Onsdag starter behandlingen af det mest underskrevne borgerforslag, der vil forbedre forholdene for grisene.
Onsdag starter behandlingen af det mest underskrevne borgerforslag, der vil forbedre forholdene for grisene.

Borgerforslag om grise runder 100.000 underskrifter før behandling i Folketinget

Borgerforslag om bedre forhold for danske grise har som det første nogensinde rundet 100.000 støtter. Onsdag begynder den politiske behandling af forslaget.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Det er et rekord-borgerforslag, Folketinget begynder behandlingen af i dag, onsdag. 
Forslaget om bedre behandling af millioner af grise i den danske svineproduktion har, som det eneste, siden ordningen blev indført i 2018, fået opbakning fra flere end 100.000. 

Borgerforslaget indebærer et totalforbud mod halekupering, fuldt stop for fiksering af søer og avl efter alt store kuld. Til gengæld skal grisene have langt mere plads og rodemateriale, end tilfældet er i dag, hvor en gris på 100 kilo har krav på 0,65 kvadratmeter. Dette er minimumsforbedringer, som bringer forholdene i staldene indenfor dyrevelfærdsloven, mener stillerne af forslaget. 

”Danskerne ønsker sig en svineproduktion, som vi kan være bekendt, og det viser den massive opbakning til borgerforslaget. Der er fortsat ingen grise, der har fået det bedre, men det politiske mandat har aldrig været stærkere, hvilket opbakningen til borgerforslaget i den grad illustrerer. Derfor opfordrer vi folketingets medlemmer til at stemme for forslaget", siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

Onsdag formiddag begynder Folketinget behandlingen af forslaget med en offentlig høring. Tilskuerpladserne til høringen er allerede revet væk. Men uden for landstingssalen mødes griseforkæmpere til et arrangement afholdt af organisationer og folk bag borgerforslaget. Her vil der være kor, kaffe og god stemning i anledningen af den historiske mulighed for forbedringer af dyrevelfærden for grisene. 

Borgerforslaget blev stillet i januar af Anders Morgenthaler, Signe Wenneberg, Alexander Holm, Kathrine Lilleør, Mickey Gjerris og Lars Thylander, og de ledende skikkelser fra Greenpeace, World Animal Protection, Anima og Dyrenes Beskyttelse.