killinger
De fem små killinger og deres mor er langt fra de eneste katte, der er blevet dumpet. I gennemsnit bliver cirka to katte om dagen efterladt til en uvis skæbne. Foto: Rebekka Andreasen.

Efterladt i sommer-varmen uden mad og vand

De kunne have sultet ihjel eller være kørt ned, da en flyttekasse med fire killinger og deres mor blev dumpet i vejsiden tæt på en stor, trafikeret vej. En varm sommerdag var de efterladt uden mad og drikke – noget, der desværre sker alt for ofte. Heldigvis kom redningen i tide.

Skrevet af:
Mathias Damgaard Holst

En hvid flyttekasse stod ved en vej i udkanten af Aalborg en varm junidag. I kassen lå fem killinger på cirka fire uger og deres mor. Den lille familie var svøbt i tæpper og håndklæder. Der var ingen mad. Intet vand. De var overladt helt til sig selv til lyden af biler, der passerede forbi. 

Tusindvis af killinger bliver hvert år født uønsket. Din støtte kan redde liv.

I 2025 blev 695 katte dumpet i Danmark. Det svarer til, at omkring to om dagen bliver ladt i stikken. Mange killinger dør af sult, dehydrering eller bliver kørt ned, før nogen opdager dem.

Kassen var formodentligt blevet efterladt, så kattene kunne findes. Den ansvarlige dyredumper havde i hvert fald ladet flyttekassen stå åben på et sted, hvor mange biler kører forbi og nemt kunne få øje på den og dem. 

Vedkommende, der efterlod killingerne og deres mor til en uvis skæbne, har formentlig følt sig nødsaget til det. Men det bør aldrig være løsningen. Hvis man ikke kan tage sig af sit kæledyr, eller har akut brug for hjælp til at finde et nyt hjem til det, skal man i stedet tage fat i sit lokale dyreinternat. 

killing til dyrlæge
Når dumpede dyr bliver til kørt til Dyrenes Beskyttelses internater, får de et dyrlægetjek for at sikre, de ikke fejler noget. Foto: Rebekka Andreasen.

 

Redningen kom i tide

Killingerne og deres mors historie endte heldigvis ikke fatalt. For en forbipasserende fik øje på den hvide kasse. Da vedkommende opdagede dyrene i nød, blev der hurtigt ringet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Efter aftale med vagtcentralen fragtede dyreredderen de seks katte til Nordjyllands Internat. 

Killingerne blev fundet i tide. Men det sker ikke altid. Nogle bliver efterladt så længe, at de ikke står til at redde. Når de bliver fundet, står medarbejderne på internaterne klar. Din støtte er med til at sikre, at killingerne kan få den hjælp de har brug for.

For at forebygge uønskede killinger er det vigtigt, at katten bliver steriliseret eller kastreret samt mærket og registreret. Det mindsker risikoen for, at flere katte ender uden hjem. 

killinger fra kuld
Det royale kuld fandt alle den samme plejefamilie samme dag, som de var blevet indleveret. Foto: Rebekka Andreasen.

 

Det royale kuld

Da kattene kom ind på internatet i Hjallerup lidt nord for Aalborg, fik de som noget af det første et dyrlægetjek. Moren var en smule tynd, men fejlede ellers ikke noget. Det samme var tilfældet for hendes fem killinger. 

Moren blev døbt Margrethe, og derefter fulgte navnene Frederik, Mary, Christian, Isabella og Josephine. Den royale kattefamilie fandt allerede en plejefamilie samme dag. 

Denne gang blev kassen og de dumpede dyr opdaget i tide, og det endte heldigvis godt takket være den forbipasserende. Men hvert år bliver hundredvis af katte dumpet i Danmark. Mange når ikke at blive fundet i tide. 

Internaterne står klar med pleje, behandling og tryghed. Men det kan de kun med støtte fra mennesker som dig.

 

killing
Op mod 80% af alle dyr på internaterne er katte og killinger. Én af årsagerne er, at hunkatte ikke bliver steriliseret, og hankatte ikke bliver kastreret. Foto: Rebekka Andreasen.