Sæl i Skagen
Sæler, der ligger alene på stranden, giver ofte anledning til bekymring, men i langt de fleste tilfælde hviler de sig blot. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Giv sælerne ro i vinterferien

Sæler, der ligger alene på stranden, giver ofte anledning til bekymring blandt danskerne, men sælerne er sjældent i nød. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til at give sælerne ro i vinterferien.

Skrevet af:
Max Hesselager

Allerede i år har Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 håndteret 63 sager om sæler. Her har borgere ringet ind, fordi de har været i tvivl om, hvorvidt en sæl på stranden havde brug for hjælp. I langt de fleste tilfælde viser det sig dog, at sælerne udviser helt normal adfærd og blot hviler sig.

I vinterferien opholder flere mennesker sig i naturen og langs de danske kyster. Derfor forventer Dyrenes Beskyttelse også, at flere vil støde på sæler på stranden – og måske blive bekymrede, hvis de ser en sæl ligge alene.

– Mange mennesker er ikke vant til at se sæler ligge alene på stranden og tror derfor, at de er i nød. Men det er de sjældent. Sæler har brug for at hvile sig på land indimellem og kan ikke opholde sig i vandet hele tiden. Derfor søger de op på stranden for at hvile, forklarer Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Æbler kan gøre vinteren lettere for solsorten

Vinterens sælunger  

Netop i vinter- og forårsperioden er der en særlig grund til at holde ekstra afstand. Gråsæler føder nemlig deres unger i februar og marts, og ungerne kan ofte ses liggende alene på stranden.

– Gråsælens unger bliver født med en hvid pels, som ikke kan tåle vand. Derfor er de nødt til at blive på land i de første 2-3 uger af deres liv. Det er helt normalt, og de er ikke forladte, selvom de ligger alene, forklarer Peter Gravlund Nielsen.

Han understreger, at det netop i disse tilfælde er ekstra vigtigt, at mennesker ikke går for tæt på.

– Hvis du kommer for tæt på, risikerer du at stresse både ungen og moderen. Det bedste, vi kan gøre, er derfor at holde god afstand og lade sælen være i fred.

Den anden sælart i Danmark, spættet sæl, føder først sine unger i juni og juli. Her er situationen anderledes.

– Spættede sæler er klar til at svømme allerede den dag, de bliver født. Derfor kan du godt se spættede sælunger i vandet meget tidligt, uden at det er et problem.

Læs også: Undgå at fodre vandfuglene

Gråsælunge hviler sig på stranden
Gråsælens unger bliver født i februar–marts og opholder sig på land i de første uger. De er sjældent i nød, selvom de ligger alene og hyler. Foto: Henriette Valkema

Hvornår er en sæl i nød?

En sæl har kun brug for hjælp, hvis den har tydelige skader, åbne sår, er viklet ind i noget – eller udviser klare tegn på sygdom.

– Det, at en sæl eller sælunge ligger på stranden og hyler, er ikke i sig selv et tegn på, at den er i nød, siger Peter Gravlund Nielsen.

Hvis du er i tvivl, eller hvis sælen tydeligt er kommet til skade, skal du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812. Herfra bliver oplysningerne videregivet til Naturstyrelsen, som er den eneste myndighed, der må håndtere havpattedyr.

Ser du derimod blot en sæl, der hviler sig på stranden, er den bedste hjælp at give den ro – og nyde synet på afstand.

Læs også: Din nysgerrighed får sælunger til at sulte ihjel: Lad dem være i fred

Sælunger hyler og bjæffer som en naturlig del af deres adfærd. Lydene bruges til at holde kontakt mellem unge og mor.

  • Moderen er ofte i vandet for at jage og kan være væk i længere perioder
     
  • Sælungen hyler for at signalere, hvor den befinder sig

Lydene er ikke et tegn på, at ungen er forladt eller i nød.