Dolomedes på vandet
Dolomedes plantarius præsterer næsten overnaturlige evner på vandspejlet, men edderkoppen lever i en meget virkelig krise: Der er ikke nok vand i vores natur. Foto: Michael Frank Nielsen / Arter, CC-BY

Truet kæmpeedderkop kan gå på vandet, men dens levesteder tørrer ud

Danmarks største edderkop, Dolomedes plantarius, kan galoppere hen over vandoverfladen efter sit bytte og lamme små fisk med sine giftkroge. Men selv en sublim jæger kan komme i udryddelsesfare, når ens levesteder tømmes for vand.

Skrevet af:
Max Hesselager

En sværm af dansemyg hænger i luften over mosen. Det er skumringstid og solens sidste stråler skinner svagt ned gennem de høje sumpplanter og reflekteres på det lille, åbne vandspejl. 

En enkelt myg strejfer vandet for tungt og spræller i overfladen.  

Med ét hug søger en af mosens små fisk op gennem vandsøjlen og æder insektet.  

Det er netop det scenarie, vores otteøjede toprovdyr har siddet og ventet på. 

- ​Dolomedes plantarius​ er en bagholdsjæger. Den hviler bagbenene på en åkande eller et siv, mens forbenene er i direkte kontakt med vandoverfladen. Så snart et bytte rører på sig, mærker den vandets vibrationer i benene og sætter i løb hen over vandet, fortæller Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse. 

Menukortet består primært af insekter og andre smådyr, men ligesom alle andre edderkopper er ​Dolomedes​ ikke kræsen. Den æder stort set alt, hvad giftkrogene kan bore sig ind i – også haletudser og fisk. 

Det er altså ikke fødemangel, der gør Dolomedes plantarius​ til en sårbar art på Den Danske Rødliste. Spindleren lider under, at vi i 200 år har gjort os faretruende dygtige til at fjerne vådområder i den danske natur.  

 Læs også: 40 vilde år i dyrenes tjeneste 

Den danske natur er i krise. Vores vilde dyr mangler levesteder, og arterne er under massivt pres fra årtusinders menneskelige aktiviteter med blandt andet intensivt land- og skovbrug, overfiskning og forurening. Samtidig griber klimaforandringerne dramatisk ind i dyrenes liv og ændrer deres levesteder og adgang til fødekilder. 

Derfor sætter Dyrenes Beskyttelse hver måned fokus på et truet dyr. I november måned sætter vi fokus på ​Dolomedes plantarius​, der er vurderet som sårbar på Den Danske Rødliste. Det betyder, at edderkoppen er i​​ risiko for at uddø i den danske natur. 

Ifølge Den Danske Rødliste, så er: 

403 arter forsvundet fra den danske natur (RE). 

387 arter kritisk truede (CR) med ekstremt høj risiko for at uddø. 

688 arter truede (EN) med meget stor risiko for at uddø. 

857 arter sårbare (VU) med stor risiko for at uddø. 

OBS: Det er kun en del af arterne i Danmark, der er vurderet – derfor kan det reelle antal forsvundne arter være langt højere. 

Dolomedes på lur på træstamme.
De fleste edderkopper har otte øjne. Hos bagholdsjægeren Dolomedes plantarius er de fire øjne i det øverste parti betydeligt større end de fire nederste. Foto: Flemming Bornholdt / Arter, CC-BY

Det er, så jeg bedre kan se dig 

Du kender måske korsedderkoppen hjemme fra haven eller fra ture i det fri. Korsedderkoppen lader sit spindelvæv fange fluen og pakker insektet ind i silke som en lille madpakke til senere. ​Dolomedes plantarius​ griber jagten anderledes an. 

- En ​Dolomedes​ laver slet ikke et fangstspind. Den ligger på lur mellem planterne i vandkanten og fanger selv byttet. Derfor er dens øverste fire øjne meget større, så den kan spejde efter insekter og småfisk, siger Michael Carlsen. 

Manglen på et egentligt spind har den umiddelbare konsekvens, at ​Dolomedes​ må fortære sit bytte i samme øjeblik, den fanger det. 

- Når edderkoppen angriber​ et insekt eller ​en fisk, bruger den sine lange ben til at gribe og holde fast i byttet. Så borer den sine giftkroge ind i byttet og trækker det op på et tørt sted, ​​​​​​før den begynder at æde, fortæller Michael Carlsen. 

Læs også: Jagten på Danmarks største edderkop 

Dolomedes plantarius har fanget en guldsmed
Guldsmeden er et af verdens mest effektive rovdyr. Det skal dog ikke forhindre Dolomedes plantarius i at sætte krogene i det farverige insekt. Foto: Christoffer Hendes Petersen / Arter, CC-BY.

De danske edderkoppearter har ​mange​ forskellige jagtteknikker. 

Springjægere: Springjægere som springedderkoppen sniger sig ind på byttet og springer på det. De bruger en sikkerhedsline af silke, hvis springet går galt. 

Løbejægere: Løbejægere som​​ jagtedderkopper laver ikke spindelvæv, men løber rundt på jorden og fanger sin føde. 

Bagholdsjægere: Bagholdsjægere som ​Dolomedes plantarius​ sidder helt stille og venter på, at byttet kommer inden​ ​for rækkevidde. 

Spindjægere: Spindjægere som korsedderkoppen sidder i deres spind og venter på vibrationerne fra et insekt, der går i fælden. 

Hvor bor Dronning ​​​Dolomedes​? 

Hvis en hun-Dolomedes måtte vælge drømmeboligen til sig selv og ungerne, ville hun vælge et rent vandhul med åbent vand og masser af vegetation langs bredden. Buske og træer må til gengæld ikke brede sig så meget, at de lukker lyset ude og vandhullet til.  

Her kan hun sidde med benene mod vandoverfladen og vente på den næste vibration, mens sivene omkring vandet senere kan danne ramme om ungernes ynglespind. 

Sådanne levesteder findes stadig enkelte steder i landet. Dolomedes plantarius er blandt andet fundet ved Vaserne i Holte og ved Ellemosen i Tibirke Bakker. I juni 2026 blev den sjældne edderkop også fundet under en bioblitz i den kommende Naturnationalpark Hellebæk. 

Læs også: Dyrebare oplevelser i efteråret

En dolomedes i sit vante territoritum
Mellem sivene og det åbne vand finder Dolomedes plantarius sit jagtrevir. Her kan edderkoppen sidde på lur med benene tæt ved vandoverfladen og registrere vibrationerne fra et muligt bytte. Foto: Foto: Flemming Bornholdt / Arter, CC-BY

Dolomedes plantarius er sjælden i Danmark, men er registreret enkelte steder i landet. 

Nordsjælland: Arten findes blandt andet i Vaserne ved Holte og Ellemosen ved Tibirke Bakker.  

Jylland: I 2010 blev edderkoppen for første gang dokumenteret i Jylland ved Tranesig i Tofte Mose i Lille Vildmose. Den er også registreret ved Høstemark Fenner i Lille Vildmose. 

Bornholm: Arten blev fundet ved Bastemosen i Almindingen i 2021.  

Skal du på jagt? Find dit nærmeste Dolomedes plantarius-spot her. 

Kig langs bredden af permanente søer, damme og andre vådområder med åben vandflade og vegetation langs bredden. Hold fødderne på fast grund. Så passer du både på dig selv og naturen. 

Dryp, dryp, dryp... 

De vådområder, som Dolomedes plantarius er knyttet til, har været under hårdt pres gennem de seneste 200 år. Mange moser og vandhuller er blevet drænet, blandt andet for at gøre plads til skovproduktion. 

I Teglstrup Hegn, hvor edderkoppen lever, blev der i de 14 år efter 1805 tilplantet 166 hektar med nåletræ, hovedsageligt rødgran. En stor del af træerne blev plantet i områdets moser og våde lavninger. 

– Hvis man vil dyrke træer i en mose, er man nødt til at få vandet væk. Derfor har vi gravet grøfter og drænet mange våde områder. I Teglstrup Hegn plantede man i sin tid st​​​​​​ore arealer til med rødgran. På den måde har vi erstattet nogle af vores mest sprudlende levesteder med livsforladte træstolper, fortæller Michael Carlsen. 

De tørre træmarker gør livet svært for Dolomedes plantarius. Vandet er nemlig ikke kun de voksnes jagtterritorium. Det er også ungernes livsvæske. 

Læs også: Debatten om ulve peger på et større problem

Dolomedes-unger
Efter klækningen samles de små Dolomedes-unger i et ynglespind mellem vandplanterne, hvor de bliver, indtil de er klar til at sprede sig. Foto: Ole Ohm Lundager / Arter, CC-BY

Engang gik der kvæg og heste rundt i Danmarks skove og guffede løs af buske og nye træer. På den måde var de med til at holde dele af landskabet åbne og skabe variation omkring skovens vådområder. 

Det er netop den slags lysåbne omgivelser, Dolomedes plantarius trives i.  

Men i begyndelsen af 1800-tallet blev skovbrug og græsning adskilt, og kreaturerne blev holdt ude af skovene, så træerne kunne vokse. I dag vender store planteædere som kvæg og heste tilbage i naturnationalparker, mens der også er planer om elge. De store dyr skal være med til igen at skabe levesteder for de mindre. 

 

Silkesækken er fyldt med liv 

Hannerne og hunnerne bliver kønsmodne i april eller maj. Edderkoppeæggene udvikles i hunnens bagkrop og i juni render ​Dolomedes​-damerne rundt med opsvulmede bagkroppe fulde af æg. 

Når æggene er klar, spinner hun en silkekokon, lægger æggene ned i kokonen og lukker den til en kugle.  

Først nu begynder det hårde arbejde. 

- Moren bærer kokonen under kroppen med sine kæber i tre-fire uger. I de uger slipper hun nærmest ikke sin kokon på et eneste tidspunkt. På varme dage kravler hun ned til bredden for at dyppe kokonen i vandet, så æggene ikke tørrer ud, siger Michael Carlsen. 

Efter en måneds tid klækker æggene. Moren drejer kokonen mellem benene og bider hul i den hårde silke, så børnene kan slippe ud.  

-  Når ungerne er kommet til verden, samler hun dem i et ynglespind mellem planterne, gerne et stykke over vandoverfladen. Hvis man finder sådan et spind, kan man være sikker på, at hun sidder og vogter dem. 

Læs også: Vilde dyr er en del af klimaløsningen

En hun-Dolomedes med kokonen under vandoverfladen
En hun-Dolomedes med kokonen under vandoverfladen. Sådan forhindrer hun, at æggene tørrer ud. Foto: Richard Østerballe / Arter, CC-BY

Edderkoppens fremtid i Danmark 

I den kommende Naturnationalpark Hellebæk er der planer om at genskabe flere vådområder og lade store græssere gumle sig gennem buske og træopvækst for at holde dele af landskabet lysåbent. 

Udviklingen gør Dyrenes Beskyttelses garvede biolog håbefuld på vandedderkoppens vegne med en snert af historisk pessimisme. 

– De store græssere kan være med til at holde landskabet åbent omkring vådområderne. Det er én af de ting, der kan skabe bedre forhold for Dolomedes plantarius. Men jeg er også utålmodig, siger han: 

– Ideen om at give Danmarks natur større områder at råde over er mere end 140 år gammel. Indtil videre har vi åbnet to naturnationalparker. Det siger måske noget om tempoet. Vi ved godt, hvad der skal til: Vandet skal tilbage, de store græssere skal tilbage, og naturen skal have mere plads. Spørgsmålet er bare, om vi gør det hurtigt nok. 

I Teglstrup Hegn lever en af de arter, der ikke kan vente for evigt. Med otte øjne og otte behårede ben sidder Dolomedes plantarius ved vandoverfladen og venter på den næste vibration. 

Om den også kan gøre det om 100 år, afhænger blandt andet af, hvor meget vand og vild natur vi er villige til at give tilbage. 

Læs også:  Klimaet kalder på græssende køer

Folketinget er i gang med at udarbejde Danmarks første natur- og biodiversitetslov. Dyrenes Beskyttelse arbejder for, at det bliver en ambitiøs lov, der sikrer, at truede dyrearter får levesteder, hvor de kan trives og udfolde sig.