Hund i mørket
Efteråret er over os, og de kortere dage betyder, at flere hundeluftninger foregår i mørke. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse hundeejere til at udstyre deres hunde med lys og reflekser, så de er lettere at få øje på i trafikken. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Sådan passer du på din hund i mørket

Når efterårsmørket lægger sig over land og by, bliver det sværere for bilister og cyklister at få øje på din hund i trafikken, men med nogle enkle forholdsregler kan du gøre gåturen mere sikker for både dig og din hund. Her kan du læse vores guide til trygge gåture i mørket.

Skrevet af:
Max Hesselager

Kalenderen siger oktober og det er næppe gået nogen hundeejers snude forbi, at mørket har sneget sig ind på både morgen- og aftenturen. Når dagslyset svinder, stiger risikoen for, at din hund kommer til skade i trafikken.

I 2025 registrerede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 i alt 117 sager om påkørte hunde. Hundepåkørsler kan have alvorlige konsekvenser, men heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at passe på dig selv og din hund, når I bevæger jer ud i mørket. 

Her får du fem gode råd til en mere sikker luftetur.

Læs også: Regler for hundeavl: Hundeejere og opdrættere skal sikre hundenes sundhed

Hund på en mørk vej
Når efterårsmørket sænker sig, kan din hund hurtigt forsvinde blandt vejens mørke silhuetter. Foto: Sofia Inductgroup

1. Sørg for, at din hund har lys på

En hund kan være svær at få øje på i mørket, særligt hvis den har mørk pels eller bevæger sig langs en dårligt oplyst vej. Derfor er det en god idé at udstyre hunden med en lille lygte eller et lyshalsbånd, når I går tur i skumringen eller efter mørkets frembrud. 

–  Mange tror, at gadelys er nok, men i praksis kan hunden stadig være næsten usynlig, indtil det er for sent. En refleks eller en lampe kan give bilisten de få sekunder, der skal til for at reagere, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Ny sæson af Hundepodcasten skal forebygge problemer i hundelivet

Hund med reflekshalsbånd og reflekssnor
Med reflekssnor- og halsbånd er din hund godt klædt på til vinterens mørke timer. Foto: Jayson Hinrichsen

2. Husk reflekser på både hunden og dig selv

Lys på hunden kan med fordel suppleres med reflekser. 

Et reflekshalsbånd, en refleksvest eller en reflekssnor gør det lettere for bilister og cyklister at få øje på din hund, når lyset fra deres lygter rammer reflekserne.

– Hunde befinder sig tættere på jorden end mennesker og er derfor sværere for bilister at få øje på. Med reflekser kan man være med til at kompensere for den forskel og gøre hunden langt mere synlig i trafikken, forklarer Jens Jokumsen.

Men det er ikke kun hunden, der skal kunne ses. Som hundeejer bør du også gøre dig synlig med en refleksvest eller reflekser på overtøjet, så andre trafikanter lettere kan få øje på jer begge.

Læs også: Vinterhalvåret byder på mere frihed for strandglade hunde

Hund i mørk storby
Uden lys forsvinder hunden hurtigt i trafikkens mørke randzoner. Her er den meget svær for bilisterne at få øje på. Foto: Georges Malher
  • Lamper og lyshalsbånd til hunde: Kan købes i dyrehandlere og i Dyrenes Beskyttelses webshop.
     
  • Reflekser til hunde: Reflekshalsbånd, refleksveste og reflekssnore kan findes hos de fleste større dyrehandlere og i webshops med hundeudstyr.
     
  • Refleksveste til hundeejere: Kan blandt andet købes i sportsbutikker, cykelbutikker og byggemarkeder.

    Tip: Reflekser virker ved at tilbagekaste lys fra eksempelvis billygter, mens en lygte udsender sit eget lys. Brug derfor gerne begge dele, og vælg udstyr, der er synligt fra flere sider og sidder behageligt på hunden.

3. Hold hunden i kort snor nær trafikken

Selv den mest velopdragne hund kan reagere uventet. Derfor er det vigtigt at holde hunden i kort snor, når I færdes tæt på trafikken.

– Når en hund får øje på en kat eller en ræv, reagerer den instinktivt. Er snoren lang, og ejeren uopmærksom, kan den nå ud på vejen, før du når at reagere, forklarer Jens Jokumsen.

Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse at bruge en almindelig, fast snor frem for en flexline langs trafikerede veje. Det giver dig bedre kontrol over hundens bevægelser og mindsker risikoen for, at den pludselig løber ud på vejen.

Læs også: Dyrebare oplevelser i efteråret

Rød lampe til hunden
Med et sikkerhedslys på din hund gør du lufteurene i mørket langt mere sikre. Find det i din lokale dyrehandler eller i Dyrenes Beskyttelses webshop. Foto: Dyrenes Beskyttelse

4. Læg telefonen 

En sikker gåtur handler ikke kun om at være synlig. Det handler også om at være opmærksom.

Når du kigger ned i telefon, kan du overse både trafikken og hundens signaler. Og hvis hunden pludselig reagerer på noget i omgivelserne, kan situationen hurtigt udvikle sig.

Lad derfor telefonen blive i lommen, og hold øje med både hunden og trafikken, når I er ude at gå.

Læs også: Hundeskoven: Det skal du vide

Hund
Hold øje med din hunds signaler på gåturen. Den kan hurtigt reagere på noget i omgivelserne, og derfor er det vigtigt at være opmærksom, særligt når I færdes tæt på trafikken. Foto: Sydney Rae

5. Vælg en sikker rute

Tænk også over, hvor du går tur med hunden, når mørket er faldet på.

Vælg så vidt muligt ruter med fortove, stier og god belysning. På veje uden fortov bør du gå i venstre side, så du kan se den modkørende trafik, og holde hunden længst væk fra bilerne.

Vær særligt opmærksom ved vejkryds, indkørsler og andre steder, hvor biler og cyklister kan komme tæt på.

Med lidt ekstra omtanke kan du gøre meget for, at både du og din hund kommer sikkert hjem fra de mørke gåture.

Læs også: Dyreredderens travle døgn

  • Sørg for, at hunden har en lygte eller et lyshalsbånd på.
  • Brug reflekser på hundens halsbånd, sele eller snor.
  • Tag selv en refleksvest på, eller brug reflekser på overtøjet.
  • Hold hunden i kort snor nær trafikken.
  • Vælg så vidt muligt oplyste stier og fortove.
  • Læg telefonen væk, og vær opmærksom på omgivelserne.