Elefanter spiser græs i deres anlæg i Knuthenborg Safaripark
Elefanterne Djungla, Lara, Jenny og Ramboline nyder livet i Knuthenborg Safaripark. Foto: Asger Thielsen.

Fra forestillinger til frihed: Derfor tog det 60 år at befri vilde cirkusdyr

I næsten 60 år kæmpede Dyrenes Beskyttelse for at frigøre vilde dyr fra danske cirkus. Til sidst lykkedes det. I 2020 kunne de sidste tilbageværende cirkuselefanter i Danmark endelig sættes fri, og et totalforbud mod vilde dyr i cirkus blev indført.

Skrevet af:
Tina Bjerre Sylvest

Det er nu fem år siden, at elefanterne Djungla, Lara, Jenny og Ramboline afsluttede deres tilværelse i cirkus og fik et nyt og bedre liv i Knuthenborg Safaripark. Det skete med hjælp fra Dyrenes Beskyttelse.

Siden dengang er der sket en stor udvikling hos elefanterne, fortæller Jane Trolle, der er chef for dyreafdelingen i Knuthenborg Safaripark. Det har taget tid for de store dyr at vænne sig til et liv med masser af luft omkring sig og plads til at udleve deres naturlige adfærd efter så mange år i cirkus. Men de har det rigtig godt.

Flokken har samlet sig

– I starten var de meget forsigtige med at udforske nye ting. Det er de blevet bedre til nu. Når de er ude på sletten, bruger de meget tid på at gå rundt og opleve, hvad der måtte være kommet af nye ting. Tidligere stod de meget ved lågen og ville gerne ind i stalden, fortæller Jane Trolle, som også oplever en mere tryg og samlet flok:

– Ramboline var i begyndelsen en del alene. Det er hun til tider også nu, men det er mest på elefantsletten. Ramboline sov også for sig selv det første lange stykke tid. Nu sover hun som regel sammen med de tre andre. I parken bruger de en del tid på træning af elefanterne udelukkende for at holde dem friske og raske.

– De er nogle ældre damer, og det kræver, at vi holder godt øje med dem, afslutter Jane.

I år er jubilæumsår for foreningen Dyrenes Beskyttelse og de tusindvis af støtter, medlemmer og frivillige, der i årevis har knoklet for dyrene. Men det er også jubilæum for udviklingen i synet på dyrevelfærd, og hvad vi kan være bekendt at kalde for et godt dyreliv. Det er dyrenes og dyrebeskytternes jubilæum.

Men hvordan ser 150 års arbejde for dyrene konkret ud? Hvilke kampe har været størst og vigtigst for dyrene – men måske hårdest for foreningen? I 2025 bringer vi en række artikler, hvor vi ser tilbage på de mange års sejre på dyrenes vegne og ildsjælene bag - og bruger det til at kigge frem mod de næste 150 års kamp for dyrevelfærden.

Alle artikler i serien er oprindelig bragt i Dyrenes Beskyttelses medlemsblad.

Tigeren Keni fik sit otium

I 2021 fik Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark igen reddet et dyr fra et grumt liv i cirkus. Den sibiriske tiger Keni fik en rolig pension, efter at han i mange år havde haft et omskifteligt og hårdt liv i et spansk cirkus. Desværre måtte Keni forlade os i 2023 efter længere tids sygdom. Han blev 19 år, hvilket er usædvanlig gammelt for en tiger.

Læs også: Tigeren Keni aflivet efter gode år i safariparken

1962: Folketinget ændrer dyreværnsloven for at begrænse brugen af vilde dyr i cirkus. Elefanter, søløver og zebraer bliver undtaget. Dyrenes Beskyttelse mener, at forbuddet bør gælde alle dyr.

1991: Dyreværnsloven bliver præciseret, så vilde dyr kun må dresseres, fremvises og transporteres i overensstemmelse med deres natur. Dyrenes Beskyttelse presser på for et totalforbud, men elefanter, søløver og zebraer er fortsat undtaget.

2008: En politisk rapport om hold og fremvisning af dyr i cirkus bliver udarbejdet. Flertallet konkluderer, at brugen af elefanter, søløver og zebraer stadig bør være lovlig. Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd er uenige.

2015: Dyrenes Beskyttelse opretter en underskriftsindsamling for et totalforbud. Dyrenes liv i cirkus lever langtfra op til de krav, som bør gælde for vilde dyr i fangenskab.

2018: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) meddeler, at der er politisk flertal for et totalforbud. Aftalen vil dog først træde i kraft, når staten kan overtage de tilbageværende elefanter fra danske cirkus.

2019: Miljø- og Fødevareministeriet annoncerer en udbudsrunde for at finde et nyt hjem til elefanterne. Knuthenborg Safaripark vinder runden i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse.

2020: Anlægget i Knuthenborg står færdigt, og elefanterne flytter ind. Det tilbyder dyrene dynamiske rammer med talrige muligheder for aktivitet på et område, der er cirka 150.000 kvadratmeter stort.

2021: Efter mange årtiers kamp bliver totalforbuddet mod vilde dyr i cirkus indført som en del af en ny dyrevelfærdslov. Den lange vandring for dyrene er slut. Det lykkedes!