Frivillige ildsjæle for dyrene er uundværlige for Dyrenes Beskyttelses arbejde for at sikre bedre dyreliv. Desværre har vi måttet sige farvel til en mangeårig og betydningsfuld frivillig, Doris Pollas.

Doris Pollas, æresmedlem i Dyrenes Beskyttelse, er den 5. juni 2025 gået bort i en alder af 101 år.
Hun var i sandhed dyrenes ven og beskytter. I intet mindre end 35 år arbejdede hun som frivillig kredsformand i Dyrenes Beskyttelse og har drevet såvel hundepension som kattehotel.
Giv mig ti hunde
Doris har altid interesseret sig for dyr og blev i 1940 uddannet landvæsenselev. Hun arbejdede som medhjælper på flere jyske gårde, hvor hun havde ansvar for hestene. Hun forlod dog landbruget i 1948 til fordel for restaurationsbranchen og drev siden to kroer. Men dyrene kunne hun ikke slippe.
- Ansvaret for et barn vil jeg slet ikke kunne påtage mig, men giv mig ti hunde - dem skal jeg nok ordne, har Doris tidligere forklaret.
Hun åbnede derfor også en hundekennel og et pensionat i Brande, og senere et kattehotel i Silkeborg. Og da en bekymret nabo i starten af 1980'erne ringede til hende om et dyr i nød, rykkede hun ud og endte med at blive frivillig for Dyrenes Beskyttelse i Århus.
Læs også: Vil du være med til at gøre en forskel?
Udbredte kendskabet
Men Doris reddede ikke kun dyr. I 1980’erne og 1990’erne kørte hun landet tyndt med en udstillingsbil til markeder, udstillinger og byfester, hvor hun repræsenterede Dyrenes Beskyttelse med stor integritet og vedholdenhed og udbredte kendskabet til foreningens arbejde.
Hendes mangeårige bidrag har haft stor betydning, og hendes indsats vil blive husket med taknemmelighed.
Æret være Doris' minde.
Nedenfor kan du se den film, vi lavede i forbindelse med Doris' dobbeltrunde fødselsdag sidste år.