40 år. Så længe har Jette og Christian Scheffmann taget sig af vilde dyr, der ikke har kunnet klare sig på egne poter eller vinger. Det er blevet til mange ophold for nødstedte dyr, men spørger man Jette, om hun efter fire årtier har overvejet at stoppe som vildtplejer, er svaret prompte nej.
Viden ændrer vildtplejen
I dag opflaskes rålam ikke på vildtplejestationerne. Fordi de går glip af vigtig læring fra deres mor, klarer de sig dårligere i naturen som voksne. Derfor er fokus på at genforene ungen med moren.
Men det meningsfulde liv har også en bagside. Der er dyr med alvorlige skader og ubarmhjertige skæbner. Især et møde med et rålam i de første år kom til at præge Jettes tilgang til vildtpleje.
– Vi havde fået et helt lille og bedårende rålam ind. Vi kæmpede længe med at få det til at tage imod flaske, og dyrlægen kunne ikke hjælpe. Men det lykkedes endelig, forklarer Jette.
På et tidspunkt gik det dog hurtigt ned ad bakke, og det stod klart, at der ikke var mere at gøre. En nat døde det lille rålam i Jettes arme. Da hun gik i seng bagefter, var det med tårer i øjnene.
– Sådan kunne det jo ikke blive ved. Hvis vi skulle det her, så skulle jeg også kunne klare den svære del af arbejdet.
Jette fortsatte sit arbejde som vildtplejer og i år har hun så 40-års jubilæum. At vildtplejen skulle komme til at fylde så stor en del af hendes liv, lå ellers ikke i kortene.
Vildtplejer guide til dig
- Finder du en dyreunge uden sin mor og far, så er den ikke nødvendigvis i nød. Lad dem være, medmindre dyret helt tydeligt er kommet til skade.
- Giv dyrene gode betingelser for at trives i din have. Hold haven vild, lad græsset gro, skab redesteder med kviste og blade og sæt vand frem.
- Er et dyr i nød eller er du i tvivl, så ring til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812.
To ugler og et TV-program
Faktisk begyndte det hele ved et tilfælde i 1986 med et fældet træ. Mellem grenene sad to små ugleunger, og parret Jette og Christian satte sig for at finde nogen, der kunne hjælpe dem. Kort efter kom de to ugleunger i pleje hos den nystartede forening Vilde Dyr og Fugles Nødhjælp i Faaborg.
Som tiden gik, gled begivenheden i baggrunden. Men et par måneder efter sad parret foran fjernsynet, mens TV-programmet ”Dus med dyrene” tonede frem på skærmen. Og den aften var der en ugle med i studiet.
– Det fik os til at tale om, hvad der mon var sket med de ugler, vi hjalp i pleje. Så vi ringede til Vilde Dyr og Fugles Nødhjælp. Det viste sig, at uglen i studiet var en af ungerne, fortæller Jette
Samtalen førte til, at parret selv begyndte at hjælpe. Først tog de imod vilde dyr og sendte dem videre til en vildtplejer på Fyn, men kort efter blev vildtplejeren syg og stoppede arbejdet.
– Og så måtte nogen andre jo gøre det, fortæller Jette om begyndelsen på parrets liv med vilde dyr i baghaven.
En skøjtebane af fugleklatter
Selvom Jette aldrig har overvejet at stoppe sit store arbejde for dyrene, så var det Christian, der blev grebet først.
– Da vi kastede os ud i vildtpleje, havde vi ikke rigtig nogen forudsætninger for det. Jeg husker tydeligt, da vi fik to ungsvaner indleveret som noget af det første. Jeg tænkte, at vi nok skulle finde ud af det. Vi fik dem installeret ude i vores bryggers og kørte ud til en lokal bondegård og købte korn og halm, fortæller Jette om den spæde opstart.
Og hvis man spørger Jette, om hun kan huske mere om ungsvanerne, så griner hun. For det kan hun helt bestemt.
– Ingen havde fortalt mig, hvor langt en svane kan skide. Så da jeg stod op næste morgen, var bryggersgulvet en skøjtebane af fugleklatter. Og jeg sagde til Christian, at det der – det går ikke.
Derefter fik Christian hurtigt banket en voliere op i baghaven, hvor svanerne kunne flytte ud.
Da vi blev en del af Dyrenes Beskyttelse, blev vi en del af et fællesskab med andre vildtplejere, var i dialog med biologer og kom på kurser. Så var det pludselig ikke bare en pædagog og en elektrikers erfaringer.
Jette Scheffmann. vildtplejer
Fra bryggers til organiseret vildtpleje
Det er en dårlig idé at holde svaner i et bryggers. Det var blot en af mange erkendelser, som parret måtte gøre sig. For i 1986 var der ikke meget viden om vildtpleje, og der var ikke mange at sparre med.
– Vi havde ingen viden i starten, og der var ikke nogen at spørge. Vi måtte prøve os frem og låne bøger på biblioteket om de enkelte dyr. Der var hverken vagtcentral, biologer eller kurser. Og alt var for egen regning.
Heldigvis kom vildtplejeparret langt med gåpåmod, og i 1999 kom vildtplejestationen under Dyrenes Beskyttelse.
– Da vi blev en del af Dyrenes Beskyttelse, blev vi en del af et fællesskab med andre vildtplejere, var i dialog med biologer og kom på kurser. Så var det pludselig ikke bare en pædagog og en elektrikers erfaringer, fortæller Jette.
Alligevel ville hun ikke være de første år foruden. Hun er glad for, at de fik lov til at være med fra start og følge den store udvikling i vildtpleje.
To mennesker – én vildtplejestation
Det er ikke kun Jette, der kan fejre 40-års jubilæum i år. Jette og Christian er et team.
– Vores vildtpleje fungerer udelukkende, fordi vi er to om det. Vi deler opgaverne, og det har vi altid gjort. Jeg kan ikke håndtere en stor svane eller en havørn alene, men det kan Christian. Til gengæld er det mig, der giver flaske om natten og holder styr på journalerne, fortæller Jette.
Det er også derfor, de har kunnet blive ved i så mange år. Ikke fordi arbejdet er let, men fordi de løfter det sammen.
Hvad er en vildtplejer?
En vildtplejer er en frivillig, der tager sig af nødstedte vilde dyr på en vildtplejestation. Målet med vildtplejen er altid, at dyrene igen kan genudsættes i naturen.
I 2025 fik mere end 3.000 vilde dyr fordelt på 120 forskellige arter hjælp på en af Dyrenes Beskyttelses vildtplejestationer.
Er du i tvivl om, hvorvidt et vildt dyr har brug for hjælp, skal du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.
Har du selv tid og plads, og brænder du for at gøre en forskel? Så læs mere om arbejdet, og hvordan du kommer i gang: Bliv vildtplejer
