Selvom sorte katte fylder godt op på landets dyreinternater, så står de alligevel ikke forrest i køen, når familier skal vælge en kat. Dårlige evner foran et kamera og overtro bærer måske skylden
Halloween er over os, og det betyder flere dage, hvor danskernes overtro får frit spil. Men overtroen begrænser sig imidlertid ikke kun til højtiden. Den spiller muligvis også ind, når vi skal bestemme os for at udvide familien med en kat.
Kattes farve og tegninger i pelsen spiller en væsentlig rolle, når familier vil adoptere en kat fra ét af landets dyreinternater, lyder det fra familiedyrschef Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse. Og her kan gammel overtro pludselig få indflydelse.
”Det kan spille ind, at sorte katte i den vestlige kultur historisk set er forbundet med uheld, hekseri og overtro. Men det er et forkert grundlag at vælge en kat på,” siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
- Vælg et sted i hjemmet, der kan være privat for katten. Her skal den kunne få ro fra både børn, gæster og andre dyr i hjemmet.
- Sørg for, at hjemmet er kattesikkert. Fjern alle potentielle farer – så som rengøringsmidler, kemikalier, ting der kan vælte, og giftige planter.
- Lav et godt skjulested. En hule oven på et højt møbel er ideelt, fordi katten får både tryghed og overblik.
- Sørg for, at katten har adgang til mad- og vandskål samt et godt kradsetræ til kløer.
- Giv katten legetøj, den selv kan underholde sig med – gerne noget, der aktiverer den, når du ikke er hjemme.
Sorte katte er ikke fotogene
I middelalderen mistænkte kristne det behændige rovdyr for at stå i ledtog med djævelen, og i mange tilfælde blev den forbundet med skummelt hekseri.
Derfor blev den sorte kat udsat for alverdens uhyrligheder. Bare tænk på fastelavnstraditionen med at slå katten af tønden for at jage det onde væk. Herhjemme brugte man levende katte helt frem til 1800-tallet. Så vidt kommer det heldigvis ikke i dag, og Halloween har heldigvis heller ikke katteplageri på tapetet.
Men det dårlige omdømme hænger alligevel ved. Mange danskere skynder sig fortsat at sende en spytklat over skulderen, når en sort kat krydser vejen. Så skulle uheldet være afværget.
Det er imidlertid ikke kun gammel overtro, der kan spille ind, når vi skal beslutte, hvilken farve kat, der skal med hjem hos familien. De sorte katte har også andre ulemper at kæmpe med.
”Vi hører ofte, at folk synes de sorte katte kan virke lidt udtryksløse på grund af den sorte pels – især på billeder,” fortæller Carina Løkkegaard, der er dyrepasser på Roskilde Internat.
Familiedyrschef, Jens Jokumsen, bakker op.
”Visuelt er det sværere at aflæse kattens udtryk og kropssprog, når pelsen er helt sort - særligt i et miljø på internatet, hvor der er flere katte at sammenligne med,” siger han.
Sort kat slår prinsen på den hvide hest
Der er dog absolut ingen grund til at vælge den sorte kat fra, mener familiedyrschefen og dyrepasseren.
”Det er langt vigtigere, hvad det er man som katteejer kan tilbyde en kat, og om det så passer til den enkelt kats adfærd, personlighed og behov,” siger Jens Jokumsen.
Dyrepasser Carina Løkkegaard tilføjer endnu et argument for at elske den sorte kat mindst lige så højt som den grå, hvide, stribede eller røde.
For det kan godt være, man i gamle dage mente at hekse med sorte katte var farlige – men i dag ved man, at det bare er stærke kvinder med god smag i kæledyr, påpeger hun.
”Så den moderne singlekvinde behøver ikke en prins på en hvid hest – hun klarer sig fint med en sort kat på sofaen. Ingen drama, bare en kat, snacks, ro og fred,” griner hun.