Kredsformand i Vestjælland, Arne Stevns Sørensen, og områdeformand i Nordjylland, Julie Bergstedt, modtager prisen som Årets Dyreven 2025 på vegne af frivilligheden
Kredsformand i Vestjælland, Arne Stevns Sørensen, og områdeformand i Nordjylland, Julie Bergstedt, modtager prisen som Årets Dyreven 2025 på vegne af frivilligheden. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse

Årets Dyreven gik til usædvanlig modtager

Dyrenes Beskyttelse brød en lang tradition ved kåringen af Årets Dyreven. Men anledningen var også noget helt særligt.

Skrevet af:
Max Hesselager

Siden 1960 har Dyrenes Beskyttelse uddelt prisen som Årets Dyreven til en person eller organisation, der har gjort noget særligt for at fremme gode dyreliv. Men ved uddelingen torsdag eftermiddag, blev den tradition brudt. Ved ceremonien, der fandt sted på Langelinie Pavillonen i København, blev det i stedet frivilligheden som fænomen og værdi, der blev hyldet for sin afgørende betydning for dyrene. 

Dyrenes Beskyttelses direktør Britta Riis fremhæver frivilligheden som en grundpille ikke alene i Dyrenes Beskyttelse, men i samfundet som helhed.

- Prisen som Årets Dyreven 2025 - året, hvor Dyrenes Beskyttelse fylder 150 år - går til den mest gennemgående og bærende værdi af alle i foreningen. Frivillighed er hjernen, hjertet, støvlerne og de varme hænder i Dyrenes Beskyttelse. Foreningen er stiftet af frivillighed og er båret af frivillighed. Det er den, der trækker læsset, siger Britta Riis.

Anledningen til den usædvanlige kåring var, at foreningen i år fejrer 150-års fødselsdag. Et jubilæumsår er en særlig anledning til at se tilbage på den tid, der er gået, tage livtag med de kampe, organisationen kæmper nu og rette blikket mod fremtidens dyrevelfærd. Og her er frivilligheden ikke til at komme uden om.

Læs også: 150 år for dyrene 

Uden frivilligheden ingen Dyrenes Beskyttelse

Den gerning, der får foreningslivet, lokalsamfundet og hverdagens fællesskaber til at blomstre, er den samme gerning, der får tandhjulene i Dyrenes Beskyttelse til at dreje rundt. Siden organisationens første frivillige stod i gaderne og delte muleposer ud til hestene i 1800-tallets København, har budskabet stået ganske klart: uden frivilligheden ingen Dyrenes Beskyttelse. 

For øjeblikket tæller organisationen flere end 2.200 frivillige. Nogle har været med i en menneskealder, mens andre lige er kommet til. Fælles for dem alle er viljen til at gå det ekstra skridt for et større formål.

- Frivillighed er viljen til at ville gøre noget godt for dyrene uden at forvente noget igen. Hvor lønnen ikke gøres op i kroner og øre. Hvor egne behov sættes til side. Det, der bliver givet til gengæld, er glæden fra dyrene. Glæden ved at se en hund logre med halen igen. Glæden ved at opleve en nødstedt svane atter flyve frit i naturen. Glæden ved at se en kat blive genforenet med sin ejer efter års adskillelse, siger Britta Riis. 

Læs også: Tilbage til 1875: Heste sparkede kampen for dyrene i gang

Britta Riis på scenen
Direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, rettede blikket fremad og delte visionerne og håbet for det gode dyreliv frem mod 2050. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse har cirka 200 frivillige dyrereddere, der er godt 500 frivillige knyttet til foreningens dyreinternater, samt 1.300 frivillige plejefamilier, der stiller deres hjem til rådighed for svigtede dyr. Derudover findes der en række andre frivillige i marken og på kontoret, som varetager et hav af funktioner i organisationen.

Her kan du se højdepunkter fra uddelingen:

Historiker Anne Katrine Gjerløff åbnede ballet med at se tilbage på 150 års arbejde for dyrevelfærd.
Et jubilæumsår er en særlig anledning til at se tilbage på den tid, der er gået, tage livtag med de kampe, organisationen kæmper nu og rette blikket mod fremtidens dyrevelfærd. Historiker Anne Katrine Gjerløff åbnede ballet med at se tilbage på 150 års arbejde for dyrevelfærd. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse
Lektor i bioetik Mickey Gjerris viste, hvordan vi kan skifte det vurderende blik på dyr ud med en nysgerrig opmærksomhed over for vores medskabninger.
Lektor i bioetik Mickey Gjerris viste, hvordan vi kan skifte det vurderende blik på dyr ud med en nysgerrig opmærksomhed over for vores medskabninger. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse
Områdeformand for Ribe, Jørn Neerup Rørvang, og områdeformand for Vejle, Leila Andersen, på scenen.
Områdeformand for Ribe, Jørn Neerup Rørvang, og områdeformand for Vejle, Leila Andersen, blev udnævnt til æresmedlemmer af Dyrenes Beskyttelse, som en anerkendelse af deres mangeårige engagement. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse
Hele forsamlingen sidder i festsalen med udsigt til Københavns Havn
Så mange havde trodset snevejret og bevægede sig indenfor i festsalen på Langelinie Pavillonen i København. Foto: Thomas Schønning/Dyrenes Beskyttelse