllede kroppe løber de to søstre Thit og Twix, og livet her i plejemors have ser præcis lige så sorgløst og legende ud, som det bør gøre for en flok hvalpe på cirka to måneder.
Synet var dog et ganske andet, da Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus fik den lille puddelfamilie ind i begyndelsen af april, fortæller Stine Skov-Jensen, der er kommunikationsmedarbejder på internatet:
- Hvalpene og deres mor kom ind som en del af en social sag. Vi kunne hurtigt se, at de var både trætte og tørstige, så de fik væske og blev tilset med det samme. I de første dage handlede det mest om, at de skulle have ro og mad, så de kunne lande og komme til hægterne stille og roligt, siger hun.
Den gode plejefamilie
Efter tre uger på internatet var hundene klar til at komme i pleje hos en kærlig plejefamilie, der skulle arbejde videre med at socialisere dem og gøre dem vant til at være en del af en familie.
Et arbejde, der hurtigt bar frugt, for da Stine Skov-Jensen besøgte hvalpene hos plejefamilien cirka fire uger senere, var det tydeligt, at de trivedes og havde mod på det liv, der ellers havde fået en svær begyndelse.
- Da jeg besøgte dem, kunne jeg tydeligt se, hvor godt det er for hundene at have en plejefamilie, der har tid til at være meget hjemme ved dem og træne dem. Man kan slet ikke mærke på hvalpene, at de har haft en lidt svær start på livet, fortæller Stine Skov-Jensen og tilføjer:
- Deres udvikling er også gået stærkt. I den første tid på internatet oplevede jeg, at Twix er den stille og rolige type, og da jeg besøgte dem hos plejefamilien, var den personlighed blevet endnu mere tydelig. Hun vil gerne lege og tumle, men hun er også mild og putteglad. Thit er derimod en rigtig bulderbasse, der ikke er bange for noget.
Thit og Twix vendte tilbage til internatet i Aarhus i midten af maj, hvor dyrlægen erklærede dem og deres fire søskende raske og klar til adoption. Allerede få dage senere var de alle blevet adopteret og flyttet ud til nye familier. Med god hjælp fra internatet i Aarhus og en kærlig plejefamilie endte historien altså godt for Thit, Twix og deres fire søskende.




