I maj måned fløjter den grønbrogede tudse melodisk fra sit vandhul i forsøget på at tiltrække parringsklare hunner. Men der er blevet langt mellem vandhuller og fløjt. Derfor er den i meget stor risiko for at uddø.
Det står sløjt til med gode vandhuller i det danske landskab. Derfor har mange padder det svært, og i særdeleshed lider den ejendommelige grønbrogede tudse under manglen på velegnede ynglesteder.
I maj måneds lune forårsaftener fløjter – eller rettere sagt ”triller” – den grønbrogede tudse i forsøget på at tiltrække hunner, den kan parre sig med. Men der er blevet langt mellem de melodiske triller, som også har givet den kaldenavnet ”fløjtetudsen”.
Grønbroget tudse er kategoriseret som truet på den danske rødliste. Det betyder, at den er i meget stor risiko for at uddø i den danske natur.
Læs også: Hasselmusen er naturens kvalitetsstempel
Camouflagepletter og orangerøde vorter
Den grønbrogede tudse er let genkendelig med sit eksotiske udseende: mørkegrønne ”camouflagepletter” og orangerøde vorter pryder ryggens grålige bundfarve. Bugen er lys, og øjnene er gulgrønne.
Den ligner umiddelbart skrubtudsen i form og størrelse, men den er lidt slankere og har længere ben. Og det er ikke det eneste, der adskiller den fra sine artsfæller: Den grønbrogede tudse kan – i modsætning til mange andre dyr i familien af padder – leve og yngle i brakvand.
Den er mest udbredt i Sydøstdanmark, i kystnære områder på øer som Møn, Lolland, Falster, Sydsjælland, Samsø, Bornholm og på Amager, hvor den foretrækker strandenge, heder og tilmed menneskeskabte ”vandhuller” såsom grusgrave. Den findes slet ikke i Jylland.
Læs også: Moderne landbrug sætter viben i knibe
Lokalbestand ædt op af gedder
Selvom der lokalt kan være en stor bestand af grønbrogede tudser, så ser det katastrofalt ud for arten på landsplan. I områder, hvor den tidligere trivedes, er den nu helt væk. Bestanden er meget følsom over for pludselige ændringer i dens levevilkår.
Som konkret eksempel trivedes en stor bestand i de såkaldte jordbassiner i Stege på Møn, hvor tusindvis af individer hvert år markerede maj måneds forårstemperaturer med deres fløjten. Men særligt udsætningen af sultne gedder i 1990’erne fik på få år barberet bestanden voldsomt ned. I 1999 var der ifølge Naturhistorisk Museum Aahus blot én enkelt tudse tilbage.
Heldigvis er der i dag større fokus på at forbedre levebetingelserne for den grønbrogede tudse med etablering af nye, gode vandhuller, genudsætning og pleje af dens traditionelle levesteder. Men der skal mere til, mener Michael Carlsen.
- Den nuværende indsats er ikke tilstrækkelig, for bestanden af grønbrogede tudser går fortsat tilbage i Danmark. Vi kan dog se, at genetablering af vandhuller og genudsætning af tudserne i disse vandhuller hjælper, siger han.
