Gris på transport kigger ud mellem tremmer
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Temperaturtjek: Grise gisper efter vejret og slås om vandet på varm transport

Grisene viste tegn på varmestress, da Dyrenes Beskyttelse undersøgte en transport på en sommerdag. Temperaturen hos grisene blev faretruende høj, selvom ventilationen kørte og lastvognen stod i skyggen. Dyrene svigtes systematisk, lyder kritikken

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Grisen gør ikke meget væsen af sig, mens den lider i varmen. Den ligger på siden med hovedet hvilende på en anden gris. Men ved nærmere eftersyn trækker den vejret hurtigt og med åben mund. Det gør den ikke bare for at køle sig, som når en hund halser på en varm dag. Det er alvorlige tegn på, at dens krop kæmper for at komme af med varmen. De høje temperaturer i lastvognen er ikke bare ubehagelige. Det er en voldsom fysisk belastning, der hurtigt kan blive meget alvorlig for grisen.

Lastvognen med grisen holder stille på vogndækket på færgen fra Rødby til Puttgarden. Det er en lun sommerdag, lige før hedebølgen sydfra ruller hen over Danmark. Med på færgen er også et hold fra Dyrenes Beskyttelse, som vil undersøge forholdene hos grisene. For selvom transporten med 706 grise er godkendt til at køre til Polen, er turen langt fra risikofri. Og lige her på vogndækket bliver det tydeligt, at politikere, myndigheder og svineproducenter svigter de grise, der sendes på langfart.

Holdet af dyrlæger og journalister måler op til 37,5 grader hos grisene, selvom ventilationen kører på fuldt tryk, og vognene er skærmet mod solen. På færgens vogndæk måles temperaturen til 28 grader.

Grisene trækker vejret hurtigt, flere med åben mund. Enkelte grise har fråde om munden. Belægningen på de nederste dæk, som er de eneste, holdet kan se, er samtidig så høj, at det i flere afdelinger er svært for grisene at lægge sig i sideleje eller adskilt fra hinanden.

Som minutterne går på overfarten, begynder flere af grisene at slås. Tilsyneladende om pladserne tæt på åbningerne i siden af vognene, hvor temperaturen er lavest, og drikkeniplerne med vand er installeret.

Temperaturen måles løbende, og dyrenes adfærd optages på video under hele overfarten. Oplevelsen gør indtryk på holdets to dyrlæger.

- Man behøver ikke udstyr for at konstatere, at det bliver alt for varmt for grisene, når transporten holder stille. Varmen står jo ud af vognene, og det bliver tydeligt værre undervejs på overfarten, siger Ditte Erichsen, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.

Der findes ingen studier af varmeudviklingen på transporter med smågrise. Men beregninger bestilt af Dyrenes Beskyttelse viser, at temperaturen i en stillestående grisetransport kan stige til kritiske niveauer, selv når udetemperaturen ikke virker ekstrem. Med kraftig mekanisk ventilation kan temperaturen ifølge beregningen komme over 35 grader efter en times stilstand ved 26 grader udenfor.

På færgen fra Rødby til Puttgarden var vogndækket 28 grader varmt. Alligevel målte Dyrenes Beskyttelse op til 37,5 grader hos grisene, mens ventilationen kørte på fuldt tryk.

Sendes afsted mod al fornuft

Der skal meget til at køle den tæt pakkede metalkonstruktion med flere hundrede levende dyr, der selv afgiver varme, fugt og CO2, mens de står tæt sammen i fem etager. Når lastvognen kører, kan luftstrømmen gennem vognen hjælpe noget. Men når transporten holder stille – i kø, ved grænsen, på en rasteplads eller som her på et færgedæk – bliver grisene afhængige af den mekaniske ventilation. Chaufføren på transporten har da også tændt for ventilationen under overfarten, men det hjælper alt for lidt.

- Chaufføren gør jo alt, hvad der er i hans magt for at hjælpe grisene. Han har tændt for ventilationen, åbnet for vandet og holder øje med dyrene. Men det er bare slet ikke nok. Og næste gang risikerer transporten at holde stille endnu længere tid i en kø i 30 grader under den bagende sol, siger Ditte Erichsen, der ligesom sin kollega på turen har en fortid som kontrollerende embedsdyrlæge i Fødevarestyrelsen.

Temperaturerne målt i vognene ligger over den lovlige grænse. Ifølge reglerne må temperaturen i vognladet højst være 30 grader – kortvarigt op til 35 grader. Men på færgedækket måler Dyrenes Beskyttelse aldrig under 30 grader og op til 37,5 grader hos grisene.

Alligevel er transporten godkendt af Fødevarestyrelsen til at køre de 18 timer til Polen. De knap 9000 grisetransporter i sommermånederne forhåndsgodkendes, så længe der ifølge vejrudsigten ikke forventes over 30 grader på ruten. Men virkeligheden på færgedækket afslører, at reglerne kun beskytter grisene nogenlunde, hvis transporterne ikke holder stille på turen.

- Selv hvis transporten drøner afsted på hele ruten, kan der blive ubehageligt varmt for grisene. Og så snart den holder stille, stiger risikoen for varmestress voldsomt. For grise som dem her på færgen er reglerne, kontrollen og alt papirarbejdet kun til pynt, siger Ditte Erichsen.

Hver måned sendes over en million danske smågrise afsted på op til 24 timers transporter, fordi der er profit i at opfede og slagte dem i udlandet.

Det er grisen, der betaler prisen med risiko for tørst, udmattelse og overophedning.

Under folketingsvalgkampen 2026 lovede et flertal af politikerne bedre forhold for grisene. 

Nu skal løfterne omsættes til handling.