Billede af dumpede kattekasser i en skov - og et nærfoto af to killinger.
En hundelufter fandt fire efterladte transportkasser i en skov ved Aarhus. Indeni gemte der sig frem voksne katte og tre nyfødte killinger uden en mor. Foto: Stine Skov-Jensen / Dyrenes Beskyttelse

Efterladt i skoven: Tre nyfødte killinger fundet uden deres mor

En hundelufter gjorde et chokerende fund i et skovområde nær Dyrenes Beskyttelses Internat Aarhus. Fire efterladte transportkasser gemte på fem voksne katte og tre nyfødte killinger uden mor. Sagen skrev sig ind i en travl uge, hvor svigtede dyr stod i kø, og hvor i alt 52 katte og killinger fra tre forskellige sager endte på Dyrenes Beskyttelses internater.

Skrevet af:
Stine Skov-Jensen og Benedicte Lorenzen

En tidlig morgen i maj fik medarbejderne på Dyrenes Beskyttelses Internat Aarhus et opkald, som de sent vil glemme.

En ansat hos Falck havde lagt en besked om, at en hundelufter havde gjort et bekymrende fund i et skovområde tæt på internatet: Fire transportkasser stod efterladt mellem træerne. Falck havde lige fået opkaldet og var ikke selv nået til stedet endnu.

Internatets personale reagerede med det samme.

– Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, og løb mod skoven. Når man får sådan en besked, tænker man straks det værste, fortæller internatsmedarbejder Josephine Lyneborg, som var blandt de første på stedet.

Et hjerteskærende fund

Da medarbejderne nåede frem, stod de fire transportkasser præcis, som hundelufteren havde beskrevet.

Fordelt i tre af kasserne sad fem voksne katte. Men det var den sidste transportkasse, der fik medarbejdernes hjerter til at synke.

I bunden lå tre meget små killinger, der så ud til at være blot en uge gamle. De havde ingen tæpper, ingen varmekilde og ingen mor hos sig. Transportkassen stod åben, og der var ingen tegn på, at deres mor var i nærheden.

– Små killinger er fuldstændig afhængige af deres mor. De her killinger var så små, at de stadig burde ligge tæt op ad deres mor hele døgnet. De kan ikke selv holde varmen, og de er helt afhængige af både mælk, omsorg og beskyttelse, siger Josephine Lyneborg.

Kampen for overlevelse begyndte med det samme

Mens Dyrenes Beskyttelses dyreambulance transporterede de voksne katte tilbage til internatet, skyndte veterinærsygeplejerske Kathrine Just sig i forvejen for at gøre klar til killingerne. De var så kolde, at hvert minut talte. 

– Så små killinger bliver hurtigt afkølede. Da vi fik besked om fundet, handlede det om at få varme, udstyr og pleje gjort klar hurtigst muligt, så de havde de bedste chancer for at klare sig, fortæller hun.

På internatet blev killingerne straks undersøgt, varmet op og overvåget tæt.

Nyfødt killing som endnu ikke har fået øjne.
Blandt de dumpede katte i skoven, var der tre nyfødte killinger uden mor, som svar så afkølede, at de var tæt på at miste livet. Foto: Stine Skov-Jensen

Forsvunden mor

Det er fortsat uklart, hvad der er sket med killingernes mor.

En mulig forklaring er, at hun har været i transportkassen sammen med killingerne, men er sluppet ud gennem lågen og flygtet i panik.

Hvis det er tilfældet, har hun sandsynligvis befundet sig i et fremmed område og været meget stresset. 

– Det er svært ikke at tænke på, hvor svær situationen må have været for både killingerne og deres mor. Vi ved ikke, hvad der er sket, og vi har desværre ikke fundet hende endnu, fortæller Josephine Lyneborg.

At efterlade dyr er aldrig løsningen

For medarbejderne på internatet i Aarhus blev fundet endnu en påmindelse om de konsekvenser, det kan have, når dyr bliver efterladt uden hjælp.

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses internater dyr, som er blevet svigtet, dumpet eller efterladt uden mulighed for at klare sig selv. 

– Hvis man står i en situation, hvor man ikke længere kan tage sig af sine dyr, så findes der hjælp. Det vigtigste er, at man rækker ud, før situationen bliver så desperat, at dyrene ender alene i en skov, siger Kathrine Just.

Takket være den opmærksomme hundelufter, Falcks hurtige reaktion og internatets indsats kom de fem voksne katte og de tre små killinger i sikkerhed. For de mindste af dem kan indsatsen have været forskellen mellem liv og død.

En hektisk uge

År efter år er Dyrenes Beskyttelses internater tæt på bristepunktet, når foråret går mod sommer. For sommeren er højsæson for dyr i nød, og i år ser desværre ikke ud til at blive en glædelig undtagelse. 

I løbet af få dage i maj endte i alt 52 katte og killinger på Dyrenes Beskyttelses internater i tre forskellige kattesager. Samme uge som de otte katte blev fundet i skoven, måtte de ansatte på Dyrenes Beskyttelses Internat i Aarhus også rykke ud til en katteejer, hvor opgaven med at tage sig dyrene af var blevet for stor. Hele 30 katte ventede på adressen, heriblandt en højdrægtig kat, en kattemor med fire killinger og en anden med syv killinger. Alle blev de taget med tilbage til internatet, hvor en kæmpe opgave ventede med 30 katte, der alle skulle have tid, pleje, foder, dyrlægetjek og socialisering, inden de kan komme videre ud til nye familier.

Blot få dage efter blev en af de ansatte på Brande Internat mødt af et syn, ingen dyr burde udsættes for. I vejkanten nær internatet var 14 katte blevet dumpet i to tætpakkede trådbure - overladt til en uvis skæbne. Alle viste sig heldigvis at være i god behold, men også her ventede der internatet en stor opgave med at tage sig af de mange svigtede dyr. Sammen med fundet i skoven og sagen med de 30 katte blev det en uge, der tydeligt viser, hvor pressede internaterne er, når sommerens svigtede dyr står i kø for at få hjælp.