For de fleste virker det uforståeligt: Hvorfor opdrætter vi grise i Danmark for at sende dem levende til udlandet? Bliv klogere på galskaben her.
Hver dag bliver over 45.000 levende smågrise i gennemsnit transporteret ud af Danmark – ofte i lastbiler på lange rejser til Tyskland, Polen og Rumænien.
Men hvorfor avler landmanden grise i Danmark for at sende dem levende til fjerne destinationer i stedet for at opfede og slagte dem herhjemme?
Svaret ligger i en forretningsmodel, der har sat økonomisk effektivitet over dyrevelfærd.
Hvad går forretningsmodellen ud på?
Den danske svineindustri ser sig selv som værende blandt verdens førende inden for avl og produktion af smågrise. Med det menes, at danske landmænd har specialiseret sig i at få søer til at føde så mange grise som muligt – og sende dem videre, så snart de vejer omkring 30 kilo.
Den intensive avl for flere og større kuld pattegrise har store dyrevelfærdsmæssige konsekvenser for både morgris og unger. Hvis du gerne vil vide mere om den del, kan du læse med her.
I stedet for at blive opfedet og slagtet i Danmark, eksporteres smågrisene til lande, hvor det er billigere at færdiggøre produktionen.
Der er flere årsager til, at det bedre kan betale sig at sende grisene ud af landet:
- Prisen er højere i udlandet: Landmanden, der avler smågrise, kan helt grundlæggende ofte få en højere pris i udlandet, end han kan ved at sælge grisen til en dansk landmand.
- Strengere krav til dyrevelfærden i udlandet: I nogle europæiske lande gælder strengere regler for dyrevelfærd end i Danmark. Det kan for eksempel være krav om fuld bedøvelse ved kastration og øgede pladskrav for søer. Sådanne regler beskytter dyrene bedre – men gør også produktionen dyrere. I Danmark er kravene i nogle tilfælde mere lempelige, hvilket kan gøre det mere økonomisk attraktivt at avle smågrise her. Det sker på bekostning af dyrevelfærden.
- Danske søer føder flere grise: Dansk landbrug har i årtier avlet grise, der føder langt flere pattegrise, end de ville fra naturens side. Det er med til at holde omkostningerne pr. pattegris nede sammenlignet med udlandet. Også selv om den ekstreme avl medfører alvorlige dyrevelfærdsmæssige konsekvenser, fordi store kuld ofte medfører små og svagelige pattegrise.
- Lavere lønninger i udlandet: Selvom danske landmænd ikke bruger meget tid pr. gris, så skal de stadig tilses og passes. I danske besætninger bruges ofte udenlandsk arbejdskraft for at holde udgifterne til lønninger nede, men danske lønninger er alligevel generelt højere end på udenlandske besætninger, hvilket kan bidrage til at gøre det billigere at opfede dem i udlandet.
- Færre miljøkrav i udlandet: Danmark har strengere miljøkrav end flere af de lande, grisene eksporteres til – for eksempel når det gælder gyllehåndtering og ammoniakudledning. Alligevel lider vores natur allerede under presset fra svineproduktionen, og endnu flere grise ville kun forværre situationen. I udlandet kan lempeligere miljøkrav gøre det billigere at opfede dem dér.
- Der er ikke kapacitet til opfedning herhjemme: Ligesom ovenfor, så kan vores lille land ganske enkelt ikke holde til, hvis danske landmænd skulle opfede de over 30.000.000 grise, der hvert år fødes i danske stalde. Der findes ikke staldkapacitet nok, og det ville være katastrofalt for vores natur og miljø.
Resultatet: En velsmurt eksportmaskine – men også millioner af dyr, der må gennemgå stressende og unødvendigt lange transporter.
