Et kæledyr kan stå øverst på ønskelister hos mange, men det er en dårlig idé som julegave. Dyrene kan ende med at mistrives, fordi den nye ejer ikke har mulighed for at forberede sig på det ansvar, der følger med at passe og pleje et dyr. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man undlader at give dyr i gave.
Julen er hjerternes fest og ofte fyldt med kærlighed, hygge og gaver. Men julegaverne skal ikke indeholde kæledyr. Et nyt medlem af familien kræver nemlig ansvar og tid, hvilket modtageren ikke nødvendigvis er forberedt på.
- Det er meget uansvarligt at give et dyr i julegave, fordi der er risiko for, at en uforberedt ejer ikke er klar til at påtage sig det ansvar, der følger med. Og så er tilvænningen bare generelt stressende for dyret, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.
Kæledyr kræver i den første tid også ro i hjemmet, og der er juletiden ikke det mest optimale tidspunkt. Mange har travlt med at rejse land og rige rundt for at besøge familie, og gæster i huset kan gøre den nye tilværelse endnu mere stressende for dyret.
Internaterne siger nej til dyr i julegave
Hos Dyrenes Beskyttelses internater er det ikke muligt at adoptere et dyr i julegave. I de få tilfælde, hvor folk ringer med forespørgslen om at give et dyr i gave, får de pænt at vide, det ikke er muligt, fortæller internatchef Karina Fisker.
- Vi tager altid en snak med folk om, at et dyr i gave ikke er den rigtige løsning. Når vi adopterer dyr ud, skal det altid være til den, der skal være ejer af dyret. På den måde sikrer vi, at vi finder det rigtige hjem til dyrene på internatet.
Hvis ønsket om et kæledyr skal opfyldes, kan du i stedet give et symbol på det ønskede dyr. Det kan være en hundesnor, en bog om pasning og adfærd eller et hjemmelavet gavekort til en tur ud at møde det nye familiemedlem. På denne måde kan nye dyreejere selv vurdere, hvornår de har tid og overskud til, at et nyt familiedyr flytter ind.
Sådan forbereder du dig på nyt kæledyr
Hvis du får en julegave, der indikerer at familien skal have dyr eller et gavekort, du kan indløse i fremtiden, er der en del faktorer, du skal være forberedt på, inden du anskaffer dig et kæledyr: Hvor meget tid kræver det? Hvor dyrt er det at have? Og hvor længe lever det? Det afhænger alt sammen af dyret.
- Man skal forvente at bruge mindst to timer hver dag på en hund, en kat kan koste mellem 6.000–8.000 kroner om året, og en kanin kan leve i op til 12 år, forklarer Jens Jokumsen, og fortsætter:
- Hele familien skal være klar til at kunne løfte opgaverne, der kommer med det nye dyr - lige fra rengøring, pelspleje og fodring til at kende dyrets sprog og behov.
Kæledyr kræver meget overskud. Alle dyr har helt individuelle behov, som den nye ejer skal være forberedt på at kunne imødekomme, og derfor er det en dårlig idé at forære et dyr i gave, uden at modtageren er forberedt på det.
Du kan orientere dig i vores pasningsvejledninger, hvis du vil klædes ordentligt på, før du køber et dyr. Dem kan du finde her.