Beregning af varmeudvikling i grisetransporter chokerede sidste år Dyrenes Beskyttelse. Desværre holder ingeniørernes forudsigelser stik, viser test i sommervarmen.
Sidste år viste beregninger, bestilt af Dyrenes Beskyttelse, at varmen hurtigt kan blive kritisk i en grisetransport, når lastbilen holder stille. Nu viser organisationens egne målinger fra en stillestående transport, at ingeniørernes forudsigelser holder stik.
Dyrenes Beskyttelses tur til Rødby fandt sted d. 25. juni 2026. Her var dagens højeste udetemperatur, ifølge DMI, 25,5 grader.
Med måleudstyr kunne vi på færgens vogndæk måle temperaturen hos grisene i vognen, der stod stille i skygge og havde fuldt tryk på ventilationen. Her var temperaturen 37,5 grader.
I juni var der ulovlig høj varme hos grisene i en lastbil, der holdt på vogndækket af en færge og havde ventilationen kørende på fuldt tryk. Temperaturen hos grisene var knap ti gradere varmere end udetemperaturen. Det følger forudsigelserne om varmeudvikling og udstiller et hul i beskyttelsen af grisene.
- Ingeniørberegningerne tegner et skræmmende billede af, hvor hurtigt der bliver varmt i grisetransporterne, og vores stikprøve bekræfter desværre den teoretiske model. Det betyder, at myndighederne godkender transporter, hvor der kan blive livsfarligt varmt for grisene, siger Ditte Erichsen.
En lang dyretransport godkendes af Fødevarestyrelsen, hvis udetemperaturerne på den planlagte rute ikke overstiger 30 grader. Men både ingeniørernes modelberegninger og Dyrenes Beskyttelses måling viser altså, at den grænse ikke beskytter grisene godt nok, når transporten holder stille. På den konkrete transport var der 28 grader udenfor, mens der blev målt 37,5 grader hos grisene. Flere af grisene viste tegn på varmestress med hurtig vejrtrækning og åben mund.
Grise er særligt følsomme over for varme, da de ikke er i stand til at svede. Ifølge reglerne må temperaturen hos grisene på transporten som udgangspunkt ikke overstige 30 grader, og kun kortvarigt komme op på 35 grader.
- Det er tydeligt, at den nuværende varmegrænse ikke beskytter dem godt nok, især ikke når transporten står stille, siger Ditte Erichsen, dyrlæge og ekspert i dyretransporter hos Dyrenes Beskyttelse.
Modelberegningen estimerer, hvor varmt der bliver på vognladet ved en given udetemperatur, når der tages højde for den varme, grisene afgiver, samt lastbilens evne til at fjerne varme via mekanisk ventilation.
Der er fokus på to scenarier: ét hvor ventilationskapaciteten kun lige lever op til lovens minimumskrav og ét med næsten dobbelt så stor kapacitet.
I begge tilfælde bliver temperaturen i modellen kritisk for grisene, hvis lastbilen holder stille i én time: Med den lovpligtige ventilation stiger temperaturen til over 35 °C ved 16 °C udenfor. Med dobbelt så kraftig ventilation stiger temperaturen til over 35 °C ved 26 °C udenfor.
Selv med kraftig mekanisk ventilation vil varmegrænsen i teorien kunne blive overskredet i almindeligt dansk sommervejr – hvis bilen står stille i en time.
Varmeudviklingen ved smågrise er ikke systematisk dokumenteret
Smågrise på omkring 30 kilo er de grise, der transporteres flest af. Alligevel er varmeudviklingen i transporter med smågrise ikke blevet undersøgt systematisk i praksis. Det betyder, at der fortsat mangler grundlæggende viden om, hvor hurtigt temperaturen stiger hos grisene.
Temperaturen i grisetransporter bliver godt nok stikprøvevist kontrolleret af Fødevarestyrelsen, men kontrollen bygger på sensorer, der langt fra altid er pålidelige. Stikprøvekontroller i 2022 og 2023 viser, at knap halvdelen af systemerne er fejlbehæftede, hvor nogle sensorer måler forkert, andre virker ikke og flere slår ikke alarm ved kritiske temperaturer.
Samtidig viser et studie fra Aarhus Universitet, at sensorerne, som typisk er placeret i lastbilens ydervægge, ikke retvisende måler temperaturen inde hos grisene. Der kan om sommeren være op til 10 graders forskel på sensorernes måling og den reelle temperatur hos dyrene.
Konsekvensen af dette kan være alvorlig. Transporten kan på papiret fremstå lovlig og forsvarlig, selv når grisene sendes ud i livsfarlig varme. Når kontrollen hviler på målinger, der ikke er retvisende for forholdene hos grisene, risikerer temperaturproblemer at gå under radaren.