Danmarks største edderkop, Dolomedes plantarius, kan galoppere hen over vandoverfladen efter sit bytte og lamme små fisk med sine giftkroge. Men selv en sublim jæger kan komme i udryddelsesfare, når ens levesteder tømmes for vand.
En sværm af dansemyg hænger i luften over mosen. Det er skumringstid og solens sidste stråler skinner svagt ned gennem de høje sumpplanter og reflekteres på det lille, åbne vandspejl.
En enkelt myg strejfer vandet for tungt og spræller i overfladen.
Med ét hug søger en af mosens små fisk op gennem vandsøjlen og æder insektet.
Det er netop det scenarie, vores otteøjede toprovdyr har siddet og ventet på.
- Dolomedes plantarius er en bagholdsjæger. Den hviler bagbenene på en åkande eller et siv, mens forbenene er i direkte kontakt med vandoverfladen. Så snart et bytte rører på sig, mærker den vandets vibrationer i benene og sætter i løb hen over vandet, fortæller Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Menukortet består primært af insekter og andre smådyr, men ligesom alle andre edderkopper er Dolomedes ikke kræsen. Den æder stort set alt, hvad giftkrogene kan bore sig ind i – også haletudser og fisk.
Det er altså ikke fødemangel, der gør Dolomedes plantarius til en sårbar art på Den Danske Rødliste. Spindleren lider under, at vi i 200 år har gjort os faretruende dygtige til at fjerne vådområder i den danske natur.
Læs også: 40 vilde år i dyrenes tjeneste
Det er, så jeg bedre kan se dig
Du kender måske korsedderkoppen hjemme fra haven eller fra ture i det fri. Korsedderkoppen lader sit spindelvæv fange fluen og pakker insektet ind i silke som en lille madpakke til senere. Dolomedes plantarius griber jagten anderledes an.
- En Dolomedes laver slet ikke et fangstspind. Den ligger på lur mellem planterne i vandkanten og fanger selv byttet. Derfor er dens øverste fire øjne meget større, så den kan spejde efter insekter og småfisk, siger Michael Carlsen.
Manglen på et egentligt spind har den umiddelbare konsekvens, at Dolomedes må fortære sit bytte i samme øjeblik, den fanger det.
- Når edderkoppen angriber et insekt eller en fisk, bruger den sine lange ben til at gribe og holde fast i byttet. Så borer den sine giftkroge ind i byttet og trækker det op på et tørt sted, før den begynder at æde, fortæller Michael Carlsen.
Læs også: Jagten på Danmarks største edderkop
Hvor bor Dronning Dolomedes?
Hvis en hun-Dolomedes måtte vælge drømmeboligen til sig selv og ungerne, ville hun vælge et rent vandhul med åbent vand og masser af vegetation langs bredden. Buske og træer må til gengæld ikke brede sig så meget, at de lukker lyset ude og vandhullet til.
Her kan hun sidde med benene mod vandoverfladen og vente på den næste vibration, mens sivene omkring vandet senere kan danne ramme om ungernes ynglespind.
Sådanne levesteder findes stadig enkelte steder i landet. Dolomedes plantarius er blandt andet fundet ved Vaserne i Holte og ved Ellemosen i Tibirke Bakker. I juni 2026 blev den sjældne edderkop også fundet under en bioblitz i den kommende Naturnationalpark Hellebæk.
Læs også: Dyrebare oplevelser i efteråret
Dolomedes plantarius er sjælden i Danmark, men er registreret enkelte steder i landet.
Nordsjælland: Arten findes blandt andet i Vaserne ved Holte og Ellemosen ved Tibirke Bakker.
Jylland: I 2010 blev edderkoppen for første gang dokumenteret i Jylland ved Tranesig i Tofte Mose i Lille Vildmose. Den er også registreret ved Høstemark Fenner i Lille Vildmose.
Bornholm: Arten blev fundet ved Bastemosen i Almindingen i 2021.
Skal du på jagt? Find dit nærmeste Dolomedes plantarius-spot her.
Kig langs bredden af permanente søer, damme og andre vådområder med åben vandflade og vegetation langs bredden. Hold fødderne på fast grund. Så passer du både på dig selv og naturen.
Dryp, dryp, dryp...
De vådområder, som Dolomedes plantarius er knyttet til, har været under hårdt pres gennem de seneste 200 år. Mange moser og vandhuller er blevet drænet, blandt andet for at gøre plads til skovproduktion.
I Teglstrup Hegn, hvor edderkoppen lever, blev der i de 14 år efter 1805 tilplantet 166 hektar med nåletræ, hovedsageligt rødgran. En stor del af træerne blev plantet i områdets moser og våde lavninger.
– Hvis man vil dyrke træer i en mose, er man nødt til at få vandet væk. Derfor har vi gravet grøfter og drænet mange våde områder. I Teglstrup Hegn plantede man i sin tid store arealer til med rødgran. På den måde har vi erstattet nogle af vores mest sprudlende levesteder med livsforladte træstolper, fortæller Michael Carlsen.
De tørre træmarker gør livet svært for Dolomedes plantarius. Vandet er nemlig ikke kun de voksnes jagtterritorium. Det er også ungernes livsvæske.
Engang gik der kvæg og heste rundt i Danmarks skove og guffede løs af buske og nye træer. På den måde var de med til at holde dele af landskabet åbne og skabe variation omkring skovens vådområder.
Det er netop den slags lysåbne omgivelser, Dolomedes plantarius trives i.
Men i begyndelsen af 1800-tallet blev skovbrug og græsning adskilt, og kreaturerne blev holdt ude af skovene, så træerne kunne vokse. I dag vender store planteædere som kvæg og heste tilbage i naturnationalparker, mens der også er planer om elge. De store dyr skal være med til igen at skabe levesteder for de mindre.
Silkesækken er fyldt med liv
Hannerne og hunnerne bliver kønsmodne i april eller maj. Edderkoppeæggene udvikles i hunnens bagkrop og i juni render Dolomedes-damerne rundt med opsvulmede bagkroppe fulde af æg.
Når æggene er klar, spinner hun en silkekokon, lægger æggene ned i kokonen og lukker den til en kugle.
Først nu begynder det hårde arbejde.
- Moren bærer kokonen under kroppen med sine kæber i tre-fire uger. I de uger slipper hun nærmest ikke sin kokon på et eneste tidspunkt. På varme dage kravler hun ned til bredden for at dyppe kokonen i vandet, så æggene ikke tørrer ud, siger Michael Carlsen.
Efter en måneds tid klækker æggene. Moren drejer kokonen mellem benene og bider hul i den hårde silke, så børnene kan slippe ud.
- Når ungerne er kommet til verden, samler hun dem i et ynglespind mellem planterne, gerne et stykke over vandoverfladen. Hvis man finder sådan et spind, kan man være sikker på, at hun sidder og vogter dem.
Læs også: Vilde dyr er en del af klimaløsningen
Edderkoppens fremtid i Danmark
I den kommende Naturnationalpark Hellebæk er der planer om at genskabe flere vådområder og lade store græssere gumle sig gennem buske og træopvækst for at holde dele af landskabet lysåbent.
Udviklingen gør Dyrenes Beskyttelses garvede biolog håbefuld på vandedderkoppens vegne med en snert af historisk pessimisme.
– De store græssere kan være med til at holde landskabet åbent omkring vådområderne. Det er én af de ting, der kan skabe bedre forhold for Dolomedes plantarius. Men jeg er også utålmodig, siger han:
– Ideen om at give Danmarks natur større områder at råde over er mere end 140 år gammel. Indtil videre har vi åbnet to naturnationalparker. Det siger måske noget om tempoet. Vi ved godt, hvad der skal til: Vandet skal tilbage, de store græssere skal tilbage, og naturen skal have mere plads. Spørgsmålet er bare, om vi gør det hurtigt nok.
I Teglstrup Hegn lever en af de arter, der ikke kan vente for evigt. Med otte øjne og otte behårede ben sidder Dolomedes plantarius ved vandoverfladen og venter på den næste vibration.
Om den også kan gøre det om 100 år, afhænger blandt andet af, hvor meget vand og vild natur vi er villige til at give tilbage.
Læs også: Klimaet kalder på græssende køer
