Stank fra svinestalde, alger fra ammoniakudledning og en landsby med næsten intet liv. Det er nogle af de konsekvenser ved svineindustrien på Langeland, Carl Erik Sander oplever som nabo.
En sødlig stank ligger som en tung dyne over landsbyen Tranekær på den nordlige del af Langeland. Kvalmende og konstant. Sådan beskriver formanden for Langeland Miljøforening, Carl Erik Sander det, når han fortæller om den lugt, som han er nødsaget til at leve med stort set hver dag.
For 26 år siden flyttede han til Langeland i håbet om at finde ro i landlige omgivelser med naturen tæt på. Men den virkelighed, han mødte, blev en ganske anden end den, han havde forestillet sig.
For indenfor en kilometers afstand fra hans hus ligger tre konventionelle svinestalde. Siden Carl Erik Sander flyttede til, er to af staldene udvidet meget. Den ene er fordoblet og den anden er mere end fordoblet, og i dag producerer de tre fabrikker i alt ca. 88.000 grise årligt.
Og det er netop de store udvidelser af svinestaldene, som har fået Carl Erik Sander til at råbe vagt i gevær.
- Oprindeligt var der ikke nogen af dem, der generede, men nu hvor de er blevet så store, så går det altså ud over os andre, der bor i området, siger han og uddyber:
- Jeg synes, at det er voldsomt. Det er et billede på, at man gør, som det passer én. Man tager ikke hensyn til noget som helst andet. Man tager kun hensyn til sin egen indtjening. Og med ”man” mener jeg selvfølgelig landmanden.
Den værste af de gener, som Carl Erik Sander lever med som nabo, er lugten fra udluftningen af svinestaldene. Men han er ikke naiv, for han vidste selvfølgelig godt, at livet på landet er lig med lugt fra svinestaldene.
- Jeg kan godt leve med, at det lugter lidt en gang imellem, siger han og forklarer, at han har vænnet sig til lugten og ikke har noget imod, at det lugter, når der f.eks. bliver kørt gylle ud et par gange om året.
Men lugten af udluftningen fra staldene er værre end lugten af gylle. Og det skyldes, at den er konstant.
- Hvis man hænger sit tøj til tørre i haven, sætter lugten sig i stoffet, og hvis man har vinduerne åbne, sætter den sig i møblerne. Det føles som om, at man ufrivilligt inviterer en fremmed gæst ind i sin stue, som bliver hængende alt for længe, fortæller han.
"Når man udvider, så ødelægger man området omkring sig. Ejendommene falder i værdi. Landskabet falder i værdi. Det er et kæmpe tab for de mennesker, som bor her.
Carl Erik Sander, formand for Langeland Miljøforening og nabo til tre svinestalde
- 94 procent af ammoniakudledningen kommer fra landbruget. Omkring halvdelen kommer fra landbrugsjorde, mens den anden halvdel bliver udledt fra stalde og gylletanke.
- Ammoniak bidrager til luftforurening, som blandt andet øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser. Derudover gør ammoniak det svært for sjældne plantearter at overleve i naturen.
Ammoniak giver næring til at alger kan vokse. Algerne kan være et billede på den forurening, som man kan være udsat for som nabo til en svineproduktion.
Lugten fra udluftningen af svinestaldene er ikke den eneste gene, som Carl Erik Sander lever med som nabo. I takt med at svinebesætningerne har udvidet produktionen, har han bemærket, hvordan grønne alger er begyndt at vokse frem over alt på hans ejendom.
- Da jeg flyttede hertil, var der ikke noget på taget, men nu er der mos over det hele. Alle mine havemøbler og sågar min bil er blevet grønne af alger, fortæller han.
Han frygter, at ammoniakgenerne får store konsekvenser, fordi det i større grad er naturen, der beskadiges. Det kan han allerede se, når han går forbi moserne og søer i området, der er fyldt med alger.
Ifølge Carl Erik Sander peger pilen kun i en retning, når der skal placeres et ansvar for både lugtgenerne og ammoniakudledningen.
- Når man udvider, så ødelægger man området omkring sig. Ejendommene falder i værdi. Landskabet falder i værdi. Det er et kæmpe tab for de mennesker, som bor her, og der er kun én person som får glæde af det – og det er landmanden.
Minder om et andet Langeland
Carl Erik Sanders kærlighed til Langeland begyndte længe før, han flyttede dertil for snart en menneskealder siden. På trods af, at han er vokset op i Nordsjælland, er han nemlig kommet på øen, siden han var barn.
- Jeg ville jo gerne have været landmand dengang, fortæller han med et smil på læben. Men sådan kan man jo ændre sig.
Når Carl Erik Sander tænker tilbage på, hvordan landskabet på Langeland så ud dengang, han besøgte sin familie i 60’erne, er det en helt anden fortælling.
- Der var færre vindmøller, og der var færre svinestalde, siger han og fortsætter:
- Her ser jo stadig dejligt ud, men her lugter altså anderledes.
Fra sin barndom husker han også, at der eksisterede et rigere dyreliv. Der var flere harer, som sprang rundt i det fri, flere ænder og agerhøns og langt flere insekter, som summede om sommeren. Det er der slet ikke i samme grad længere.
- Det er gået ned alt sammen. I dag er en mark jo en nøgen motorvej for dyrene. Der er ikke noget. Og det synes jeg er meget trist.
Naturen er ikke det eneste, som har ændret sig, ifølge Carl Erik Sander. Der er også sket noget med demografien på Langeland siden dengang, han kom der som barn.
- Der var flere mennesker her dengang i 60’erne. Man kunne sagtens stille to fodboldhold. Det kan man næsten ikke i dag.
Selv på Langeland er det lykkedes os at lave demonstrationer. Hvis man går bare 25 år tilbage, så havde det nok ikke kunne lade sig gøre.
Carl Erik Sander, formand for Langeland Miljøforening og nabo til tre svinestalde
På Langeland produceres der årligt 263.00 svin. Det svarer til 30,6 svin pr. indbygger, og er over fem gange så mange grise, som gennemsnittet for resten af landet. En markant stor del af øens svineproduktion er ejet af én enkel landbrugsvirksomhed. Næsten 70 % af Langelands areal er omlagt til landbrugsjord, hvilket ifølge eksperter lægger et hårdt pres på øens sårbare natur.
Et livløst lokalsamfund
Det er ikke kun generne fra de omkringliggende svinestalde, der nager Carl Erik Sander. Det er også landbrugets fortælling om, at svinebesætningerne er med til at skabe liv og arbejdspladser ude i de små lokalsamfund på landet. For det billede kan han på ingen måder genkende.
- Tidligere var der mange ansatte på gårdene, der passede på dyrene. Det er der jo ikke mere. Det er store maskiner, der har overtaget tingene, siger han.
Han oplever heller ikke, at de få ansatte, der arbejder i staldene, er blevet en del af det lokale fællesskab.
- De fleste af dem er jo udlændinge, og det har jeg ikke noget som helst imod. Men de engagerer sig ikke i foreningslivet, og de virker ikke interesseret i at snakke sammen. Det kan sagtens være, at svinebonden derovre har sagt til dem, at de ikke skal tale med mig, siger han og ler.
Carl Erik Sander mener ikke udelukkende, at det er landbrugets skyld, at Langeland er endt med at være et affolket samfund. Han understreger, at der skal være plads til landbrug på Langeland. Men udvidelserne af de konventionelle svinestalde har taget overhånd på øen.
- Der er ingen tvivl om, at udvidelserne af svinestaldene ikke er godt for Langeland, siger han med et let suk.
Befolkningstallet i Langeland Kommune har været stabilt faldende. I 1971 boede der 16.954 mennesker, mens det i 2025 var faldet til 11.973. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning forventes antallet af indbyggere at falde helt ned til 10.642 i 2050. Langeland er desuden den kommune i Danmark med den næstældste befolkning. De har en gennemsnitsalder på 53,1 år i 2025.
Håbefuld for fremtiden
For Carl Erik Sander har det længe føltes som en tabt kamp at gå imod landmændene i svineproduktionen. Men med oprettelsen af Langeland Miljøforening, de politiske ambitioner for svineproduktionen og befolkningens opbakning til et ændret landbrug, er han blevet mere håbefuld for fremtiden.
Landbruget har historisk fyldt meget på Langeland, og gør det til dels stadig den dag i dag. Derfor er der stadig mange på øen, der forsvarer landbruget i debatten. Men folk er, ifølge Carl Erik Sander, også ved at indse, at det er en meget lille del af landbruget, der tjener mange penge på at producere store mængder af svin, der går udover naturen.
Han glæder sig særligt over, at Langeland Miljøforening i løbet af de seneste to måneder er gået fra 120 medlemmer til 150 medlemmer. Det er tegn på fremskridt.
- Selv på Langeland er det lykkedes os at lave demonstrationer. Hvis man går bare 25 år tilbage, så havde det nok ikke kunne lade sig gøre, siger han med glæde i stemmen.
Om han nogensinde selv når at opleve stanken forsvinde, lokalmiljøet blomstre og tilbagevenden af flere dyrearter, er han i tvivl om.
Men han tror på, at forandringen nok skal ske, for han mærker tydeligt, hvordan den allerede er i gang.
- Jeg føler ikke længere, at jeg kæmper alene, siger han.
- Født i 1955 (70 år)
- Tidligere medlem af Konservativ Folkeparti
- Tidligere ansat i Forsvaret
- Bosat på Langeland siden år 2000
- Formand for Langeland Miljøforening med 150 medlemmer
