Pattegrise, der bliver taget fra soen, er den gruppe af grise, der får mest antibiotika i de danske stalde på grund af fravænningsdiarré. For at komme diarréen til livs flokbehandler man grisene - og det er skidt for udviklingen af resistente bakterier.
Resistens over for antibiotika er en af vor tids største sundhedstrusler. Allerede nu dør 1,2 millioner mennesker årligt, fordi bakterier har udviklet resistens over for behandlinger, der ikke længere har samme, hvis nogen, effekt, vurderer forskere.
Graden af antibiotikaresistens har en direkte forbindelse til svinestaldene. Hver gang man øger brugen af antibiotika til dyr, vokser antibiotikaresistensen, og derfor er det problematisk at danske grise får over 73 ton antibiotika om året, svarende til lidt over halvdelen af Danmarks samlede forbrug.
Særligt stort er forbruget til pattegrise, der bliver taget fra soen og skal vænne sig til at spise foder i stedet for mælk, inden deres tarmsystem er klar til det. I 2024 fik fravænnede grise 43 ton antibiotika.
Tidlig fravænning og diarré
Grise fravænnes, når de er mellem tre og fire uger gamle. Ifølge lovgivningen skal de have lov at die hos soen i 28 dage, før de fjernes. Men i den konventionelle produktion er det normal praksis at flytte grisene allerede efter 21 dage. Det må man, hvis pattegrisene flyttes til en specialiseret stald. Specialiseret skal her forstås som en stald, der er adskilt fra staldene, hvor der holdes søer, og som er renset og desinficeret for at minimere overførslen af sygdomme.
Men pattegrisene bliver syge. Overgangen fra modermælk til fast føde er hård for grisens mave- og tarmsystem, der ikke er fuldt udviklet. Den skal give afkald på de beskyttende antistoffer, der er i soens mælk. Og selve flytningen er stressfuld for grisen, der placeres i et nyt miljø med hundredvis af fremmede smågrise.
Det er oftest i perioden fra tre til ti dage efter fravænningen, at pattegrisene rammes af fravænningsdiarré. En sygdom, der skyldes en overvækst af skadelige bakterier i fordøjelsessystemet, ofte colibakterier, og som følger af et skift i miljø og foder. Fravænningsdiarré giver dehydrering, grisene vokser ikke, og i de værste tilfælde dør grisen.
Flokmedicinering er udbredt
Fravænningsdiarré bliver behandlet med antibiotika. Hvis over 15 pct. af grisene i stien er ramt, anbefaler Landbrug & Fødevarer, at svineproducenten flokmedicinerer. Det kan ske ved at installere en medicinblander, der sender antibiotika gennem vandrørene, så alle grisene i en del af stalden får antibiotika i deres drikkevand.
Det er ikke unormalt, at 200-300 grise behandles på én gang. Også selvom en stor del af dem altså ikke er syge.
Når mennesker behandles med antibiotika, er man anderledes påpasselig. Man forsøger at tilpasse den antibiotiske behandling specifikt til de bakterier, en patient er syg med. Og man bruger så lidt antibiotika som muligt.
Med den upræcise flokbehandling af grise risikerer man blandt andet, at de syge grise ikke får nok antibiotika til, at bakterierne, der gør dem syge, dræbes. Underbehandlingen giver bakterierne mulighed for at “lære” at overleve behandlingen. De udvikler resistens.
Tættere på antibiotikafri svineproduktion
I Danmark har Etisk Råd i en rapport om antibiotikaresistens skrevet, at sundhedsrisikoen er så stor, at det ”kan begrunde forholdsvis gennemgribende ændringer i måden man holder dyr og producerer animalske fødevarer på”.
For det første bør man stoppe med at flokmedicinere. Dansk forskning har vist, at forbruget af antibiotika til behandling af fravænningsdiarre kan sænkes med op mod 75 procent, hvis svineproducenten sørger for at behandle den enkelte syge grise med en injektion med antibiotika fremfor at flokbehandle.
Samtidig bør man have øje for, at mild diarré som regel går over af sig selv og ikke kræver behandling med antibiotika. Det er de ”nedstemte, afmagrede eller dehydrerede” dyr, der skal medicineres.
Frisk luft, motion og senere fravænning
Etisk Råd peger også på, at økologerne lykkes med at producere grise med langt mindre brug af antibiotika. Fravænningsgrise i økologisk svineproduktion får kun 6,7 procent af mængden, der bruges til konventionelle fravænningsgrise.
I økologien lever soen og smågrisene udenfor. ”Frisk luft, motion og en lang dieperiode er medvirkende til, at forbruget af antibiotika og anden medicin er særdeles lavt i økologisk griseproduktion,” skriver Landbrug & Fødevarer.
Pattegrisene får lov at blive hos soen, til de er mindst syv uger gamle. Fravænningen sker ikke abrupt, men ved at de langsomt vænnes til foder. De går i det fri og roder i jorden. Alt sammen er faktorer, der styrker deres immunforsvar.
Hvis en økologisk gris bliver behandlet med medicin, for eksempel antibiotika, skal der gå dobbelt så lang tid, før den må slagtes, end hvis grisen kom fra den konventionelle produktion.
Og slagtegrise, der er behandlet med antibiotika mere end én gang, må slet ikke sælges som økologiske.
Industrien taler også om senere fravænning
I foråret 2022 afholdt Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) en debat om brugen af antibiotika i den danske svineproduktion, hvor blandt andet landmænd, dyrlæger, rådgivere og forskere deltog.
Her blev højere fravænningsalder også nævnt som et tiltag, der kan mindske behovet for antibiotika. Blandt andet fortalte deltagere, at foderskift i nogle besætninger ”nærmest betragtes som en sygdom, fordi man ved foderskift må give antibiotika for at undgå diarré”.
En anden sagde, at ”hvis grisenes tarme ikke er modne til fast føde på fravænningstidspunktet, så kan man argumentere for, at det er forventeligt, at de får diarré”.
Man kan også kigge til Sverige, hvor grisene generelt har en højere fravænningsalder, mere plads i staldene, og hvor en so føder færre grise og derfor har bedre mulighed for at passe sine unger. Her bruger man en tredjedel mindre antibiotika pr. kilo svinekød end i Danmark.