Mona




Mona søger træningsmakker
Mona er kommet til os fordi hun er blevet for stor en mundfuld, for familien. Hun er en aktiv pige som dagligt har brug for gåture og mental stimulering. Hun vil gøre det meste for en godbid, og er meget træningsvillig og lærenem. Inde er hun god til at slappe af, og tager gerne en lang lur på sofaen, ligesom hun heller ikke er den første til at stå ud af fjerene om morgenen, og slet ikke hvis det regner. Hun er glad for andre hunde, men er en vildbasse når hun leger og er derfor bedst med hunde på sin egen størrelse. Mona er ked af at være alene hjemme, og der skal derfor være god tid til at lære hende det når hun er landet i sit nye hjem. Hendes nye hjem er i hus med have, og er der børn er de vant til hund, da hun kan være voldsom af ren glæde og iver. Mona er en ½ Boxer ¼ Old English Bulldog og ¼ Cane Corso. Hun er 1,5 år gammel og steriliseret.
Godt at vide om at eje en hund
- Hunde bliver typisk 8-15 år.
- En hund bør ikke være alene mere end 5 timer dagligt.
- Alle hunde kræver mindst 2 timers aktivering om dagen.
Ansvar
Adoption af hund er en stor beslutning, som altid bør være velovervejet og gennemtænkt. Nyhedens interesse kan fortage sig, men det gør forpligtelserne ikke. Hunde er derfor altid de voksnes ansvar, uanset hvad børn måtte love. Der er mange omkostninger ved at have hund. Ud over faste udgifter til foder, kommer forsikring, udstyr, træning og dyrlægebesøg m.m.
Trivsel
Alle hunde kræver samvær, motion og aktivering. De fleste adfærdsproblemer kan helt undgås, hvis man på forhånd ved, hvad det indebærer at have hund. De fleste problemer forekommer, når hunde ikke oplever nok og lades alene for længe. Som tommelfingerregel bør man aktivere sin hund mindst 2 time dagligt. Det kan være gåture, sporlege, pelspleje eller anden samvær.
Tilbage til oversigten