Brun og hvid hund i forgrunden med fokus på dens ansigt. En person holder den tæt, mens andre mennesker ses sløret i baggrunden.
Hjemløsedyrlægerne i København består udelukkende af frivillige kræfter: tre dyrlæger og tre veterinærsygeplejersker. De møder både glade hunde og ejere, der gør alt, hvad de kan, for deres dyr. Foto: Thomas Degner/Dyrenes Beskyttelse

En hjælpende hånd til hunde og hjemløse

Den 17. oktober stiller frivillige dyrlæger op med medicintasker og omsorg, når Hjemløsedagen løber af stablen. Her får hunde på gaden den hjælp, de har brug for – og deres ejere lidt ro i maven.

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

For 19. år i træk står Hjemløsedyrlægerne klar til at behandle gadens mange hunde, når Hjemløsedagen traditionen tro løber af stablen den 17. oktober.

Hjemløsedyrlægerne er en gratis dyrlægeservice målrettet hundeejere, der lever på gaden i København. Hvert år stiller de op på Hjemløsedagen med deres mobile service og yder en forebyggende sundhedsindsats.

”Hjemløsedyrlægerne gør ikke kun en forskel for de mange firbenede patienter – det er også en håndsrækning til en sårbar gruppe af mennesker, der får én bekymring mindre, når deres hundes helbred er i gode hænder,” forklarer Cecilia Christensen Karstrup, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse og koordinator for Hjemløsedyrlægerne. 

Sort puddelhund bliver holdt i armene af en mand iført jakke og hættetrøje. En ladcykel ses i baggrunden.
De åbne konsultationer i Ørstedparken er kendt blandt hundeejere, der lever på gaden. Information om tilbuddet spredes gennem gadehjem, herberger og Sociolancen, og mange møder trofast op, når dyrlægerne er til stede. Foto: Thomas Degner/Dyrenes Beskyttelse

 

Også hjælp uden for Hjemløsedagen

Det er dog ikke kun på Hjemløsedagen, at der er hjælp at hente. Hver anden måned er der åben konsultation i Ørstedparken, hvor Hjemløsedyrlægerne står klar med medicintaskerne og tilbyder den behandling, der kan udføres på stedet – typisk vaccinationer, chipmærkning, negleklip og behandling af mindre skavanker.

– Ved de åbne konsultationer foretager Hjemløsedyrlægerne typisk mindre behandlinger. Hvis der er tale om akutte eller mere alvorlige problemer, kan borgerne kontakte Dyrenes Vagtcentral 1812. Dyrenes Beskyttelse hjælper herefter videre, opretter hundenes journaler og kan i nogle tilfælde også hjælpe med transport, fortæller Cecilia Christensen Karstrup.

Stor hund med mørk pels bliver holdt af to personer. Hunden ser rolig og tryg ud og har munden åben som i et smil.
Når Hjemløsedyrlægerne behandler gadens hunde, er det ikke kun dyrene, der får det bedre. Indsatsen giver også en gruppe af samfundets mest udsatte borgere en vigtig tryghed: At deres hunde får den hjælp, de har brug for. Foto: Thomas Degner/Dyrenes Beskyttelse

 

Fokus på hundene – og deres mennesker

Hjemløsedyrlægernes indsats rækker helt tilbage 2006, men fusionerede i 2020 med Dyrenes Beskyttelse. En fusion, der blandt andet betød, at dyrlægerne fik flere ressourcer til at kunne fokusere på det væsentlige: at hjælpe de hunde og deres mennesker, der lever på gaden.

– Dyrenes Beskyttelse hjælper med alt det administrative, blandt andet via fundraising og fondsmidler, og det betyder, at dyrlægerne i højere grad kan fokusere på hundene og deres ejere, siger Cecilia Christensen Karstrup.

I 2022 udvidede Dyrenes Beskyttelse indsatsen til også at omfatte Odense og Aarhus. Det er stadig i sin spæde start, men ifølge Cecilia Christensen Karstrup er håbet, at man også her opnår samme tryghed og tilknytning, som projektet har i København, hvor dyrlægerne kender både menneskerne og dyrene.

Mød nogen af de hjemløse og deres hunde her: Et liv på gaden er ikke et hundeliv

 

Hvid og brun hund med kort pels sidder og kigger ud af billedet. En person holder den blidt i halsbåndet.
Hjælpen fra Hjemløsedyrlægerne stopper ikke, når livet på gaden gør det. Flere hundeejere har stadig brug for støtte, selv efter de er kommet i bolig. Derfor fortsætter dyrlægerne med at hjælpe – så både mennesker og dyr kan komme godt videre. Foto: Thomas Degner/Dyrenes Beskyttelse

Fakta om Hjemløsedagen

  • Hjemløsedagen 2025 afholdes fredag den 17. oktober kl. 12–16 på Rådhuspladsen i København.
  • Dagen markeres i anledning af FN’s Internationale Dag for Bekæmpelse af Fattigdom og sætter fokus på livet som hjemløs i Danmark.
  • Arrangøren bag er SAND – Landsorganisationen for nuværende og tidligere hjemløse

Læs mere om arrangementet her: Hjemløsedagen 2025