Svane og ænder på en frossen sø
Fodring samler svaner, ænder og andre vandfugle i tætte flokke ved søer og gadekær, hvor sygdomme let kan sprede sig. Foto: Chris Robert

Undgå at fodre vandfuglene

Vinteren lokker mange mennesker til søer og gadekær for at fodre ænder, svaner og andre vandfugle. Det er ment som en omsorgsfuld handling i en fødefattig tid, men i virkeligheden er fodringen en trussel mod fuglene og deres levesteder.

Skrevet af:
Max Hesselager

Når store fugleflokke kæmper om brød og korn, kan områderne omkring dem blive smittezoner, hvor fugleinfluenza og andre sygdomme lettere spreder sig. Samtidig forurener foderrester fra mennesker vandmiljøet og kan fortrænge de vandplanter, som særligt svanerne lever af.

Læs også: Æbler kan gøre vinteren lettere for solsorten

Fødefest eller smittezone?

Når vi fodrer vandfuglene ved den lokale sø, foregår det typisk de samme steder igen og igen. Det betyder, at mange forskellige fugle samles på meget lidt plads og færdes i den samme blanding af foderrester og afføring – og så øges smittefaren.

- Når unaturligt mange ænder og svaner samles tæt, bliver smittepresset markant højere. Det øger risikoen for, at syge fugle smitter raske, og det gælder også dødelige sygdomme som H5N1-fugleinfluenza, der hærger lige nu, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Sådan gør du haven dyrevenlig i kulden

Mand står ved søbred, hvor bramgæs, grågæs, svaner og ænder er samlet.
Vi er nærmest vokset op med fuglefodring som en hyggelig vinteraktivitet, men der skal kun én syg fugl til, før hele flokken er i fare. Foto: Nk Ni

H5N1-fugleinfluenza er en alvorlig virussygdom, som har høj dødelighed blandt smittede fugle. Sygdommen kan sprede sig hurtigt, når mange fugle samles tæt. Fugle kan bære smitten, før de viser tydelige tegn på sygdom, hvilket øger risikoen for smittespredning i store fugleflokke.

Fodring forurener søer og åer

Fodring påvirker ikke kun fuglene direkte, men også vandmiljøet. Afføring og foderrester ender i vandet, hvor de fungerer som gødning. Det kan føre til øget algedannelse, som gør vandet uklart og mindsker mængden af vandplanter.

Færre vandplanter ændrer balancen i søer og vådområder og kan få betydning for de arter, der lever af dem.

- Knopsvaner lever primært af vandplanter. Hvis planterne forsvinder fra et område, flytter fuglene typisk videre. På den måde kan fodring gøre det sværere for vandfuglene at opholde sig netop dér, hvor man ellers gerne vil hjælpe dem, siger Michael Carlsen.

Læs også: Pas på hundepoterne, når vejene saltes

To knopsvaner ved en snedækket søbred ved vintertid
Knopsvanen er Danmarks nationalfugl og lever primært af vandplanter. Uden sunde søer forsvinder dens levegrundlag. Foto: Dhiemas Afif Febriyan

God vilje giver dårligere vilkår

Selvom fodring ofte sker i bedste mening, kan den samlede effekt gøre mere skade end gavn. Store fugleflokke, øget risiko for smitte og forurenet vand skaber problemer, som fuglene ellers ville være fri for.

Derfor er det bedste, vi kan gøre for vandfuglene, at lade dem klare sig selv. De er tilpasset vinteren og kan selv finde føde i naturen. Når vi passer på fuglene og deres levesteder, er der større chance for, at de vender tilbage igen til foråret.

Læs også: Svaner på isen vækker unødig bekymring