Aurora led samme triste skæbne som alt for mange dyr i Danmark: Hun blev dumpet og overladt til sig selv i naturen. Heldigvis kom en gruppe bekymrede borgere hende til undsætning.

Det var en kold morgen i begyndelsen af marts, da flere borgere pludselig så fire tamme kaniner hoppe rundt ved en parkeringsplads i Marselisborg Skovene - efterladt og overladt til sig selv.
At skulle klare sig på egne poter i en kold skov, uden nogen erfaring som vildkanin, kunne have haft fatale konsekvenser for kaninerne. Men heldigvis var der hjælp at hente for de fire bløde dyr: Flere bekymrede borgere ringede nemlig til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 - og kort efter kørte en frivillig kredsformand ud til skoven for at indfange kaninerne og bringe dem i sikkerhed hos Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus.
- De var bange og havde meget filtret pels, da de kom ind. Den ene kunne ikke engang åbne øjnene, fordi pelsen dækkede hele dens ansigt. En anden var så sammenfiltret, at den lignede en filtkugle og knap kunne bevæge sig. Det var tydeligt, at ingen havde plejet deres pels længe, fortæller Stine Skov-Jensen, kommunikationsmedarbejder på internatet.
Læs også: Legolas dumpet i busskur

Hun roser de opmærksomme borgere for at handle hurtigt, da de så kaninerne. For tamme kaniner er særligt udsatte i naturen.
- De er vokset op i trygge rammer og slet ikke er vant til at reagere på de farer, der lurer i naturen. Derfor er de et let bytte for rovdyr. Kaniner er desuden vant til altid at have mad i skålen og har derfor ikke samme evne til selv at finde føde. Så det kunne hurtigt være endt helt galt for den lille flok, forklarer hun.
Der var da heller ingen tvivl om, at de fire kaniner tidligere havde været i menneskehænder. Ifølge Stine Skov-Jensen begyndte de allerede efter et par dage at vise tillid over for personalet på dyreinternatet.
- De var helt tydeligt vant til mennesker og vant til at blive rørt. Det er hjerteskærende at tænke på, at nogen bare har efterladt dem i skoven, hvor de ville have svært ved at overleve.

Aurora bar på mere end frygt
Kort efter ankomsten på internatet fik de fire kaniner lavet et sundhedstjek, og her gik det op for dyrlægen, at én af dem, den unge hunkanin Aurora, var drægtig.
– Vi blev overraskede, men vi havde faktisk haft en mistanke. Hendes dievorter var tydelige, og røntgenbilledet bekræftede det: Der var mindst tre fostre. Vi flyttede straks Aurora over i en større voliere, hvor vi kunne lukke døren og give hende ro. Derefter holdt vi øje med hende på afstand, så hun kunne finde tryghed i de nye omgivelser.
Kun en uge efter fødte Aurora fem unger. Desværre var tre af ungerne døde, da personalet mødte ind - formentlig som følge af den voldsomme stress, Aurora havde været udsat for. Men trods den hårde start på livet som mor passer Aurora sine to små med stor omsorg.
- Aurora var i begyndelsen meget forsigtig med sine unger. Når vi kom for tæt på, bed hun os i skoene, og vi måtte være to i indhegningen, hvis vi skulle se til hende. Men nu er hun mere rolig omkring dem. Der er ingen tvivl om, at hun er en god og omsorgsfuld mor, fortæller Stine Skov-Jensen.
Læs også: Fyldt til bristepunktet: Internater vrimler med kaniner på kritisk tidspunkt

Klar til nye kærlige hjem
Efter kort tid i trygge rammer - og med omsorg og pleje fra internatets personale - er tre af de dumpede kaniner blevet adopteret. Ifølge Stine Skov-Jensen har det været vigtigt at finde de helt rigtige og kærlige hjem til kaninerne.
- De her kaniner er blevet svigtet mindst én gang, og det er vigtigt, at de ender hos familier, der kan give dem den pleje og tryghed, de har brug for.
Også Aurora og hendes unger går en ny begyndelse i møde. Når ungerne er blevet lidt større, vil de være klar til adoption og et liv med omsorg – ligesom de andre kaniner.
Læs også: Bliv klar til kanin