Fuldvoksen sildehaj filmet fra siden af.
Den store sildehaj er hjemmehørende i danske farvande, men overfiskeri har sat dybe spor i bestanden. Nu kan arten være på vej tilbage. Foto: Andy Murch

Danmarks mystiske haj viser tegn på comeback

Sildehajen er et usædvanligt stort mysterium i den danske natur. Den kan blive tre en halv meter lang og forsvinde en kilometer ned i mørket. Store dele af dens liv kender vi stadig meget lidt til, selv om vi engang var tæt på at fiske den væk fra vores farvande.

Skrevet af:
Max Hesselager

De store, sorte øjne gennemsøger vandet. Det er nat i Skagerrak og en 200 kilo tung haj svømmer afsted få meter under overfladen på jagt efter makrel og sild.

Den kan ligne en mindre udgave af hvidhajen, men hajen her er ikke en eksotisk gæst fra varmere farvande. Den hører naturligt hjemme i havet omkring Danmark.

Alligevel lever sildehajen store dele af sit liv uden for vores blik.

Om natten søger den højere op i vandet for at jage, mens den om dagen forsvinder langt ned i dybet, hvor vi mennesker må nøjes med at gisne om, hvad den foretager sig.

– Sildehajen er en af de arter, vi ved overraskende lidt om, fordi så meget af dens liv foregår langt ude på havet og på store dybder. I en årrække forsvandt den stort set fra vores farvande på grund af målrettet fiskeri, men nu ser vi tegn på, at den er ved at komme sig, fortæller Alexander Ben Embarek, konsulent for fisk og havmiljø i Dyrenes Beskyttelse.

I dag findes sildehajen i Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat, men den er langt sjældnere end tidligere. Arten er vurderet som sårbar på Den Danske Rødliste, efter at årtiers fiskeri har presset bestanden voldsomt tilbage.

Læs også: Fødevaresystemet skal ændres: Ni anbefalinger viser vejen frem

Den danske natur er i krise. Vores vilde dyr mangler levesteder, og arterne er under massivt pres fra menneskelige aktiviteter som intensivt land- og skovbrug, overfiskning, forurening og bebyggelse.

Derfor sætter Dyrenes Beskyttelse hver måned fokus på et truet dyr. Denne måned sætter vi fokus på sildehajen, som er vurderet som sårbar på Den Danske Rødliste og dermed hører til blandt de truede arter i Danmark.

• 403 arter forsvundet fra den danske natur (RE)
• 387 arter kritisk truede (CR)
• 688 arter truede (EN)
• 857 arter sårbare (VU)

OBS: Kun en del af arterne i Danmark er vurderet. Det reelle antal truede og forsvundne arter kan derfor være højere.

Hajen der leger med tang

Ja, du læste rigtigt. De få glimt, mennesker får af sildehajen, viser nemlig en ganske uventet side af rovfisken. Biologer har blandt andet observeret sildehajer skubbe til genstande i vandoverfladen og vikle sig godt og grundigt ind i tang.

Adfærden er blevet beskrevet som noget, der kan minde om leg.

– Man har set dem skubbe til flydende ting, puffe til hinanden og vikle sig ind i tang. Nogle biologer mener, at det kan være en form for leg. Det er jo ret fascinerende, for den slags nysgerrige adfærd er ikke det, de fleste forbinder med hajer, siger Alexander Ben Embarek.

Sildehajen er bygget til konstant bevægelse. Ligesom makohajen og hvidhajen er den en såkaldt ram-breather, hvilket betyder, at den trækker vejret ved at svømme fremad og presse iltrigt vand hen over gællerne.

Læs også: Dyrebare oplevelser i efteråret

En sildehaj svømmer afsted med en artsfælle i baggrunden.
To sildehajer svømmer side om side. Sildehajen kan både ses alene, i mindre grupper og i større samlinger, blandt andet når der er meget føde i området. Foto: Andy Murch

Mennesket står ikke på menuen

Selv om sildehajen med sine store kæber og spidse tænder kan se frygtindgydende ud, er mennesker på ingen måde en del af dens naturlige føde.

Forestillingen om hajen som en blodtørstig menneskejæger hænger stadig ved, men den hører i høj grad hjemme på filmlærredet. 

– Hajer har fået et meget blakket ry som farlige havmonstre, der lurer i dybet, men mennesker er ikke og har aldrig været deres naturlige bytte. Sildehajen har langt mere interesse i en stime makreller end i os, fortæller Alexander Ben Embarek.

Læs også: Vilde dyr er en del af klimaløsningen

Sildehaj set fra fronten af.
Sildehajen er et muskelbundt uden lige, men rovdyret lever primært af fisk, der er langt mindre end den selv. Foto: Andy Murch

Danmark skiller sig ikke ligefrem ud som et haj-land i de flestes øjne. Men under havoverfladen gemmer der sig en rigdom af arter.

Der lever mindst 14 forskellige hajarter i danske farvande. Nogle lever her mere regelmæssigt, mens andre dukker op som sjældne gæster.

Blandt dem er både mindre hajer og kæmper som brugden og grønlandshajen. Sildehajen hører til blandt de store hajer, man kan møde i danske farvande, og kan blive over tre meter lang.

Fisket ud af syne

Mennesket har til gengæld vist sig at være en trussel for sildehajen. I 1940'erne begyndte et målrettet dansk fiskeri efter arten. I år 1947 fangede danske fiskere omkring 3.300 ton sildehaj.

Hajerne blev blandt andet fanget for kødet, som blev eksporteret til andre lande, men allerede få år senere faldt fangsterne markant. I 1955 fangede man kun omkring 600 ton herhjemme.

Overfiskeriet satte dybe spor i bestanden. Ifølge Den Danske Rødliste er sildehajen i Nordøstatlanten gået 85-99 procent tilbage siden 1930. Alene over en periode på omkring tre generationer er tilbagegangen vurderet til cirka 50 procent.

– Sildehajen er meget sårbar over for hårdt fiskeri. Ligesom mange andre hajer bliver den sent kønsmoden og får kun få unger. Når du fjerner mange voksne hajer fra bestanden, kommer der ikke bare en ny generation året efter, forklarer Alexander Ben Embarek.

Hannerne bliver først kønsmodne efter omkring 6-11 år, mens hunnerne kan være 12-18 år gamle, før de selv får unger. Det betyder, at bestanden kan gå voldsomt tilbage på relativt kort tid, mens det kan tage årtier at bygge den op igen.

Læs også: Guide: Tænk på bestandene, når du vælger fisk

Et aktivt fiskefartøj med net i vandet.
Selv fredede arter kan ende i fiskeredskaber ved et uheld. For sildehajen er bifangst fortsat en stor udfordring. Foto: André Düsel / Unsplash

Sildehajen får typisk omkring fire unger pr. kuld. Inde i hunnen lever fostrene af næringsrige, ubefrugtede æg, som hun producerer til dem. På den måde kan ungerne vokse sig store, allerede inden de bliver født.

Når en sildehaj kommer til verden, måler den typisk omkring 60-80 centimeter. Moren satser altså ikke på tusindvis af små unger, men på få, store unger, der allerede fra fødslen er rustet til livet som rovdyr.

Et lille lys i dybhavet

I 2010 blev den tilladte EU-fangst af sildehaj sat til nul. Siden er beskyttelsen blevet skærpet, og i dag er målrettet fiskeri forbudt. Bliver en sildehaj fanget ved et uheld, skal den genudsættes.

Efter årtiers lavere fiskeripres er der tegn på bedring i bestanden, men sildehajer ender stadig i net og andre fiskeredskaber som bifangst. Det giver et særligt paradoks. For bifangsten er både en trussel og en af de få måder, vi kan holde øje med, hvordan arten har det. 

– Vi ser den oftere som bifangst, og det er et tegn på, at der igen er flere derude. Det er selvfølgelig positivt. Samtidig er bifangsten noget af det, man virkelig skal forsøge at undgå, siger Alexander Ben Embarek. 

Læs også: Selv helt gængse arter er næsten truede i Danmark

En sildehaj med øjet tæt på i mørkegrønt vand.
De store, sorte øjne passer til et rovdyr, der tilbringer store dele af sit liv langt fra sollyset. Foto: Andy Murch

En fremtid for sildehajen

Og hvordan sikrer vi så det? Fredning alene er ikke nok, hvis sildehajen igen skal være en livskraftig art i den danske natur. Hajen bliver stadig fanget som bifangst, og så er den helt afhængig af, at der er nok fisk at spise.

–Vi skal begrænse bifangsten og passe på bestandene af blandt andet sild og makrel, som sildehajen lever af. Det betyder flere trawlfrie områder og bedre fiskeredskaber, som kan være med til at give arten bedre vilkår, siger Alexander Ben Embarek.

Sildehajerne i Danmark bevæger sig gennem Nordsøen og videre ud i Nordatlanten, hvor de krydser flere landes farvande. Derfor rækker redningsindsatsen også udover Danmarks søgrænser.

– Sildehajen kender jo ikke landegrænser. Hvis bestanden for alvor komme sig, kræver det, at landene omkring os gør en indsats på lige fod, siger Alexander Ben Embarek.

For lidt over et halvt århundrede siden viste sildehajen, hvor hurtigt et stort rovdyr kan blive sjældent, når vi fisker hurtigere, end arten kan nå at formere sig.

Nu er der små tegn på, at udviklingen langsomt går den anden vej. Men for en haj, der først bliver kønsmoden efter mange år, findes der ingen hurtig vej tilbage.

Hvis sildehajen igen skal blive et mere almindeligt syn i danske farvande, kræver det derfor både tid og beskyttelse – også når den svømmer videre ud over Danmarks grænser.

Læs også: Et Danmark med plads til både dyr og natur