De danske myndigheder har meget svært ved at stille udenlandske transportører til regnskab for lovovertrædelser. Det er et problem, som kun bliver større af, at langt de fleste transporter til udlandet af danske grise udføres af udenlandske transportører.
De danske myndigheder har meget svært ved at stille udenlandske transportører til regnskab for lovovertrædelser. Det er et problem, som kun bliver større af, at langt de fleste transporter til udlandet af danske grise udføres af udenlandske transportører.

Transportører går fri for straf: Politiet dropper sager om alt for varme grisetransporter

Politiet henlægger nærmest samtlige sager om grisetransporter til udlandet, hvor den lovbestemte temperaturgrænse overskrides, og transportørerne straffes ikke, viser aktindsigter.

Skrevet af:
Christian Emil Holm

Det har nærmest ingen konsekvenser for transportfirmaer at fragte levende grise på transporter, der er varmere end loven tillader og til stor risiko for dyrene. 

For selv når det opdages, at dyr er blevet transporteret i timevis under temperaturer, der langt overskrider de lovbestemte grænser, slipper transportørerne for straf.

Det viser en gennemgang af politianmeldte sager vedrørende temperaturforhold på grisetransporter i sommermånederne 2022, som Dyrenes Beskyttelse har foretaget ved at søge aktindsigt hos Fødevarestyrelsen.

Aktindsigterne viser, at Fødevarestyrelsens EksportKontrolCenter (EKC) politianmeldte 21 sager om voldsomt varme grisetransporter fra juni, juli og august 2022. I de 15 sager, hvor der er truffet afgørelse, er der kun udstedt én bøde. De resterende 14 sager blevet henlagt af politiet. Seks af sagerne var fortsat under behandling hos politiet, da Dyrenes Beskyttelse modtog aktindsigterne i november.  

”Det skriger jo til himlen, at det er risikofrit at stuve hundredvis af grise sammen på ladet af en glohed lastbil og køre dem på tværs af Europa uden at skæve til lovgivningen på området. Det er et kæmpe hul i loven, hvis myndighederne ikke kan retsforfølge transportørerne, når der bliver konstateret brud på loven, som har så store dyrevelfærdsmæssige konsekvenser”, siger Ditte Erichsen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse. 

Det hører ingen steder hjemme, at danske grise bliver transporteret hele vejen til Italien eller Kroatien, men at der ikke kan placeres et ansvar, så snart de har krydset grænsen i Padborg.

Ditte Erichsen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse

Udenlandske transportører går fri

Den ene udstedte bøde i sagerne er udskrevet til en dansk transportvirksomhed, mens samtlige af de henlagte sager omhandler udenlandske transportører. 

At de konkrete sager er blevet henlagt, begrundes blandt andet med at den forventede straf ikke står mål med ressourceforbruget, eller at sagerne risikerer at blive forældede. Men langt de fleste af sagerne er faldet til jorden enten fordi forseelsen er foregået i udlandet, fordi transportfirmaerne ikke har tilknytning til Danmark, eller fordi transportfirmaet simpelthen ikke er vendt tilbage på Politiets henvendelser. Det fremgår af orienteringer fra Politiet til Fødevarestyrelsen, som Dyrenes Beskyttelse har fået indsigt i. 

De danske myndigheder har med andre ord ekstremt svært ved at stille udenlandske transportører til regnskab for lovovertrædelser. Det er et problem, der ikke bliver mindre af, at udenlandske transportvirksomheder står for langt størstedelen af alle transporter af danske grise. 

”Det hører ingen steder hjemme, at danske grise bliver transporteret hele vejen til Italien eller Kroatien, men at der ikke kan placeres et ansvar, så snart de har krydset grænsen i Padborg,” siger Ditte Erichsen og påpeger, at den danske griseeksport selvsagt foregår på tværs af grænser, og at myndighedernes muligheder for at sanktionere for lovovertrædelser er nødt til at afspejle det. 

”Det her viser med al tydelighed, at der er akut behov for øgede beføjelser og bedre samarbejde mellem myndighederne i de forskellige EU-medlemslande, så de, der bryder loven, kan stilles til ansvar,” siger Ditte Erichsen. 

Når en dyretransport er planlagt til at vare mere end otte timer, skal transportøren udfylde og aflevere en logbog for turen hos de relevante myndigheder, som skal forhåndsgodkende logbogen, inden dyretransporten kan gennemføres. 

Efter at en dyretransport er gennemført kan myndighederne udføre en såkaldt returlogbogskontrol for at sikre, at turen rent faktisk forløb efter planen, og at der ikke er sket overtrædelser af lovgivningen i forhold til turens varighed eller temperaturgrænse.

De danske myndigheder hjemkalder og kontrollerer samtlige logbøger fra ture udført af danske transportører, mens kontrollen af dyretransporter udført af udenlandske transportvirksomheder foregår som stikprøver. De danske myndigheder kontrollerer således op til 30 procent af dyretransporter udført af udenlandske firmaer for lovovertrædelser.

Langt de fleste transporter til udlandet af danske grise udføres imidlertid af udenlandske transportører.

Ingen afskrækkende effekt

De høje temperaturer kan have store konsekvenser for grisene. Grise er nemlig meget varmefølsomme dyr, som har svært ved at komme af med overskydende kropsvarme, fordi de ikke har svedkirtler ligesom mennesker. 

De køler sig på andre måder for eksempel ved at rulle sig i noget vådt og dermed sænke kropstemperaturen eller ved at lægge sig på siden på et køligt underlag. Dette kan ikke lade sig gøre på en tætpakket lastbil, hvor grisene er stuvet tæt sammen på meget lidt plads med hundredvis af artsfæller, som også afgiver en masse varme. 

Når grisene udsættes for høje temperaturer og ikke har mulighed for at køle sig ned kan det føre til varmestress; åndenød, kredsløbskollaps og i værste fald en lidelsesfuld død. 

Hver måned sender danske svinebønder over en million smågrise ud på transporter, der kan vare op til 24 timer.
Der er nemlig ekstra profit i at få grisene opfedet og slagtet i udlandet.

Men grisen betaler prisen med risiko for tørst, udmattelse og overophedning.
Det er nu, EU-politikerne ser på lovgivningen og nu, du kan gøre en forskel for grisene.

For høje temperaturer under transport anses som en alvorlig overtrædelse og politianmeldes som hovedregel af Fødevarestyrelsen. Men når sagerne en sjælden gang fører til straf, er konsekvenserne for transportfirmaerne til at overse. 

Den danske transportvirksomhed fik således en bøde på 7.000 kroner for at have udsat grisene for højere temperaturer end de tilladte 30 grader i mere end 10 sammenhængende timer.

”Det er svært at se, hvordan en bøde på 7.000 kroner skulle have nogen form for afskrækkende effekt. Og beløbet står på ingen måde mål med den lidelse, som de mange grise har været udsat for i den høje varme,” siger Ditte Erichsen. 

Det fremgår ellers af EU’s transportforordning, at medlemsstaternes sanktioner skal være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende.