musvåge

Musvåge reddet fra at blive skydeskive

Hvis man pludselig får svært ved at flyve, er en skydebane højst sandsynligt det sidste sted, man har lyst til at være strandet. Ikke desto mindre var det skæbnen for en musvåge i november sidste år, som heldigvis blev reddet af dyreambulancen.

Skrevet af:
Anna Dalgaard

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 får hver dag flere hundrede opkald om dyr, der på den ene eller anden måde er kommet i nød og har brug for hjælp. Heldigvis rykker frivillige dyrereddere ud med dyreambulancen og sørger for, at dyrene kan komme på benene igen.

Af de mere end 70.000 sager, som Vagtcentralen 1812 fik sidste år, drejede 29,18 % af henvendelserne om vilde fugle. En af dem var en musvåge, som havde forvildet sig ind på skydebanerne i Københavns Skyttecenter.

musvåge 2.jpg

Reddet af dyreambulancen

Det var onsdag d. 21. november, at den frivillige dyreredder, Bragi Róbertsson, blev kaldt ud til Københavns Skyttecenter:

”Den stakkels fugl kunne tilsyneladende ikke rigtigt flyve, så det lykkedes mig at indfange den, og da jeg undersøgte den, virkede den afmagret og en smule spidsbrystet. Så jeg valgte at køre den direkte til Roskilde Vildtplejestation,” fortæller Bragi Róbertsson.

På vildtplejestationen i Roskilde tog de imod musvågen. De gav den noget at spise, så den kort tid efter havde fået energi nok til at komme ud i naturen igen.

Hvis man ser et dyr i nød, kan man altid ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, uanset om det er en hastesag eller blot for at få vejledning.