Killingerne Charmander, Bulbasaur og Squirtle blev fundet kolde, magre og utrygge i en skraldebil i Skovlunde. I dag er de i pleje og snart er de klar til at finde deres egen familie.
En ganske almindelig morgen i oktober skulle en renovationsarbejder til at køre ud på sin sædvanlige rute, da han pludselig hørte nogle pibende lyde fra skraldebilens lastrum. Han gik på jagt efter lyden og fandt i den fjerneste afkrog tre små kattekillinger. Sorte som natten lå de og rystede, mens de miavede desperat efter deres mor, som ikke var til at finde i nærheden.
Renovationsarbejderen ringede straks til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812. Mens han ventede på, at hjælpen skulle ankomme, fandt han og hans kollegaer en papkasse til de kolde og magre killinger. Her lagde de varme klude og en flaske med varmt vand, så de tre små hurtigt kunne få varmen igen.
Havde det ikke været for renovationsarbejderen og hans kollegaer, som måtte afbryde deres arbejde for at tage hånd om killingerne indtil dyreambulancen ankom, er det ikke sikkert, at de havde klaret den. Deres hurtige reaktion kan meget vel have reddet deres liv.
Da Dyrenes Beskyttelses dyreambulance ankom til renovationsfirmaet i Skovlunde, stod det klart, at killingerne var stærkt medtagne og havde brug for akut hjælp. Ambulancen satte derfor kurs mod Roskilde Internat med kludene fra papkassen og de tre små passagerer om bord. Her stod personalet klar til at tage imod dem.
De blev vurderet til at være mellem 3 og 4 uger gamle, og havde især brug for mælk, varme og tryghed.
Et nyt eventyr
I dag hedder killingerne Charmander, Bulbasaur og Squirtle – opkaldt efter de tre oprindelige start-pokémoner, som repræsenterer hver deres element: ild, græs og vand. De er i pleje hos en plejefamilie, hvor de får den omsorg og stabilitet, som de har brug for, mens de stadig vokser sig større og stærkere.
Ligesom deres navnebrødre er de små killinger på en rejse. Fra en skrøbelig begyndelse til et liv, hvor de langsomt vokser sig stærkere og mere selvstændige. Om en måneds tid er de klar til at begive sig ud på deres næste og måske afsluttende eventyr, når de er gamle nok til adoption og dermed skal finde deres egen familie i et nyt kærligt hjem.