Gaia

Sødeste Gaia søger nyt hjem.
Gaia er kommet til os, da tidligere hjem ikke længere kunne tage sig af hende. Det er begrænset viden vi har om Gaias fortid, og nyt hjem skal derfor være klar på at pakke noget bagage ud, som vi ikke har haft mulighed for her på internatet.
Gaia er en forsigtig pige, som vi ikke tror har oplevet meget i sit liv. Hun skal derfor ud til nogen, som har forståelse for, hvad det vil sige at have en hund der kan blive usikker i visse situationer, og som kan give hende den støtte hun har behov for. I første møde med nye mennesker, skal Gaia lige have lov til at se dem an, men giver man hende lidt tid og tager det i hendes tempo, så får man meget hurtig en bedste ven i hende. Gaia er en utrolig kærlig hundepige, som helst gerne vil være hvor hendes mennesker er. Og trods hendes størrelse, så mener hun selv, at hun er lidt af en skødehund. Vi søger et hjem til Gaia hvor træning og gode gåture er en del af dagligdagen.
Da Gaia ikke vil trives med for meget uro omkring sig, søger hun et hjem i hus med have i rolige omgivelser. Af denne årsag skal hun heller ikke ud at bo med små børn. Er der børn i nyt hjem, er disse mindst 15 år, rolige og hundevante.
På ture ud af huset er Gaia ikke glad for at komme ind i bilen. Det synes hun er lidt skræmmende, så det trænes i nyt hjem. Men ude af bilen er Gaia glad for at være på tur. Hun går forholdsvis pænt i snor, med næsen godt plantet i jorden.

Gaia er forsigtig i møde med nye hunde, og hun er derfor ikke en hund, der er egnet til hundeskov. Men nogle gode og kendte hundevenner leger hun glad og gerne med. Hun kan dog være noget af en bullerbasse i sin leg, og er ikke altid klar over hvor stor hun er.
Er der anden hund i nyt hjem, er dette en ældre, rolig og sprogsikker rollemodel, som matcher hende i størrelsen. Katte jagter hun.

Om Gaia kan være alene hjemme vides ikke, men med det vi ser her på internatet, så vil vi tro at hun godt kan. Der skal dog alligevel være sat god tid af til alene hjemme træning, som først skal påbegyndes, når hun er faldet godt til i sit nye hjem.

Gaia er en tæve af racen Cimarrón Uruguayo. Hun vejer 35,5 kg., men har for meget på sidebenene og skal tabe sig. Vi ved ikke, om hun er intakt eller steriliseret.

Ring 81 88 03 12 Telefontid: Alle ugens 7 dage kl. 10 til 16.
Ring 81 88 03 12 Telefontid: Alle ugens 7 dage kl. 10 til 16.
Reference: 5V2945
Hund, Hun
1 år
Få vejvisning, åbningstider og flere informationer omkring Roskilde Internat

Godt at vide om at eje en hund

  • Hunde bliver typisk 8-15 år.
  • En hund bør ikke være alene mere end 5 timer dagligt.
  • Alle hunde kræver mindst 2 timers aktivering om dagen.

Ansvar

Adoption af hund er en stor beslutning, som altid bør være velovervejet og gennemtænkt. Nyhedens interesse kan fortage sig, men det gør forpligtelserne ikke. Hunde er derfor altid de voksnes ansvar, uanset hvad børn måtte love. Der er mange omkostninger ved at have hund. Ud over faste udgifter til foder, kommer forsikring, udstyr, træning og dyrlægebesøg m.m.

Trivsel

Alle hunde kræver samvær, motion og aktivering. De fleste adfærdsproblemer kan helt undgås, hvis man på forhånd ved, hvad det indebærer at have hund. De fleste problemer forekommer, når hunde ikke oplever nok og lades alene for længe. Som tommelfingerregel bør man aktivere sin hund mindst 2 time dagligt. Det kan være gåture, sporlege, pelspleje eller anden samvær. 

Tilbage til oversigten