Har dyrene din stemme?
Find din kandidat
Er du optaget af, hvordan din kommune og region kan tage ansvar for dyrevelfærd, sundhed og bæredygtighed igennem deres måltidspolitik. Så kan du sætte dit kryds ved en kandidat, som prioriterer området.
Du kan finde frem til din kandidat ved at orientere dig på hjemmesider, til vælgermøder eller sende en mail til dine lokale kandidater. Du kan f.eks. stille følgende spørgsmål:
➜ Vil du sikre, at kommunens måltider bygger på høj dyrevelfærd?
➜ Hvordan vil du reducere kommunens kødforbrug?
➜ Vil du indføre konkrete mål for at nedbringe madspild i kommunens køkkener?
➜ Vil du arbejde for en større andel økologiske fødevarer i kommunens indkøb?
Hvis du vil vide mere om sammenhængen mellem kommunalvalg og dyrevelfærd, så quiz med her og vind en flot mulepose.
Dyrevelfærdskrisen i landbruget
Dyrene presses ud over alle grænser i dansk landbrug. Problemerne, som politikerne kan være med til at løse via indkøbspolitiken, omfatter blandt andet:
550.000 høns i bure
Der indsættes hvert år ca. 550.000 nye danske høns i bure, hvor de lever deres liv på plads svarende til et A4-ark plus et postkort uden at se dagens lys.
95 % af turbokyllinger kan ikke gå normalt
Mange falder om af organsvigt, fordi deres krop ikke kan følge med den ekstreme vækst.
Malkekøer presses til højere ydelse
I perioden 2002 til 2021 blev antallet af malkekøer reduceret med 7%, mens den årlige mælkeproduktion steg med 25%.
Færre køer på græs
I 2020 skønnedes kun knap 30% af malkekøerne at komme på græs, hvor de ellers trives bedst. Det tal var 75% i 2003.
Spædekalve på langfart
I 2022 blev 49.424 ikke-fravænnede spædekalve ned til 14 dage gamle eksporteret ud af landet på ture af over otte timers varighed, hvor de risikerer sult, tørst og udmattelse. Det er 22% flere end i 2021.
Fisk uden velfærd
Omkring 50 millioner fisk opdrættes årligt i danske hav- og dambrug uden tilsyn med fiskenes velfærd.
30 mio. svin uden udeareal
Hvert år slagter eller eksporterer danske svinebønder over 30 mio. svin. Det er kun 1,2%, der har adgang til udeareal.
Udbredte lovbrud i svinebesætninger
Ca. hver tredje svinebesætning får indskærpelser, påbud og/eller politianmeldelser i Fødevarestyrelsens årlige kontrol.
25.000 døde pattegrise dagligt
Der dør over 25.000 pattegrise om dagen, når de dødfødte tælles med. Det er flere end nogensinde før.
Kastration uden bedøvelse
Hvert år kastreres ca. 17,5 mio. pattegrise med skalpel eller tang, og nye tal tyder på, at op mod halvdelen af dem ikke får bedøvelse.
95 % af smågrise får halekuperet
Til trods for at rutinemæssig halekupering er ulovligt, får over 95% af alle smågrise klippet halen.
17 mio. grise transporteres levende
Over 17 mio. smågrise bliver hvert år eksporteret levende til udlandet til fjerne destinationer som Polen, Italien, Rumænien og Kroatien.
Rekordhøj so-dødelighed
So-dødeligheden er på over 16 %, hvilket er rekordhøjt.
To ud af fem søer får mavesår
Mavesår er et udbredt problem blandt søer i dansk landbrug.
Trangt liv for slagtesvin
Et slagtesvin på 100 kg har kun krav på et areal på 0,65 kvadratmeter svarende til gulvarealet i en lille brusekabine.
Søer fastspændt i tremmer
Knap 1 mio. danske søer tilbringer 20% - men for manges vedkommende op til 40% - af deres voksenliv fastspændt mellem tremmer uden mulighed for at vende sig.
Og listen fortsætter...
De mange eksempler viser, at dyrevelfærden i landbruget er under massivt pres.