Den ene beboer med kurven og rebet bundet fast til hanken
En beboer gør kurv og reb klar, så katten kan hejses op fra affaldsskakten. Foto: Lars Frøkjær Hansen / Dyrenes Beskyttelse

Efterladt i affaldsskakt: Kat reddet med kurv og reb

En tidlig vintermorgen i Hedehusene udviklede sig til en større redningsaktion for Dyrenes Beskyttelses beredskab, da en kvinde pludselig hørte en kat miave om hjælp - ikke oppe fra et træ, men nede fra en underjordisk affaldsskakt.

Skrevet af:
Max Hesselager

Klokken er 5.16, da Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 bliver ringet op af en tydeligt rystet kvinde. Hun er på vej på arbejde, men har måttet standse op i kulden, fordi en kat miaver fra containeren med madaffald. Hun kan hverken se katten eller hjælpe den op.

Læs også: Dygtige dyrereddere fik havørn tilbage på vingerne

Ingen hjælp at hente

Heldigvis er Lars Frøkjær Hansen, kredsformand i København, hurtigt på sagen. Som så mange andre gange, når et dyr er i nød, tager han afsted uden at vide præcis, hvad der venter ham – kun at tiden kan være afgørende.

- Jeg får at vide, at flere forbipasserende allerede har kontaktet 112 og 114, men at de intet kan stille op. Derfor er det første, jeg gør, inden jeg kører derud, at kontakte dem, der drifter kommunens affaldssystem, så vi kan få låst skakten op, og katten ikke skal være fanget længere end nødvendigt.

Men her støder redningsarbejdet på en mur. Kommunen vil nemlig ikke betale for at sende en person ud, når ikke det drejer sig om en vandskade eller en brand. Lars Frøkjær Hansen giver dog ikke op så let.

- Jeg tænker med det samme, at hvis den kat skal op derfra, så må Dyrenes Beskyttelse tage ansvaret. Jeg ringer til vores områdeformand i Roskilde, Jacklin Stouby, som også drøfter sagen med vores dyrlæge Anders Højgaard Tølbøll. Vi bliver hurtigt enige om, at så må vi betale kommunen for at få skakten åbnet, fortæller han.

Læs også: 1812: De vildeste dyreredninger i vagtcentralens historie

Affaldscontaineren som katten lå i
Det var fra en af disse affaldscontainere, at flere forbipasserende hørte en kat miave. Heldigvis ringede en beboer straks til 1812. Foto: Lars Frøkjær Hansen / Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse driver et landsdækkende beredskab, som rykker ud døgnet rundt, når dyr er i nød. Beredskabet koordineres via Vagtcentralen 1812 og består primært af frivillige kredsformænd, dyrereddere, skytter og schweisshundeførere.

Et miav i mørket

Da Lars Frøkjær Hansen ankommer til beboerområdet, lytter han sig frem til kattens placering. Der er to affaldssystemer med omkring 20 meters afstand, og i første omgang er der stille. Men ved det andet affaldssystem hører han katten med det samme.

- Jeg kan ikke se den, men jeg er ikke i tvivl om, at den sidder dernede og råber om hjælp, siger han og tilføjer:

- Det viser sig, at låsesystemet er forholdsvis ukompliceret. Med det værktøj, jeg har i bilen, kan jeg sagtens åbne lågen uden at ødelægge noget – og så behøver vi ikke vente på assistance fra kommunen.

Med en skruetrækker får Lars løsnet lågen på skakten og kan kigge ned i dybet. Dernede i mørket mellem affaldsposerne sidder en hvid kat med sorte pletter og klare gule øjne og ser op på ham. 

Læs også: Laveste antal dumpede dyr siden 2020 – men problemet er langt fra løst

Skakten da den blev åbnet
Til sidst bliver affaldsskakten åbnet, så kredsformand Lars Frøkjær Hansen kan få øje på katten. Foto: Lars Frøkjær Hansen / Dyrenes Beskyttelse

”Jeg var klar til at kravle derned”

Lars Frøkjær Hansen konstaterer hurtigt, at katten befinder så langt nede, at han ikke selv kan nå den. Han er derfor på vej til at ringe tilbage til Vagtcentralen for at få Falcks hjælp.

- Jeg tænker, at Falck må have det udstyr, der skal til. Om ikke andet så for at få en person til at holde mig, for jeg var faktisk klar til at kravle derned, siger han.

Men netop som Lars Frøkjær Hansen sidder i bilen med 1812 i røret, banker to beboere på ruden. De har også hørt katten - og står klar med en kurv og et reb.

- Da de står dér med kurven og rebet, kan jeg med det samme se, at det faktisk er det helt rigtige udstyr. Og så er resten jo historie.

Læs også: Opråb til katteejere: Husk at mærke og registrere din kat

Katten i skakten
Det var dette syn, der mødte Lars Frøkjær Hansen i det øjeblik, han fik åbnet lågen og kunne kigge ned i skakten. Foto: Lars Frøkjær Hansen / Dyrenes Beskyttelse

I 2025 rykkede beredskabet ud til nødstedte dyr 41.375 gange.

9.285 af udrykningerne drejede sig om katte i nød.

Med kreativitet og en smule tålmodighed 

Sammen med de to beboere binder Lars Frøkjær Hansen rebet fast til kurven og sænker den forsigtigt ned i affaldsskakten. For at give katten tryghed lægger han kattemad i bunden af kurven – og det giver pote.

- Da jeg mærker, at katten er i kurven, hiver jeg den op, ligesom man hiver vand op af en brønd. Det kunne minde om en af Georg Gearløs’ fixe ideer, men det virkede, siger Lars Frøkjær Hansen og fortsætter:

- Jeg får så katten op i min favn. Den er en smule fugtig, men ellers miaver den som en sund og rask kat gør. Det er ikke til at sige, hvor længe den har været indespærret, men i hvert fald natten over, det tør jeg godt sige.

Der er stor lettelse blandt Lars Frøkjær Hansen og de to beboere, da katten endelig er i sikkerhed. Men redningsaktionen er først afsluttet, når katten er kommet hjem til sin ejer. Det viser sig, at beboerne ved, hvor ejeren bor, og kort efter kan katten blive overleveret til familien, som selv har været ude og lede efter den.

Læs også: 2025 blev rekordår for Dyrenes Beskyttelses beredskab

Den dybe skakt set oppefra
Sådan en affaldsskakt er dybere, end man tror - derfor var reb og kurv den bedste løsning. Foto: Lars Frøkjær Hansen / Dyrenes Beskyttelse

Dyrevelfærd er et fælles ansvar

Redningsaktionen endte godt – men for Lars Frøkjær Hansen står sagen tilbage som noget mere end blot endnu et udkald.

- Oftest er de sager, jeg kommer ud til, uheld. Dyr, der er faldet ned eller kommet galt af sted. Men her er der tale om en menneskeskabt situation. Det understreger, hvor vigtigt det er, at borgere er opmærksomme, siger han.

Han håber, at historien vil få flere til at lytte efter og reagere, hvis noget ikke lyder, som det skal.

- Hvis man hører eller ser et dyr i nød, så ring 1812. Hvis ingen havde reageret den morgen, ville den kat ikke have haft en chance, siger Lars Frøkjær Hansen.

Læs også: Dyreinternater og frivillige danskere redder nyfødte kattekillinger